"Det er min største last, men jeg giver ikke afkald på den!"
For Andrea Elisabeth Rudolph handler sundhed mestom planlægning og gode vaner.
Hvordan holder du dig i form?
– Jeg går meget og prøver at tage cyklen, når det kan lade sig gøre. Men opgaverne på en typisk arbejdsdag betyder, at jeg ret ofte må tage bilen. Jeg træner ikke hver uge, men i perioder kommer det over mig, så løber jeg, svømmer eller træner styrketræning i et fitnesscenter.
Spiser du efter nogle bestemte kostprincipper?
– Nej, jeg har ikke en fast kostplan, som jeg lever efter. Generelt går jeg mest op i ordentlig kvalitet. Det er vigtigt for mig, at vi får en sund start på dagen med en varieret morgenmad, som er både proteinfyldt og vitaminrig. Jeg vælger typisk økologiske varer og vil hellere undvære kød end at gå på kompromis med kvaliteten, og med hvordan dyret har haft det. Vi spiser mange grøntsager, kød, fisk og salat, men vi elsker også simple pastaretter.
Hvordan får du tid til sundhed?
– Jeg synes ikke, det er særlig tidskrævende at leve sundt madmæssigt. Til gengæld er det indimellem dyrt at leve overvejende økologisk og bæredygtigt. Men det prioriterer jeg.
LÆS OGSÅ: Sådan bliver du klar til at løbe et halvmarathon
Men motionen tager tid…?
– Til gengæld er motion tidskrævende, også for mig. Det er sikkert nok derfor, den kommer lidt i stimer, når der er overskud til det, eller når jeg kan mærke på min mentale tilstand, at det er på tide at komme ud at løbe en tur eller gå i svømmehallen. Motion er et spørgsmål om planlægning, og i en allerede meget skemalagt hverdag har jeg brug for huller, hvor intet er planlagt, og jeg kan være impulsiv. Ikke for at træne...
Nævn 3 gode ting, man får ud af at være sund?
– Det giver et større overskud, bedre selvværd og en generelt større livsglæde.
Har du en last, der ikke vil slippe taget… på trods?
– Jeg elsker en kold øl med vinegar chips til, så det nyder jeg en gang i mellem. Det er en dejlig last, som jeg ikke har tænkt mig at skille mig af med.
Har du en sundhedsplan for 2014?
– Det handler primært om at give gode vaner videre til mine børn. I det nye år vil jeg stadig gerne blive lidt mere struktureret i min træning. Problemet er nok, at jeg keder mig lidt i det motionscenter, så jeg må se mig om efter nye legepladser. Måske gulvet i en flamencosal eller stranden, hvor jeg kunne kitesurfe…
LÆS OGSÅ: Det ekstreme virker ikke for mig