fit living: Vi har ikke noget at gøre med slankepiller
Firma sælger slankepiller på nettet under navnet Fit-Living. Men selv om navnet ligner, har magasinet fit living intet med pillerne eller firmaet at gøre.
De seneste uger er vi på fit living redaktionen blevet kimet ned af folk, som har købt slankepiller af et firma på nettet, hvis navn til forveksling ligner vores. Firmaet hedder nemlig Fit-living.
Men selv om der er stor lighed mellem navnet på firmaet og navnet på vores magasin, så vil vi gerne understrege, at vi ikke har noget at gøre med hverken firmaet eller de piller, som de sælger.
Ifølge de mange mennesker, vi har talt med, annoncerer firmaet bl.a. på facebook, hvor de sælger pillerne "The Natural Diet - green coffee weight loss tablets" og "Essential Detox - natural body cleansing tablets", som eftersigende skulle have slankeeffekt.
Men selv om deres navn ligger tæt op af vores, så har vi på magasinet fit living intet at gøre med disse piller eller firmaet bag. Og vi kan derfor desværre heller ikke hjælpe eventuelle købere eller klagere med at komme i kontakt med firmaet.
Vi beklager navnesammenfaldet – og håber, de, der har behov for det, får fat i firmaet bag pillerne.