Laura Christensen

Sådan holder Laura Christensen sig sund

Grov pasta, en personlig træner og rene produkter er en del af skuespiller LauraChristensens sunde uge. Der er dog også plads til chokolade, øl og en enkelt figenstang.

MANDAG

- Jeg står op med min mand og min søn og spiser morgenmad – æg og rugbrød. Det er en rar måde at blive mæt på. Jeg drikker også en espresso. Det er jeg begyndt på, fordi jeg ikke så godt kan tåle mælk. Efter morgenmaden tager jeg i Fitnessdk og træner. I dag bliver det til et par kilometer på løbebåndet og derefter styrketræning. Min mor er idrætslærer, så motion har altid betydet meget for mig. Da jeg var barn, dyrkede jeg springgymnastik.

TIRSDAG

- Lige for tiden har jeg ikke så meget arbejde, så jeg lægger mig ned i en park og får lidt sol og slapper af med en bog. Jeg smører mig ind i faktor 30. Min hud er meget sart, så jeg passer på den. Jeg går også op i, at de produkter, jeg selv og min familie bruger, er så rene som muligt. Derfor har jeg også sagt ja til at være ambassadør for Neutrals app Go' hverdag, da det netop er det, deres produkter er.

ONSDAG

- For første gang har jeg lavet en aftale i Fitnessdk med personlig træner Rasmus Kelbæk. På den måde er jeg sikker på, at jeg får trænet hele kroppen. Derudover er det godt at have en, der presser mig, så jeg får lavet lidt ekstra. Rasmus tilpasser træningen til det, jeg kan, hvilket bl.a. vil sige, at jeg får lavet nogle øvelser i ringene, som jeg ikke har lavet, siden jeg gik til gymnastik. Så ud over, at det giver godt, er det også sjovt.

LÆS OGSÅ: Slut fred med din krop

TORSDAG

- Jeg mødes med min veninde Beate Bille, som jeg har bloggen Lauraogbeate.com sammen med. Vi tager i Urtegaarden, hvor jeg køber en opstrammende lermaske, der bare skal blandes op med vand. Igen: Jeg kan godt lide, at det er rent. Om aftenen spiser min søn og jeg pasta hos mine forældre. Min søn er glad for pasta, så det får vi tit. Vi holder os bare til den grove.

FREDAG

- Jeg mødes med en veninde på café Pixie på Østerbro i København, hvor de serverer nogle rigtig gode rugbrødsmadder. Jeg spiser to med avokado og tomat og drikker appelsin- og gulerods-juice med ingefær. Det er så lækkert.

LØRDAG

- Familien er på legeplads i tre timer. Med har jeg rugbrødsmadder og figenstænger – jeg spiser også en figenstang selv, mere voksen er jeg heller ikke. Jeg får også hoppet på trampolin. Det giver nok ikke noget motionsmæssigt, men det er sjovt. Om aftenen er jeg ude med nogle veninder

og drikke øl.

SØNDAG

- Jeg er lidt træt, og da min mand er på arbejde, er jeg alene hjemme med min søn. Hvis jeg ikke havde været det, var jeg nok gået ned for at hente noget cola, men nu nøjes jeg med chokolade...

LÆS OGSÅ: Jeg tror ikke på total afholdenhed