Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sarah-Sofie Boussnina hår hud makeup
Foto: Mariya Pepelanova

Sarah-Sofie Boussnina om makeup, hår og hudpleje

"Jeg har fundet concealeren, der dækker de mørke rande under øjnene"

Hun er bare 26 år gammel, men har allerede spillet med i store film og serier. Her er Sarah-Sofie Boussninas bedste skønhedstips på budget.

”Lærkevej”, ”Fasandræberne”, ”Tvillingerne og Julemanden” og ”1864” er bare nogle af de titler på film og TV-serier, som den dansk-tunesiske skuespillerinde kan sætte på CV’et. Med sine fine træk, mørke glød og smukke hår har Sarah-Sofie Boussnina taget danskernes hjerter med storm.

Vi mødte hende under indspilningerne af den nye Max Factor-kampagne, #myfactor, der fejrer dine personlige træk og skønheden i dem. Og netop de personlige træk som Sarah-Sofies smukke bryn og nærmest olivenfarvede hud er noget af det, vi misunder hende.

Sarah-Sofie er en del af Max Factors #myfactor kampagne, der handler om at fokusere på de positive sider og fejre det, man godt kan lide ved sig selv.

Ifølge skuespillerinden, behøver skønhedsprodukter ikke at være dyre for at virke.

– For mig er det mere vigtigt, at det virker, end at det er et mærke. Jeg har nogle dyre ting, f.eks en foundation jeg bruger, hvis jeg skal i byen. Den er fra Chanel. Men så længe det virker og basen er god, så kommer du langt.

– Jeg bliver tit inspireret af dem, der ligger min makeup, når jeg er på arbejde. Der har jeg flere gange været nede og købe et produkt, der har været brugt på min hud. Nogle gange er man heldig, at det er et af de mere prisvenlige mærker, der ikke koster alverden.

Her får du svarene på, hvordan hun tæmmer sine til tider ustyrlige bryn, hvilket produkt, der redder hende fra de mørke rande under øjnene, og hvordan hun giver sin hud lidt sommerglød.

Det bedste af det hele? Det behøver ikke være dyrt, at være lækker.

Bryngel, Max Factor, 100 kr.

– Jeg er ret vild med denne bryngel fra MaxFactor. Den holder styr på mine øjenbryn, som jeg ikke plukker og derfor godt kan se krøllede og lidt mærkelige ud, siger Sarah-Sofie og fortsætter:

– Den gør dem pæne og fyldige, men uden at være for klistrede. Det passer godt til det meget neutrale makeup-look, jeg går efter til hverdag. Jeg får nemlig så meget makeup på på job, så min hud har brug for luft for ikke at blive helt fucked.

Concealer, Tromborg, 180 kr.

– Jeg har fundet concealeren, der dækker de mørke rande under øjnene, jeg får her om vinteren. Min hud har en lidt mørkere tone, så det er vigtigt at lysne omkring øjnene, så jeg ser mere frisk ud. Om sommeren bruger jeg ikke helt så meget, men om vinteren bruger jeg en god en, jeg kører under øjnene, siger Sarah-Sofie og fortsætter:

– Den holder mig frisk, og jeg bruger den uden foundation over.

Bronzer, Max Factor, 90 kr.

– Sol er forbudt for min hud, da jeg altid er i filmproduktioner, og min hud må ikke skifte tone. Det går ikke, at jeg er til castings den ene dag og kommer tilbage to uger efter med en mørkere hud. Derfor skal jeg altid se ens ud, siger Sarah-Sofie og fortsætter:

– Det redder jeg med en bronzer! Den giver en lidt sunkissed fornemmelse, som jeg ret godt kan lide, og jeg bruger den hver dag året rundt. Om sommeren bruger jeg den også på kroppen, hvis jeg har en dyb udskæring.

Sarah-Sofies bedste skønhedstips på budget:

– Hver aften tager jeg et lille håndklæde, gør det helt varmt - evt. i mikrobølgeovnen - og så ligger jeg det på huden i ansigtet. Det åbner porerne op, renser i dybden og til slut skyller jeg med noget koldt vand. Derefter er det vigtigt med fugt. Fugt, fugt, fugt.

– Olivenolie er mit hårs bedste ven. Jeg bruger det som hårkur og kommer det i tørt hår, smører det i hele håret, tager en pose over hovedet, så det bliver fugtigt og varmt og lader det sidde så længe, jeg kan overskue det. Ca. 30-60 minutter. Husk at bruge shampoo før du kommer vand i – ellers får du det aldrig ud.