Julen på 5:2

Sådan kommer du slank gennem julen med 5:2

Når du følger 5:2-kuren, spiser dumindre to dage om ugen og lever uden afsavn de andre fem dage.

Det er en god idé at spise efter 5:2-principperne i julen, fordi ...

– 5:2 giver plads til at spise mere af alt det lækre, men du vil sandsynligvis også opleve, at fastedagene giver dig en bedre mæthedsfornemmelse, fortæller ernæringsekspert Louise Bruun.

– Begge dele er en klar fordel i december, hvor alt for mange spiser alt for meget, siger hun og forklarer, hvad det er, der ofte sker, når du spiser efter 5:2-principperne.

– For det første får du sat dit kalorieforbrug ned, hvilket er en fordel, hvis du normalt sætter dit kalorieforbrug op i julen, fordi det vil betyde, at du ikke tager på. Men ellers synes jeg, at det fantastiske er, at du får en bedre kropsfornemmelse. Du bliver simpelthen bedre til at mærke, hvad din krop har brug for, og hvornår den er sulten. Og har ikke lyst til at give los på samme måde som ellers, fordi du i højere grad kun har lyst til at spise, når du er sulten, siger hun, og opfordrer folk til at smage på julen med måde – 5:2 eller ej.

LÆS OGSÅ: 10 nemme tip får dig slank gennem julen

– Selvfølgelig skal du smage og spise, når du er til et arrangement, men tænk altid over mængderne. Det er aldrig godt at spise for meget.

5:2 for begyndere

På 5:2-kuren spiser du i fem dage om ugen, som du plejer (det vil sige, at du ikke skal grovæde), mens du i de to resterende dage kun indtager 500 kalorier om dagen, eller hvad der svarer til en fjerdedel af dit daglige kaloriebehov som kvinde (en mand kan spise omkring 600 kalorier på fastedagene). Det betyder, at du samlet set får et lavere kalorieindtag hen over ugen, for selvom du måske spiser mere på spisedagene, har undersøgelser vist, at man ikke når op på at kompensere fuldt ud for de manglende kalorier på fastedagene.

Hvis du spiser, som du plejer, på spisedagene, taber du dig omkring et halvt kilo om ugen.

Kalorierne på fastedagene kan du fordele på et eller flere måltider. Det vil altså sige, at du sagtens kan springe morgenmaden over og vælge f.eks. at spise den som forret eller dessert til aftensmaden, hvis det passer dig bedst. Men lad være med at småspise hele dagen. Pointen er, at din krop skal komme i en fastetilstand.

De to fastedage kan du lægge på de ugedage, hvor det passer dig bedst.

Undersøgelser har vist, at periodisk faste kan mindske risikoen for at udvikle en række aldersrelaterede sygdomme som f.eks. kræft. Samtidig får bugspytkirtlen en pause, hvilket øger insulinfølsomheden og dermed reduceres risikoen også for at udvikle fedme, diabetes, hjerte-kar-sygdomme og problemer med indlæring og hukommelse.

Du skal ikke faste, hvis du er gravid, prøver på at blive det, har type 1-diabetes, har en spiseforstyrrelse, er for tynd eller er et barn. Er du syg, skal du drøfte det med din læge, før du går i gang med at faste.

Kilde: ”5:2 kuren” af Michael Mosley og Mimi Spencer, Politikens Forlag, og ernæringsekspert Louise Bruun.

LÆS OGSÅ: Så mange kalorier er der i julemaden