Kvinde på strand

Parforhold: Vi er mere sure end glade i sommerferien, men hvordan ændrer vi det?

Vi er midt i årets længste ferieperiode, og det er ikke ualmindeligt, at det er svært for par og familier at få virkeligheden til at leve op til drømmene om sol og sommerlykke i stride strømme. Her hjælper terapeut Katrine Axholm en klient til at afstemme forventningerne forud for årets familieferie.

Sidste år fik regnvejret en del af skylden for den dårlige stemning på sommerferien, men ved nærmere eftertanke er det gået op for Ida, at der tegner sig et generelt mønster for fridage og ferier i hendes familie, hvor konfliktniveauet stiger i forhold til både mand og børn.

"Jeg har brug for din hjælp til at finde ud af, hvad det er, der går galt. I gennemsnit tror jeg, vi er mere sure og utilfredse end glade og fornøjede, og det er simpelthen spild af den sparsomme ferie, vi har."

Ida sidder over for mig, og vi taler om, hvordan hun kan afstemme sine forventninger til, hvordan  ferien såvel som weekender skal forme sig, og hvordan hun kan få en større forståelse for, hvorfor hun så ofte bliver skuffet i samværet med sin familie.

Præstationsangst op til ferien

De fleste af os har store forventninger om, at når det bliver weekend, eller vi skal på ferie, skal vi rigtig hygge os. Vi vil gerne både nå at dyrke sport og slappe af, at opleve nærvær som familie men også at bruge tid for os selv, som par og med de venner, vi ikke har set længe, og og og …

Så vi bliver slemt skuffede indimellem, fordi vores forventninger ikke bliver indfriet, og weekenden eller ferien langt fra udspiller sig, som vi havde drømt om. Det giver anledning til konflikter og tænders gnidsel i parforholdet og i familien. 

Ida og jeg taler om, hvilke drømme hun har for sit liv og for sin familie. Vi taler også om, hvilket liv hendes familie levede, da hun var barn.

"Min mor kom ud af en velhavende familie og arbejdede ikke. Min far var kunstner uden den store succes, så vi levede af min mors arvede penge. De havde altid masser af tid og tog os ud på eventyr, uanset om vi spiste rugbrødsmadder bagerst i haven eller var ude at rejse. Det var en eventyrlig barndom på det punkt. Til gengæld drak min far, og de havde mange skænderier, så jeg var også meget utryg.

Derfor har det været afsindig vigtigt for mig at kunne give mine egne børn en tryg base med masser af tid og nærvær. Min mand og jeg har bare ikke haft de samme økonomiske muligheder, som mine forældre havde, og vi arbejder begge fuld tid. Så når vi endelig har fri, vil jeg gerne kompensere for fraværet, og så skal det hele være perfekt og eventyrligt, og alle skal være glade.

Jeg kan godt se, at det ikke er realistisk, og at jeg får pisket en stemning op om, hvor fantastisk det skal være. Måske får min familie præstationsangst, når en ferie nærmer sig, og det er som udgangspunkt ikke særlig hyggeligt, kan jeg godt se."

Vi gør noget andet

Så hvad vil du gerne gøre anderledes?

"Jeg er på mange måder glad for den barndom, jeg har haft, glad for alle oplevelserne og nærværet, men der var også nogle minder fra den tid, som ikke var gode, og jeg tror, det er vigtigt at minde mig selv om, at min mand og jeg gør noget andet og på mange måder bedre.

"Det kan godt være, vi ikke har tid til at bygge huler i haven på en tirsdag, men vores børn er trygge, og de kan regne med os. Det er vigtigt. Jeg tænker, at jeg må skrue på mine forventninger til, hvor meget vi skal nå, og hvor hyggeligt det skal være, når vi er på ferie sammen, og prøve at tage det mere, som det kommer.

Konflikterne kommer jeg vel heller ikke til at undgå. Jeg vil i hvert fald øve mig i at rumme dem," siger Ida og afslutter samtalen med et smil.

Undgå skilsmisse efter ferien

Flere internationale studier samt tal fra Danmarks Statistik viser, at skilsmisseraten, i månederne efter sommerferien (sammen med marts måned) er på det højeste niveau. Et amerikansk studie peger på, at par, der i forvejen har udfordringer, håber, at ferien løsner op for det, og at de kan komme hjem og starte på en frisk.

Forventningsafstemning og realitetstjek inden ferien kan derfor være med til at forebygge skuffede

forventninger og de konflikter, som kan føre til skilsmisse, når ferien er slut.

5 trin til god stemning på ferien 

1. Opvej forestillinger med realiteterne

Reflektér over, hvad der er vigtigt for dig på ferien – og ja, meget gerne for dit liv. Det er vigtigt, at du  gør det tydeligt for dig selv, hvad du vil prioritere, og hvor du vil gå på kompromis. På den måde bliver du også mere klar i talen, når du og din partner skal forventningsafstemme. Det vil især være godt, hvis du er opmærksom på, om dine ønsker er ude af proportioner med, hvad der kan lade sig gøre. Har du gamle forestillinger om, hvordan ting skal være, som ikke er realistiske? Er du for perfektionistisk, eller er du modsat utydelig med, hvad der er vigtigt for dig?

2. Vælg dine kampe

Læg mærke til, om dine ønsker og krav er i tråd med, hvad man kunne forvente. Læg altså mærke til om du står meget hårdt på det, du vil have og ikke er villig til at gå på kompromis, eller om du modsat er bange for konflikter og derfor ikke får nogle af dine behov opfyldt – måske med frustration til følge.

Prioritér gerne dine ønsker efter vigtighed.

3. Forventningsafstem med hinanden

Nu er det tid til, at I får forventningsafstemt med hinanden. Uanset om I har børn eller ej, og hvor  gamle de er, så sæt jer sammen hele familien, og smid alt på bordet, som I kunne ønske jer. Til en start er det en god idé, at I forestiller jer, at alt kan lade sig gøre, og at I har al tid i verden. Derefter skal der  prioriteres. Sørg for, at alle kommer til orde og får lidt af det, de ønsker sig, og samtidig kommer de andre i møde.

Til sidst er det de voksne, og dermed de ansvarlige, som tager en snak om, hvordan I forestiller jer, at ferien skal foregå. I må træffe de voksne beslutninger og være de gode forbilleder med hensyn til kompromisser.

4. Evaluér undervejs på ferien

Det er vigtigt, at I tager temperaturen på samværet, når I er afsted på ferien. Hvordan synes I, det går? Hvad fungerer, og hvad skal der laves om på? Lad alle komme til orde, men husk, at det er jer, de voksne, som tager ansvar og har det sidste ord. Del meget gerne med hinanden, hvis der er noget, I synes, er svært, så får I også talt om processen med at give alle i familien mulighed for at få deres ønsker opfyldt.

5. Brug jeres erfaringer til næste ferie

Når I kommer hjem fra ferien, er det nemt at falde tilbage til hverdagen i en ruf, men tag jer tid til at tale om, hvordan det gik. Lad igen alle komme til orde, og tag gerne en snak bagefter med din partner om, hvad I synes. På den måde kan I begynde at glæde jer og forberede jer på den næste ferie med bevidstheden om, hvad der virker, og hvad der skal være anderledes næste gang. Vær bevidst om at forventningsafstemning kan give anledning til konflikter. Det er helt normalt. Det vigtige er, at begge er opmærksomme på, hvad der er på spil for jer hver især. Rammer I noget dybere, så tal det igennem også.

Om eksperten

Katrine Axholm er parterapeut, foredragsholder, forfatter og ekspert i TV3-programmet ”Kærlighed i krise”. Hun hjælper hver dag par med at lære at forstå sig selv og hinanden og derved styrke kærligheden. De lærer at håndtere alt fra utroskab, konflikter, forskellighed til manglende lyst, kriser og hverdagens trummerum. Læs mere på Axholm.com