Få chefdesignerens 3 sunde råd til rejsen

Få chefdesignerens 3 sunde råd til rejsen

Ryger din sundhed også så snart, du stiger ombord på en flyver? Få Frederikke Hviids bedste råd til at holde dig sund på rejsen.

Pak tasken med sundhed

– Jeg rejser tit i forbindelse med mit arbejde, og når jeg gør det, er det vigtig, at jeg er på toppen, fordi der skal tages mange beslutninger undervejs. Derfor gør jeg mig også umage med at være sund, når jeg er ude. Og det starter allerede fra jeg pakker tasken – her tager jeg altid mit træningstøj og mine løbesko samt mine vitaminer med. Så husk de ting, der er med til at holde dig sund i hverdagen.

Løb

– Selv om man ofte går meget, og derfor bliver træt i benene, når man er ude at rejse, er det alligevel rart at få pulsen op og trukket vejret helt ned i maven – især hvis turen er lidt stressende. Så når jeg er ude at rejse, træner jeg lige som derhjemme, hvilket vil sige omkring 40-50 minutter hver anden dag, på den måde har kroppen også tid til at hvile. Hvis jeg f.eks. er i Paris, som jeg kender godt, løber jeg ude, men hvis jeg er et helt fremmed sted, foretrækker jeg hotellets træningscenter (sådan et har de fleste!), så jeg ikke farer vild – selv om jeg egentlig synes, det er dødkedeligt at løbe på et løbebånd. At få bevæget sig, når man er ude at rejse, betyder også, at man lettere kan falde i søvn om aftenen, hvilket ellers kan være svært, hvis man er jetlag-ramt.

Husk vand og fibre

– Man kommer let til at drikke kaffe og sukkerholdige drikke, når man er ude at rejse, fordi hjernen trænger til koffein og sukker, derfor er jeg meget bevidst om at få drukket nok vand. Når det kommer til maden, forsøger jeg ligesom derhjemme at undgå hvidt brød. Det betyder, at jeg om morgenen oftest holder mig til æg, kød og yoghurt, da der sjældent er groft brød i udlandet. Det bliver dog lidt meget protein i længden, så derfor har jeg gerne nogle fiberkiks med hjemmefra, som jeg spiser i løbet af dagen.

Læs mere om Frederikke Hviids sundhedsvaner i uges ALT for damerne (nr. 02/2014).

LÆS OGSÅ: Se krimiforfatterens sunde uge

Fakta

Frederikke Hviid er designchef for tøjmærket Whiite. Hun er 44 år og gift med Morten Boje Hviid, der er public affairs manager i British American Tobacco. Sammen har de en søn på 16 og to døtre på 12 og 3 år. Familien bor i Vedbæk.