
”Jeg er midt i livet og for første gang tiltrukket af en kvinde”
Hvis du pludselig bliver vild med en kvinde, betyder det så, at du er biseksuel eller lesbisk? Læs med, når Daisy Løvendahl vender tiltrækningen til det samme køn og åbner op for en refleksion om, at tiltrækning kan skifte gennem livet.
Det er nogle år siden, jeg så Linda sidst og holdt hende i hånden gennem en skilsmisse efter 16 år. Nu kommer hun gennem døren og ligner sig selv. Stort smil og masser af fylde i både krop og bevægelser. Hun sætter sig på sin sædvanlige plads og siger:
"Jeg er blevet vild med en kvinde, og jeg aner ikke, om det er godt, dårligt, udtryk for en krise eller et udtryk for, at jeg først nu virkelig kender mig selv."
Så ruller der sig en historie ud om at være voksen og single. Om at date, dyrke ny sex med nye mennesker og så pludseligt møde en, som man bare ikke kan lade være med at tænke på hele tiden.
På et tidspunkt afbryder jeg hendes talestrøm for lige at kunne følge med:
"Hvis det var en mand, du havde mødt, ville du så have samme tvivl om, hvorvidt det var godt?"
Nej, siger hun uden at tøve.
"Jeg vil gerne opleve at være forelsket igen. Jeg troede ikke, det var muligt efter Henrik, så jeg har ikke datet for at få en kæreste, men for at nyde livet i weekenderne uden børn. Jeg har bare aldrig forestillet mig at blive tiltrukket af eller få følelser for en kvinde. Kan man overhovedet på vej mod 50 år få en anden seksualitet?"
Ikke nok med ”hetero”, ”homo” eller ”biseksuel” Lindas oplevelser rammer lige ned i en grundlæggende diskussion om, hvordan vores seksuelle identitet er sammensat. Engang definerede man seksuel orientering som havende tre kasser, men allerede i 1948 udgav den amerikanske professor Alfred Kinsey en bog, hvor han udfordrede kassetænkningen, og så menneskers seksualitet meget mere som et miks af det hele.
Selvom det er 72 år siden, er der dog stadig mange, der kun tænker i de tre kasser: hetero, homo eller biseksuel. For det er, hvad de fleste har lært i skolen og hjemmefra. Der er dog tonsvis af mennesker, som gennem livet oplever at have en mere flydende seksualitet.
Det kan bare føles forkert, når man har lært, at man er en ting og kun burde være det. Så Lindas forelskelse i en kvinde er både en overraskelse i kærlighedslivet og en potentiel identitetskrise.
Læs også: "Vi skændes mere i sommerhuset, end vi hygger"
Så jeg spørger hende:
"Hvad er forskellen for dig mellem at indlede et forhold til en mand og en kvinde?"
Linda tænker et øjeblik og svarer:
"Inden i mig gør det faktisk ikke den store forskel. Men jeg kan være bange for, hvad mine børn ville tænke, hvis jeg kom hjem med en kvindelig kæreste. Jeg er også bange for at blive opfattet som værende i en midtvejskrise. Det føles forbudt at udforske dette. Jeg er på vej mod den sidste del af mit liv. Jeg burde finde en mand."
Jeg griber hendes ord og spørger hende:
"Når du nu er på vej mod den sidste del af dit liv, hvad er så vigtigt for dig?"
Hun læner sig frem mod mig og siger:
"At leve mit liv. Jeg er så enormt træt af at burde en hel masse og kun være den ansvarlige mor, kollega og ekskone. Mit kærlighedsliv er mit fristed."
”Jeg vil bare være mig”
Nogle uger efter vores samtale sender Linda mig en mail med et billede af hende og en smuk, mørk kvinde, der laver en kysseselfie. Hun skriver:
"Måske er fordelen ved at være tæt på 50 år, at jeg ikke lader mig begrænse af andres forestillinger om, hvad livet bør være. Lige nu er dette mit hjerte. Så må andre definere mig som hetero, bi eller homo, som de vil. Jeg vil bare være mig."