Julie Hastrup: Sådan holder jeg vægten nede
På fire måneder tabte forfatter Julie Hastrup 20 kilo. Læs her, hvordan hun sidenhen har holdt vægten nede.
Hvordan har du det generelt med din krop?
− Jeg har det sådan set udmærket med min krop, men jeg døjer med en medfødt skæv ryg, der giver mig mange problemer. Fordi jeg træner så meget og har gjort det meget dedikeret det sidste halvandet år, har jeg fået opbygget et stærkt muskelpanser i kroppen, så jeg første gang i mit voksenliv ikke har ondt i ryggen. Det er rigtig godt. Udover at træne på hold og med en personlig træner bokser jeg også, og jeg kan godt få lidt ondt i knæet og albuen, når jeg træner, så jeg kunne godt have det bedre, men jeg synes, jeg gør mit for at have det så godt som muligt. Rent kosmetisk har jeg længe været forskånet for rynker, men lige pludselig kan jeg se, at jeg har fået den der bekymringsrynke i panden. Det synes jeg ærligt talt er lidt øv.
Hvordan vil du gerne have det med din krop?
– Jeg ville rigtig gerne være mine skavanker kvit, men jeg ved jo godt, at jeg aldrig vil få en lige rygsøjle. Og så vil jeg gerne have en sixpack på maven og totalt tonede arme. Det påstår min personlige træner, at jeg godt kan, så det er mit mål.
Har dit forhold til din krop ændret sig med årene?
– Når man er yngre, er man jo velsignet, fordi man har ungdommen og spændstigheden, og jeg synes, jeg med alderen er blevet mere bevidst om at passe på kroppen og vedligeholde den.
Hvad betyder motion for dig?
– Rigtig meget! Jeg har altid spist sundt og har altid været slank, men de seneste år har jeg spist lidt for meget, fået for lidt motion og været lidt for glad for rødvin og god chokolade. Og det kunne man pludselig se på min vægt. For halvandet år siden syntes jeg, at jeg med mine dengang 78 kilo var blevet for tyk, så jeg tog en beslutning om at tabe mig ved hjælp af en personlig træner. Jeg tabte 20 kilo på fire måneder. Siden er jeg fortsat med at dyrke styrketræning og bokse sammen med min personlige træner tre gange om ugen. Derudover går jeg til flere forskellige hold i mit fitnesscenter, så jeg er virkelig målrettet og går ikke på kompromis med min træning. Min mand følger børnene i skole hver morgen, så jeg kan komme ned og træne – HVER dag, undtagen søndag. Motion er blevet mit drug og min medicin. Inden jeg tabte mig, var jeg begyndt at få for højt blodtryk. Det har jeg ikke mere. Mine rygsmerter er forsvundet, vægten er kommet ned og jeg har ikke været syg, siden jeg begyndte at træne så intensivt.
Hvad betyder kost for dig?
– Selvom jeg generelt spiser sundt, presser jeg nogle gange for mange søde ting ind. Jeg elsker fisk og spiser fisk mange gange om ugen, sammen med kød og grøntsager. God kost betyder meget for mig, fordi jeg føler mig sund, når jeg f. eks. er ved lægen og får målt et lavt kolesteroltal. Bevidstheden om at spise sundt er noget, der optager mig mere med alderen. Man kan jo godt være 25 år og leve af pizza og cola, men det kan jeg simpelthen ikke længere. I min alder får flere i vennekredsen også livsstilssygdomme, så jeg tænker mere over, hvor vigtigt kosten er for helbredet.
LÆS OGSÅ: Julie Hastrup: Sådan tabte jeg 20 kilo på 4 måneder
Har dit syn på din krop ændret sig, efter du har fået børn?
– Jeg var heldig ikke at få strækmærker, da jeg var gravid, til gengæld har jeg et ar fra mit kejsersnit og det er altså svært at få fat på mavemusklerne helt dernede bagefter. Jeg har også ammet begge mine børn, så mine bryster er blevet en smule blødere og mere eftergivende, men jeg synes stadig, jeg har en god barm. Overordnet synes jeg, at det, der er dejligt ved at få børn, er, at kroppen får en funktion. Jeg kan godt lide, at min krop har kunnet bære mine børn, føde og amme dem. Den er blevet brugt til noget – og det tror jeg er sundt.
Lever du mest i kroppen eller i hovedet?
– Jeg er helt klart et menneske, der lever mest i hovedet. Tidligere svævede jeg meget i hovedet, men det sidste år, hvor jeg virkelig har taget min træning seriøst, er jeg kommet ned i kroppen og bruger den meget aktivt. Det er fedt at arbejde med min krop, mærke den svede og presse den til grænsen.
Hvad er din krop god til?
– Jeg er god til alt, der er hurtigt og hvor man skal accelerere. Og boldspil.
Hvor bliver din krop udfordret?
– Jeg er dårlig til den lange distance og kommer nok aldrig til at løbe et maratonløb. Før var min balance heller ikke den bedste, men den er blevet bedre, efter jeg er begyndt at dyrke BodyFlow.
Går du op i, hvad du vejer?
– Ja. Og min træner synes, det er så latterligt, at en kvinde går op i tallet på vægten, for han siger, at kvinder godt kan vejer 80 kilo og være sunde og pæne, men jeg går altså op i det tal, der står på vægten og vil gerne veje 55 kilo.
Hvad er din holdning til slankekure?
– Jeg vil aldrig nogensinde gå på en pille- eller Nupokur. Og jeg hopper heller ikke på alle mulige detox- og sundhedsflip. Jeg hader fanatisme, men tror på nydelse, variation og balance. Jeg har ikke lyst til at leve et liv, hvor jeg kun sidder med et glas vand og en gulerod. Jeg VIL have rødvin og god chokolade! Til gengæld laver jeg min kaffe på minimælk, drikker et glas vand inden et måltid og putter mere æggehvide end æggeblomme i omeletten.
Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.
LÆS OGSÅ: Så let får du flad mave