Når flagene foran kirken går på halv, og pårørende, forstenede i sorg, strømmer til for at tage afsked med deres kære, er Gitte Lykke en af dem, de kan læne sig op ad. 

I mere end 20 år har hun været præst, og hun elsker sit job. Men for fem år siden måtte hun sande, at det var krøbet for dybt under huden på hende, og at hun havde svært ved at slippe den smerte, hun mødte.

– Efter mange år det samme sted kendte jeg folk, og det gjorde dødsfaldene, begravelserne, sorgen og smerten sværere og sværere at bære, forklarer hun. 

– Det gjorde ondt at begrave mennesker, jeg kendte godt, men værst var det, når jeg skulle begrave et barn. Det er svært at finde mening i, at børn dør af sygdom eller ved trafikuheld, og at par, der brændende ønsker et barn, igen og igen må lægge deres for tidligt fødte børn i graven. 

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

Gud hentede barnet 

I dag har Gitte fundet en måde, så hun kan være der for efterladte og øvrige sognebørn i krise – og samtidig i sit eget liv uden at tage andres smerte med hjem. Men det vender vi tilbage til. 

Gittes eget liv var dengang for fem år siden nemlig også blevet mere skrøbeligt efter en skilsmisse og en alvorlig stresssygdom. Og så var det svært at blive konfronteret med døden. 

– Når jeg kom ud på et plejehjem, sad der mennesker, som gerne ville herfra, og sagde: ”Hvis vi spørger Gud, tror du så ikke, at han henter mig i nat?” Og så hentede døden et barn i stedet for. Jeg kunne næsten ikke være i det til sidst. Jeg blev ikke anfægtet i min tro, men det var meget sorg at bære på – også selv om det ikke var min sorg, forklarer Gitte. 

Derfor forlod hun i 2021 jobbet som teamleder og sognepræst i Brønderslev og flyttede på landet. Her fik hun job som sognepræst i det nyetablerede Løkken Storpastorat, og siden har hun boet i præstegården i landsbyen Vrensted. 

LÆS OGSÅ

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

Det er fortsat hendes job at støtte sognebørn i livets op- og nedture, men hun er blevet bevidst om ikke at tage arbejdet med hjem. Og så har hun fundet en måde at håndtere sorgen og smerten på, når det alligevel sker. 

Krammer et træ 

– Selv om præster har tavshedspligt, tror jeg, at mange deler med deres ægtefælle eller kæreste, hvis de har haft en svær dag. Det kan jeg ikke, for jeg har kun mig selv, så jeg vender mig i stedet mod naturen. Skaberværket, som jeg kalder det, kræver ikke noget af os – ud over at vi behandler det ordentligt. I naturen kan vi bare være. 

En gåtur langs stranden eller i skoven er nu hendes faste ritual efter en begravelse, eller hvis dagen på anden vis har været krævende. 

– Folk siger tit, at vi præster er kolde, for vi græder aldrig, når vi holder vores taler. Men det kan vi ikke, siger Gitte. 

– Til gengæld græder jeg, når jeg skriver en begravelsestale. Og så har jeg lært, at det kommer ud, når jeg går på en skovsti eller krammer et træ. Så slipper jeg, og så bliver der plads til en ny familie og en ny samtale. 

Roen under vand 

For fem år siden fandt Gitte endnu en måde at håndtere sorg og stress på: I 50-års-fødselsdagsgave gav hun sig selv et dykkercertifikat. 

– Det giver en enorm ro at dykke – det begynder allerede, når jeg pakker grejet. Under vand kan man ikke andet end at koncentrere sig om at trække vejret, og der ingen lyde, blot en helt anden ro. Bagefter er jeg fysisk træt, og hovedet er renset. 

LÆS OGSÅ

Gør du dette, kan du spare op til flere tusinde kroner om måneden

Alle har råd til at få opfyldt sine drømme – også de store af slagsen. Det hele handler om at give din privatøkonomi et grundigt eftersyn, og løbende trimme den. Det fortæller kvinden bag Moneymum, Pernille Oldgaard, som er aktuel med nyt økonomisk opslagsværk.

Det er dog ikke kun naturen, Gitte oplever som en lise for sjælen. Selv om hun er opvokset i ikke-troende familie, og ingen i familien går i kirke, har troen altid spillet en rolle i hendes liv. 

– For mig er det vigtigt, at der er noget uden for mig selv, jeg kan læne mig op ad, så jeg ikke skal klare alting selv. Det kan vi mennesker ikke, siger hun. 

– Hvis ikke vi har et medmenneske, kan vi dele med Gud, himlen, et træ i skoven, en kanariefugl eller noget andet uden for os selv og få hjælp til at bære det svære. 

Samtidig har Gitte truffet en beslutning: Hun vil aldrig lade de tunge tanker dominere sit liv, men i stedet få det bedste ud af hver eneste dag.

Blomster og en lur

– Alle mennesker bærer på en sorg; det gør jeg også, men jeg vælger, at det ikke skal fylde hele dagen. Har jeg en skoddag, er mit princip, at jeg bare én gang i løbet af dagen skal gøre noget godt for mig selv, forklarer hun. 

– Det kan være en lur midt på dagen eller en buket blomster. Og pludselig er det to eller tre ting, jeg gør for mig selv, og glæden varer lidt længere end for en måned siden. 

Udefra kan sorg være svær at spotte, og på overfladen ser Gittes liv da også let ud: Hun har et godt job, bor i et stort hus og har to voksne børn og et stærkt netværk. Og det er hun taknemmelig for, ligesom hun er for den hjælp, hun selv har modtaget. 

– Mine forældre hjalp mig, mens jeg studerede, og venner og veninder har hjulpet mig i økonomisk meget, meget svære perioder. Da jeg blev skilt, gik jeg den sidste uge i måneden og samlede flasker for at få mælk til kaffen, fordi min økonomi ikke rakte. Det vidste mine nærmeste. Nu prøver jeg selv at give noget videre. 

Det sidste hvilested 

Det gør hun blandt andet som frivillig i en genbrugsbutik og ved at åbne sit hjem for rejsende. Selv har hun vandret i store dele af verden og er blevet mødt med åbne arme. Det vil hun gengælde, så længe hun kan. 

– Ingen af os aner, hvornår vi skal herfra. Vi kan gøre alt for at passe på os selv med kost, motion, sikkerhedssele og ingen alkohol, når vi kører bil – men vi ved ikke, hvad de andre i bilerne gør, påpeger Gitte. 

– Der er dem, der fornægter deres egen dødelighed og ikke vil snakke om døden, fordi det er alt for svært, men det vil jeg hjælpe til at ændre på. 

LÆS OGSÅ

Lotte Kaa Andersen har en særlig fantasi efter overgangsalderen – og hun tror ikke, hun er alene

Hun kalder overgangsalderen en eksistentiel lammer – en hudløs tid, hvor man bare drømmer om det enkle liv. Og der får man brug for en kæde af kvinder, siger forfatter Lotte Kaa Andersen, der selv har forsøgt at skabe den kæde med sin nye bog, hvor hun har interviewet andre kvinder om overgangsalderen. Her fortæller hun om at blive hårdt ramt af symptomer, hun aldrig havde hørt om, og om at blive reddet af et tip fra sin yndlingsforfatter – i ALT for damerne.

Gitte har derfor også taget stilling til organdonation og skrevet de salmer ned i en notesbog, som hendes efterladte skal synge, den dag de tager afsked med hende. 

– For 1.000 kroner har jeg desuden reserveret en plet rundt omkring et træ i en begravelsesskov på Øland ved Brovst – så jeg kan ligge og kigge på årstiderne, fortæller hun og smiler: 

– Mine børn siger nogle gange, at de ikke gider høre mere om, at jeg skal dø, og det respekterer jeg – selv om det for mig er naturligt at tale om døden. 

Da Gitte begyndte som præst, fyldte de tunge ting ikke, men jobbet og alderen skubber hendes egen dødelighed tættere på. – Jeg ved, at jeg skal dø en dag – og derfor er det også vigtigt for mig at få det bedste ud af livet, smiler Gitte.