Derfor får du ædeflip

Derfor får du ædeflip

Har du – helt ærligt – også svært ved at stoppe når først, chipsposen er åbnet, pomfritterne ligger på tallerkenen, eller du har taget hul på pladen med chokolade? Det er der en helt naturlig forklaring på. Og nej, der er faktisk ikke noget, du kan gøre ved det (andet end at få nogen til at pakke de fede sager væk, måske…)

Når du spiser fed mad, kickstarter du nemlig en kædereaktion af signaler i din krop, skriver Videnskab.dk. Det hele begynder der, hvor du propper chokoladen, chipsene og pomfritterne ind: I munden. Her sidder nogle receptorer, som er indrettet til at reagere på mad med et højt fedtindhold.

Fra munden går der et signal ned til din tarm – som igen sender et signal videre til din hjerne om, at din krop er i gang med at indtage fed mad. Det aktiverer det såkaldte belønningscenter i hjernen – og det giver dig lyst til at spise endnu mere.

En meget upraktisk reaktion i dag, hvor mad – og ikke mindst fed og sød mad – er tilgængelig stort set overalt her i den vestlige verden. Men det var superpraktisk og fuldstændig nødvendigt for at overleve i tidernes morgen – og det er således en helt naturlig urmenneske-reaktion at få ædeflip af fede ting. Der var langt mellem den slags måltider dengang, så det gjaldt om at få så meget som muligt ud af det, når man endelig fik muligheden.

Når alt det er sagt, så husk nu, at det ifølge et hav af andre undersøgelser også er ekstremt vigtigt at få fedtstoffer – men det skal være de rigtige og sunde af slagsen. Det er dem, du finder i f.eks. nødder, frø, olivenolie, avocado, fed fisk som makrel og laks m.m. Og nej, desværre ikke dem, du finder i chokoladeskildpadder og burgere…

»Læs også om 7 vaner, der (måske) gør dig tyk.

Eller »find ud af, hvordan du spiser din mave flad.

Nøgleord i denne artikel: Ædeflip, forklaring, chokolade, burgere, belønninggscenter.