Christina Bjørn

P3-vært: ”Jeg har taget fire kilo på, og nu skal de bare af”

På en sund uge står den på løb, yoga og nærende mad. På en af de mindre sunde, bliver det til masser af sødt og meget lidt motion. Her fortæller radioværten, Christina Bjørn, om en af de sunde af slagsen.

MANDAG: Jeg starter dagen med æble- og bananstykker. Efter en festlig weekend får jeg altid trang til at være sund om mandagen. Desværre har jeg i weekenden efterladt min cykel inde i midten af København, så jeg må hoppe på S-toget for at komme på arbejde på reklamebureauet. Til gengæld går jeg hjem, da jeg får fri. Det bliver til 25 minutters rask gang, tempoet holdes oppe af upbeat musik. Det gælder også, da jeg kommer hjem og giver lejligheden en ordentlig tur: Rengøring og tøjvask til musik er altid godt.

TIRSDAG: Endnu en dag på reklamebureauet, og denne gang er jeg på cykel. Til morgenmad spiser jeg skyr med æble, kanel og lidt sirup. Og til frokost får jeg en liter økologisk tomatjuice og fire granatæbler. Efter jeg stoppede på Husk Lige Tandbørsten, har jeg skejet ud, hvilket betyder, at jeg har taget fire kilo på, og nu skal de bare af, så jeg prøver at detoxe, hvilket f.eks. vil sige ingen ris og pasta. På den måde er jeg sorthvid, når det kommer til sundhed. Om eftermiddagen laver jeg yogaøvelser på min måtte hjemme i stuen.

ONSDAG: Jeg starter med masser af protein til morgenmad i form af æg og hakket kalvekød med chili. Om aftenen er jeg til håndlæsning og spirituel optankning hos House of Vibrations i det indre København. Jeg er ellers lidt skeptisk overfor den slags, men det er mine to veninder, der lige har åbnet stedet, og jeg ender med at blive positivt overrasket. Håndlæseren rammer plet, og jeg bliver lidt klogere på mig selv. Hertil lidt champagne…

TORSDAG: Jeg starter med en cykeltur ind til en travl dag på reklamebureauet. Jeg er for nylig flyttet ind til byen igen, og det er dejligt bare at kunne cykle og ikke at være afhængig af bil og tog. Til aftensmad snitter jeg et blomkålshoved og nogle gulerødder i mundrette stykker og steger dem på panden med masser af krydderier, og spiser dem foran fjernsynet – og jeg bliver mæt, selvom jeg da godt kunne savne en stor bøf.'

LÆS OGSÅ: "Min sundhed giver mig frihed til at udrette en masse"

FREDAG: Jeg har fri, og efter at have sovet længe, plejer jeg mig selv med cremer fra Mádara. Til frokost spiser jeg grove grøntsager og masser af rugbrød – det lægger en god bund, før jeg skal mødes med nogle venner til fredagshygge senere på eftermiddagen. Jeg er ude til klokken tre om natten, hvorefter jeg kører hjem – på cykel! Jeg har kørt alt for meget i taxa på det seneste, så det råder jeg bod på nu.

P3-vært: ”Jeg har taget fire kilo på, og nu skal de bare af”

Time Miracle Day Cream, 50 ml, Mádara, 299 kr.

LØRDAG: Mellem klokken 6 og 9 laver jeg morgenradio på P3, og det kræver kaffe! Bagefter går jeg en lang tur på Kastellet og Langelinie på Østerbro. Jeg kan godt lide at gå – det giver ro i hovedet. Om aftenen spiser jeg mexicansk hos en veninde. Vi venindehygger uden slik. Det er strengt, men vi klarer den med masser af danskvand.

SØNDAG: Igen laver jeg morgenradio til klokken 9. Det er ikke blevet til så meget træning i denne uge, som jeg kunne tænke mig, så bagefter står den på yoga hjemme i stuen og igen en lang gåtur. Om eftermiddagen tager jeg en eftermiddagslur til en film på sofaen. Bagefter drikker jeg varm te med rabarber og laver nogle vejrtrækningsøvelser. Det handler om at få trukket vejret helt ned i maven. Det styrker hjernen og giver mere klarhed.

P3-vært: ”Jeg har taget fire kilo på, og nu skal de bare af”

Grøn rabarber te, A.C. Perchs Thehandel, 63 kr.

LÆS OGSÅ: Julie Ølgaard: Sådan bliver jeg fit

Christina Bjørn



Christina Bjørn er 29 år og kendt fra Husk Lige Tandbørsten. I dag er hun vært på radioprogrammet WeekendMorgen på P3. Desuden er hun uddannet fitnessinstruktør og næsten færdig med uddannelsen til kostvejleder. Se mere på Christinabjorn.dk.