Fit tester: Afropowerdance
Smid hæmningerne, dans skørt og ukontrolleret − og få tonede arme og faste balder oveni. Tag med fit living til det sidste nye hit på dansefronten: Afropowerdance.
Høj latter, svedige kroppe, vilde bevægelser, råb og et konstant trommebeat. fit living er taget til Afrodance eller Afropowerdance hos Fitness World for at teste, om den nye fitnessdans er lige så hot som sin latinamerikanske lillesøster Zumba.
En flok spændte kvinder i alle aldre er parat til at forsøge sig med de afrikanske moves. Vores instruktør er sort med langt rastahår og hedder Samuel. Og afrodance danses bedst i bare tæer, fortæller han.
De fleste andre kvinder og jeg smider vores træningssko. Så er vi parate, groundede på bare tæer med blikket fæstet på Samuel, som har startet musikken. Et tungt afrotromme- beat, som dunker veloplagt ud af højtalerne.
Hofter som en brusende flod!
Afrikansk dans er kendetegnet ved store, frie bevægelser. Og Afropowerdans er ingen undtagelse. Vi starter ud med enkle trin, hvor vi åbner kroppen op og løfter brystet.
− Skuldrene tilbage, brystet frem, træk vejret, brug ryggen, dikterer Samuel.
Jeg skiftevis åbner og lukker for brystet med armene, mens jeg går store cha-chatrin til højre og venstre og prøver at fokusere på holdning og vejrtrækning. Det går jo godt, tænker jeg og lever mig langsomt ind i rytmen. Så går vi videre til hoften, som skal skydes til siderne og derefter hele vejen rundt.
− Pyha, jeg håber ikke, at det her kun er opvarmningen, hvisker jeg lidt angst til pigen ved siden af, mens jeg pruster og tørrer sved af panden. Heldigvis ikke.
− Og nu hoften frem, frem, frem − som et vuggende hav, forklarer vores instruktør Samuel.
Han viser de forskellige trin meget pædagogisk, og derfor er det nemt at følge med. Eller nogenlunde nemt. For jeg danser jo ikke som en afrikansk kvinde, kan jeg konstatere ved et hurtigt blik i spejlet. Tværtimod danser jeg nærmere som en panisk kvinde, som forsøger at få sine hofter til at svinge på den rigtige måde. Men det gør ikke noget, at det ser ukønt − sågar grimt − ud, og at jeg slet ikke kan leve op til lærerens eller min sidekvindes vuggende moves, for afrikansk dans er meget mere end at „se ud”.
Trommen giver energi
Afrikansk dans er en række udtryksfulde bevægelser. Nogle mener endda, at dansen kan være healende, og trommen er et helt centralt element, får jeg fortalt. Trommerytmen skaber nemlig en energi, som forbinder dans og musik via dit hjerteslag og åndedrag, så energien forplanter sig som en rytme i hele kroppen.
− Man siger, at i afrikansk dans kommer energien op fra jorden gennem trommeren ud af trommen og videre til danserne, forklarer instruktøren.
Trinene i dansen er også inspireret af naturen. De er oprindeligt opstået ved at se jorden, himlen, vandet og dyrenes bevægelser. Og udtrykker almindelige bevægelser som at høste, plukke og spidde fisk gennem dansen. Og det er netop det, som gør, at jeg hurtigt opfanger og husker de 10-12 hovedtrin, som dagens time består af. Dansetrinene støttes med navne som „spyddet” og „tranedansen”. Sjovt og anderledes. Selv om jeg kan genkende nogle af de grundlæggende hoftebevægelser fra zumbatimerne. Afrodance er bare en endnu mere vild, løssluppen og glad dans.
Musikken i Afrodance kører til gengæld bare derudad helt uden pause med nogenlunde samme hektiske rytme. Derfor føles den ikke så afvekslende som til en zumbatime, der består af en masse forskellige musiknumre. Men de mange repetitioner gør, at jeg kommer godt ind i øvelserne, og jeg får bevæget mig rundt i hele træningssalen. Frem og tilbage, fra højre til venstre, dansende to og to og fælles dans i en stor rundkreds.
Så gik jeg amok
Fitness World lover, at timen ud over at styrke musklerne også træner fleksibiliteten i hele kroppen. Og det kan jeg skrive under på. En masse rullen med ryggen, lænden og hofterne sætter gang i hele kroppen, og da jeg 10-15 minutter inde i timen sætter mig selv fri og kaster mig ud i øvelserne uden at tænke på, hvordan jeg ser ud, bliver det rigtig skægt. Og hårdt.
Jeg trommer vildt i luften, mens jeg springer frem mod spejlet, vrider kroppen i hilsener til øst og vest, laver spring til siderne og vuggende vandskvulp med hofterne og marenga-lignende trin med svingende arme − og jeg elsker det.
Timen går hurtigt. Alt for hurtigt. Pludselig slutter dansen, og instruktøren begynder udstrækningen, som også er dejlig for min krop. Og så er det tid til at forlade salen. Og Afrika. Tilbage står jeg sveddryppende, men rigtig, rigtig glad.
Dagen efter kan jeg mærke timen i kroppen. Helt ned til fodsålerne, som ikke er vant til at danse uden sko. Og det værker dejligt i mine armmuskler og heldigvis også i hofte, mave og balder. Måske er Afropowerdance simpelthen den sjove vej til spændstige balder?
HVORDAN VAR AFROPOWERDANCE?
Anne Sofie Hansen-Skovmose
29 år, træner 3-4 gange, yoga, løb, svømning og dans
„Det er en fantastisk blanding af dans, kondition og styrke. Det er sjovt, du får masser af motion og bliver på en eller anden måde grounded. Det handler jo om at finde sin indre urkvinde, give los og være grim. Det er fedt. Og så giver timen meget styrke. Jeg kunne se det hurtigt på min egen krop. Og så kan man ikke være andet end glad bagefter.”
Stjerner ud af 6:
Styrke: ★ ★ ★ ★
Kondition: ★ ★ ★ ★ ★
Smidighed: ★ ★ ★
Sjovhed: ★ ★ ★ ★ ★
Daniela Grønhage
28 år, træner 3-4 gange om ugen, crossfit og styrketræning
„Det var min første gang til Afropowerdance. Jeg havde nok forventet en smule mere power over musikken og mere afveksling i øvelserne. Men det var en rigtig sjov time, hvor jeg synes, vi kom hinanden ved. Fedt, at du selv kan bestemme, hvor hårdt og krævende det skal være, afhængig af hvor meget du giver dig.”
Stjerner ud af 6:
Styrke: ★ ★
Kondition: ★ ★ ★ ★
Smidighed: ★ ★ ★
Sjovhed: ★ ★ ★
Bina Vainer
45 år, cykler og danser meget
„Det er sjovt og hårdt, men jeg savner lidt det, som traditionel afrikansk dans også kan: At fortælle en historie igennem dansen. Men sådan er det nok med fitnesscenter-versionen, og grundlæggende er jeg godt tilfreds og kommer igen.”
Stjerner ud af 6:
Styrke: ★ ★ ★ ★
Kondition: ★ ★ ★ ★ ★
Smidighed: ★
Sjovhed: ★ ★ ★
FIT’S VURDERING
Sjov dansetime, der giver sved på panden og får smilet frem. Super fedt. Samtidig er det en time, som får dig til at føle dig godt tilpas i din krop. Trinene bliver repeteret ofte, og det gør, at du allerede fra første time kan give dig fuldt ud i dansen. Men det stiller også store krav til instruktøren, at timen ikke bliver for ensartet, men udvikler sig fra gang til gang. I det hele taget en sjov dansetime, som afhænger en del af instruktøren.
Stjerner ud af 6
Styrke: ★ ★ ★
Kondition: ★ ★ ★ ★
Smidighed: ★ ★ ★
Sjovhed: ★ ★ ★ ★ ★
Samlet vudering: ★ ★ ★ ★
HER KAN DU TRÆNE AFROPOWERDANCE
Vi testede Afropowerdance i centeret på Vester Farimagsgade i København. Men timen bliver også udbudt i følgende centre:
Allerød
Ballerup
Frederiksberg, Forum
København NV, Lygten
København V, Vester Farimagsgade
Valby, Mosedalsvej
Aarhus C, Nørrebrogade
Aarhus C, Scandinavian
Se adresser på fitnessworld.dk