Lighed, økologi, frihed og kreativitet. Det lyder hippieagtigt – og rimer ikke ligefrem på intervaltræning, Cooper-test og flad mave. Alligevel hænger de to ting fint sammen. I hvert fald hvis man ser på personlig træner Sara Beck, 39, som er vokset op med alle de gode, sunde kerneværdier som barn på Svanholm Gods i Vestsjælland, og som i dag lever af at være personlig træner. På sin egen måde.
Hendes bog "Dit suveræne liv" (Lindhardt & Ringhof) udkom i marts og handler om, hvordan du kommer i dit livs bedste form – ude i naturen – samtidig med at du får mere sanselighed og dyb glæde ind i dit liv. Bogen er "selvoplevet", for Sara Beck har selv taget det personlige kvantespring fra sin opvækst på landet i kollektivet Svanholm ved Skibby til storbystress som chef på Estate Coffee og tilbage igen. I dag lever hun det liv, de fleste af os drømmer om: med ret god balance mellem gang i den og dyb indre fred.
Hun bor i Hørsholm nord for København med mand og børn og kan trylle fedtprocenter om til muskler. Alligevel er der mere silent movie end fitnessguru over Sara Beck. Hun gider ikke at stå ved siden af et løbebånd og svinge pisken over sin pustende, svedige kunde i et motionscenter. Hun tilpasser træningen til naturen og årstiden. Du kan godt risikere at blive lokket i vandet – også off season – af Sara iført gammeldags badedragt med lange ben, skriggul badehætte og svømmebriller. Hvem har sagt, at motion skal være så pokkers alvorligt og selvhøjtideligt?
– Min træning handler også om at se godt ud indeni. At få lykkehormonerne til at rulle igen, livslysten til at vende tilbage, og energien til at strømme – og alt det kommer, når du bruger din krop på en god måde.
SE OGSÅ: Sara Becks ti bedste råd
"Dit suveræne liv" handler om noget så langhåret som at have det godt i sin krop. Du skal ikke tage stressen fra jobbet med over i din sport, for det handler ikke om at løbe et maraton på tre timer – men om at bruge de andre gear som afspænding, nydelse, velvære, styrke og smidighed også, siger Sara Beck, der selv havde fuld fart på indtil for syv år siden, hvor hun arbejdede som bestyrer af Estate Coffee i København.
– Som 31-årig bestemte jeg mig for at læse til afspændingspædagog, og dér opdagede jeg, at jeg ikke længere passede til det hektiske byliv. Jeg havde brug for balance. Jeg flyttede fra byen og begyndte at træne i naturen og syntes, det var vildt, som det gav ro og afklaring.
– Jeg skal dagligt minde mig selv om, hvad der giver god mening, og hvad der gør mig rigtig glad. En af tingene er at have god kontakt med min krop. Som barn var jeg et rigtigt udebarn, altid at finde i skoven, på engen eller rundt omkring de forskellige bygninger på godset. Den glæde har jeg genfundet, og det er den, jeg videregiver som personlig træner. Mange af os sidder ned hele dagen og fylder hjernen op med superspændende stof og bliver fagligt og intellektuelt stimuleret, men glemmer helt, at der også er en krop. Det er så banalt, men når kroppen ingenting får, mistrives den – og det går ud over alt fra dit humør til vægt, sexlyst, selvtillid og livsglæde.
LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: Bliv sommerslank: 28 råd der virker