sponsoreret indhold
SPONSORERET indhold

18-årige Fanny: "Vi er rigtig gode til at dømme os selv, og derfor får mange operationer"

Antallet af kvinder, der har fået lavet bryster de seneste par år, er steget eksponentielt. Men hvorfor det? Er det sociale mediers skyld? Eller handler det bare om, at de unge er perfektionistiske, mens de ældre generationer er bedre til at acceptere deres kroppe? Det er samtalen i dette afsnit af ’Nøgne Sandheder’, hvor Josefine Stork igen har inviteret to kvinder i sauna.

18. sep. 2023 | Sundhed | Matas/ALT

Hvor mange procent er andelen af kvinder, der får lavet sine bryster, steget her i Danmark siden 2005?

Spørgsmålet kommer fra ALT for damernes Josefine Stork, som er vært på ALT for damernes nye podcast i samarbejde med Matas, ’Nøgne Sandheder’. I dette afsnit er emnet plastikoperationer og generel forskønnelse af kroppen, og derfor har Josefine inviteret to kvinder fra hver sin generation – generation z og babyboomerne - ind i saunaen til at smide tøjet og forsøge at mødes på tværs af generationskløften.

Svarene fra de to kvinder, Fanny Gaarslev på 18 år og Susan Ekberg på 78 år, falder hurtigt, men ikke med fuld selvsikkerhed. 10 % og 30 % svarer de. Bud, der ikke virker helt urealistiske.

Indtil Josefine Stork afslører det rigtige svar: Antallet af kvinder i Danmark, der får en brystoperation er nemlig steget med 601 % siden 2005.

Du kan lytte til afsnittet her.

 

Skal alle ligne Kim Kardashian?

”Jeg tror, at sociale medier har en rigtig stor påvirkning på, hvordan vi skal se ud, fordi vi ser alle de her billeder, og mange af kvinderne på billederne har været under kniven. Så sidder der en masse unge piger derude og tænker, at sådan skal jeg også se ud,” lyder forklaringen på stigningen fra Fanny Gaarslev.

”Det er ærgerligt, hvis der går mange unge piger rundt og tror, at de skal ligne Kim Kardashian og have implantater i røven og brysterne for at ligne hende. Men hvis du kigger på dig selv og er virkelig utilfreds med noget, så synes jeg, at man skal gøre det,” fortsætter hun.

Fanny drømmer ikke selv om at få lavet en kosmetisk operation. Hun vil ikke udelukke det, men hun sigter ikke mod det lige nu. Hun har derimod flere veninder, som har fået lavet større læber allerede, men det tiltrækker ikke Fanny.

78-årige Susan Ekberg kunne derimod aldrig drømme om at få lavet en kosmetisk operation, og hun er generelt ikke fortaler for det.

”Tænk at begynde at skære eller få nogen til at skære i sig selv, fordi man oplever, at man ikke er god nok,” reflekterer Susan.

Hvor går grænsen?

Men er der forskel på at ville forskønne sig gennem kosmetiske operationer og at tage flotte øreringe på og makeup?

”Der er en meget svær diskussion, for i virkeligheden handler det jo om, at alle kan se mig og høre mig, og i sidste ende vil jeg jo gerne begæres. Jeg vil gerne roses. Jeg vil gerne have, at folk kigger på mig og siger ’Ej, hvor er du sjov’ eller ’Hvor ser du pæn ud’. Så jeg kan godt lide at pynte mig til ære for andre. Når jeg går rundt oppe i mit hus i Sverige, har jeg overhovedet hverken mascara eller noget som helst på,” erkender Susan Ekberg.

Der er dog ingen tvivl om, at Susan mener, at der er grænser for, hvor meget man kan forskønne sig.

”Et smukt ansigt vil ældes, og en smuk krop vil forandre sig, men en smuk sjæl vil altid blive ved dig. Selvfølgelig er mormorarmen, der hænger en halv meter ned ikke køn, men jeg tror aldrig, at jeg vil have dem klippet af. Det tror jeg ikke vi vil i min generation,” forklarer hun.

Og det ville hun heller ikke have gjort, da hun var ung, for dengang var hun tilfreds med sin krop. Måske fordi der ikke var sociale medier at spejle sig i, reflekterer hun over, og det er Fanny enig i.

Hun oplever, at mange af hendes veninder kan se mange fejl hos sig selv, selv om hun synes, at de er gudesmukke.

”Vi er rigtig gode til at dømme os selv, og derfor får mange operationer,” lyder konklusionen fra 18-årige Fanny Gaarslev i ’Nøgne Sandheder’.

I dette afsnit af ’Nøgne Sandheder’ kan du også høre de to kvinders råd til hinandens generationer, og hvad det gør ved én, når en af verdens smukkeste kvinder heller ikke selv synes, at hun ser smuk ud.

NS_Episode8_Altdk_614px.jpg

Du kan lytte til de tidligere afsnit af "Nøgne Sandheder" her, hvor der blandt andet blev talt om nøgenhed, sårbarhed, dating og køn.

Anbefalet til dig