Anders W. Berthelsen: "En superskrap kur er dømt til at gå galt"
… små effektive justeringer holder meget bedre i længden,” siger skuespiller Anders W. Berthelsen, der efter en film havde taget 15 ekstra kilo på. Mød den 44-årige skuespiller, der med hjælp fra en personlig træner og en kostjustering fik sin krop tilbage..
Hvad skal der til for, at du en gang for alle gør noget ved din livsstil – spiser sundere og dyrker motion? For skuespiller Anders W. Berthelsen var svaret 15 ekstra kilo på kroppen. Kiloene var røget på under optagelserne til Ole Christian Madsens komedie „Superclásico”.
– Jeg spillede en mand, som var ved at gå i opløsning og nærmest kun levede af rødvin. Jeg skulle se ud derefter, så den fik alt, hvad den kunne trække med lidt for fed mad. Men da jeg kom hjem til Danmark og så mig selv i spejlet, tænkte jeg: Nu må der andre boller på suppen, hvis det ikke skal gå helt galt. For at blive holdt til ilden begyndte han at træne med en personlig træner.
– På den måde kom jeg ud ad døren og fik det gjort. Min kollega Nicolaj Kopernikus og jeg har trænet en del sammen før i tiden. Det var megahyggeligt. Men lidt for tit endte det med, at vi snakkede tiden væk, mens vi hang i maskinerne. Nu holdt min træner mig i gang og instruerede mig i, hvad der virkelig rykker. Ikke at jeg havde planer om at komme til at ligne en bodybuilder. Målet var kun at smide de overflødige kilo. Og træneren lavede hele tiden mit program om, så jeg blev udfordret. Ud over træningen skar Anders W. Berthelsen ned på det søde i sin kost og lod samtidig være at spise for meget stivelse. Men en egentlig kur vil han ikke kalde det.
– Jeg tror meget på mindre, effektive justeringer. Væk med slikket, kagerne og pastaen og ind med de friske, gode grønsager. Jeg er også begyndt at spise rigtig meget fisk, fortæller han.
– En superskrap kur er i mine øjne dømt til at gå galt. Jeg lavede om på en måde, så jeg ikke kom til at føle så stort et tab og ikke tabte humøret undervejs. For mig fungerer det bedst, at der ikke er noget, der er forbudt, men at jeg kan spise alt – med måde – og i stedet prøve at variere kosten mest muligt. Og da de nye vaner først var indarbejdede, og min krop havde fundet ud af, at nu skulle den forbrænde på den her måde, så kørte det.
JEG FØLTE MIG SLIDT
Træningen og de små kostændringerne blev til et vægttab på 15 kilo. Siden har han holdt vægten, og de nye madvaner er blevet en fast del af hverdagen. Selv om det indimellem er svært, når filmselskabet bestemmer menuen.
– På et filmset er der f.eks. ikke altid den sundeste mad og tit lange pauser, hvor der kan ryge noget sødt ned. Heldigvis er det svundet ind i mængderne af kiks og slik, som der var virkelig meget af før i tiden. I stedet er der dukket flere og flere skåle op med frugt og grønt. Det er skønt, det gør det nemmere at holde fast. En anden dræber af de gode intentioner er aftenarbejde. I efteråret optrådte Anders W. Berthelsen hver aften på Bellevue Teatret i forestillingen „Elin’s fest” sammen med Peter Frödin og Paprika Steen, og det gik ud over de sunde vaner.
– Jeg spiser ikke vildt meget, inden jeg tager på teatret, for ikke at være for tung i kroppen, så jeg kan nemt være meget sulten bagefter. Og at spise et stort måltid midt om natten er ikke smart. Derfor vænnede jeg mig til at spise flere mindre måltider i løbet af dagen op til. Det fungerede godt. Til gengæld har han været nødt til at skrue ned for træningsmængden. I det sidste halvandet år er han gået fra den ene hovedrolle til den anden i tv-serier, film og teater. Og til sidst følte han sig slidt. Derfor tager han lige nu en pause, hvor han fokuserer mere på fred, ro og familie.
– Det er noget med at tage det stille og roligt om morgenen. Jeg følger min datter, Vigga, i børnehave. Måske mødes jeg med nogle kollegaer og udveksler ideer. Om eftermiddagen kan jeg godt lide at gå en tur med Vigga.
NATURLIGE KVINDER ER FANTASTISKE
I det hele taget er al overdrivelse og fanatisme i sundhedens navn imod Anders W. Berthelsens temperament.
– Jeg har da nogle gange stået i fitnesscentret og tænkt: Slap nu af, dig derovre! At nogle mænd tager steroider for at komme til at ligne en bøf, det fatter jeg ikke. Og spørger du ham, har kvinder i endnu højere grad end mænd tendens til at overdrive for at komme til at se yngre ud. Når han kigger mod USA, ser han flere eksempler på fantastiske skuespillerinder, der i panik over deres alder har ødelagt både deres udseende og karriere.
– Engang syntes jeg, at Meg Ryan, Jennifer Aniston og Courteney Cox var charmerende. Og så fik de pludselig foretaget de her mærkværdige kosmetiske operationer, som gør dem utroligt usexede. Nu kan jeg ikke lade være at tænke „freak”, når jeg ser dem på lærredet. Så er det mere tiltalende med en skuespillerinde som Helen Mirren, der står ved sin alder og derfor ser skøn ud og bliver ved med at få roller.
– Hvad gør en kvinde sund i dine øjne?
– Jeg kan godt lide, at kvinder er naturlige. Min hustru er sund på den gode måde uden at overdrive og være fanatisk. Vi går op i ikke at køre alt for meget af det søde ned, også for min datters skyld. Når jeg henter Vigga i børnehaven, er hun altid lækkersulten. Men hvis jeg præsenterer hende for en gulerod, ryger den lige så gerne ned som slik. Det er noget med at have et sundt alternativ ved hånden, når der er brug for at få tanket op.
– Er du selv forfængelig?
– Ja, men på en anden måde end andre mænd, tror jeg. Min krop er jo mit redskab, og ofte er det bare sjovere, at der er lidt til den gode side. For at illustrere det ukontrollerede og uperfekte, vi alle har i os. I filmen „Klassefesten 2” spiller jeg f.eks. en type, der er lidt kraftig. Andreas ser ud, som mange af os gør, når vi ikke har supermeget styr på vores liv. Men i stedet for at jeg skulle tage på igen, har vi valgt, at tøjet hænger løst på ham. Men der er ligesom ikke noget sjovt ved det, hvis han var superfit.
– Hvad er det ved mænd, I tager gas på i „Klassefesten 2”?
– Filmen handler om tre mænd, der skal kæmpe en del mere for at se fit ud, end de skulle tidligere, og i det hele taget er lidt i panik. Det er vel meget naturligt, når man pludselig mærker, at der er kortere vej til enden end til begyndelsen. Og så vil vi gerne lave sjov med alle de krumspring, mænd laver for at gøre indtryk på kvinderne. Filmen har været skæg at indspille, fordi Troels, Nicolaj og jeg er gamle venner, og det ligger nemt for os at finde det sjove frem i hinanden.
FAMILIEN ER VIGTIGST– Er du bange for, at de gode roller skal tørre ud?Anders W. Berthelsen: MINE 5 LEVEREGLER1. Jeg spiser… 2. Jeg slapper af…4. Jeg bliver glad…5. Jeg træner…