Neel Rønholt: "Oplevelser og udfordringer er sund kost"

Den 29-årige skuespillerinde Neel Rønholt holder formen i top ved at dyrke pilates og yoga, spise italiensk mad af gode råvarer og strikke bittesmå bluser. I juni bliver hun nemlig mor for første gang.

HVAD BETYDER SUNDHED FOR DIG?

At jeg passer godt på mig selv både gennem træning og kost, men også når det gælder livskvalitet. Det er vigtigt for mig, at jeg bruger livet, oplever nye ting og husker at gøre noget godt for mig selv. Det kan være alt fra at læse en god bog, se et teaterstykke, nye udfordringer eller rejse ud i verden. Vi skal sørge for at udvide vores horisont  det er sund kost for min sjæl.

HVILKEN FORM FOR MOTION DYRKER DU?

Jeg går til pilates, fordi det styrker min kerne, og som skuespiller er det godt at have en krop, der er stærk. Jeg er også begyndt til yoga for gravide. Det er en dejlig form for træning, som også er godt for mit sind.

HVAD GIVER DET DIG AT DYRKE MOTION?

Træning giver mig mere energi, gør mig glad og lader kroppens mønster falde på plads. Og med det mener jeg, at motion gør mig frisk om dagen og får mig til at sove godt om natten. Når jeg har trænet, føler jeg med det samme, at jeg ser bedre ud, fordi jeg har det godt med mig selv  selv om det fysiske resultat først kan ses efter længere tids motion. Så træning øger også mit velvære.

HVORDAN FINDER DU TID TIL MOTION?

Det er svært at finde faste rutiner på grund af mine skiftende arbejdstider. Motion skal også være sjovt, for det giver mig lyst til at gøre det, uden at jeg føler, at det er under tvang. Jeg sørger også for at indlægge motion i hverdagen, så jeg cykler og tager trapperne. De små ting kan også give noget i det store billede.

HVORDAN SLAPPER DU ALLERBEDST AF?

Når jeg har lavet noget fysisk, hvad enten det er arbejde eller træning, giver det altid en skøn og afslappet følelse i kroppen. Jeg er også begyndt at strikke. Det er nærmest meditativt og ret hyggeligt at se en lille trøje blive til. Jeg trøster mig med, at det ikke gør noget, at man tydeligt kan se, at den er hjemmelavet.

HVAD ER DIT BEDSTE SUNDHEDSTIP?

Lyt til din krop. Og lad være med at handle ind, når du er sulten. Hvis jeg først har købt en bakke flødeboller, der fristede min sultne mave i supermarkedet, så spiser jeg dem jo. Mottoet er: Er det ikke købt, spiser du det ikke.

HVAD FÅR DIG TIL AT FØLE DIG GLAD?

At være sammen med mennesker, som jeg elsker. Jeg holder meget af at bo i et land, hvor årstiderne skifter. Når forårets første solstråler bryder frem, efterårets smukke farver og vinterens frostklare morgener  det gør mig glad, selv om sommeren nogle gange er for kort og vinteren for lang.

HVORNÅR FØLER DU DIG ALLERSMUKKEST?

Når jeg har det godt med mig selv, f.eks. når jeg har trænet eller gjort det godt på mit arbejde. Skønhed kommer indefra, og det er vigtigt, at man hviler i sig selv og har det godt med sig selv, for så betyder det heller ikke så meget, hvad andre synes.

HVOR ELSKER DU AT REJSE HEN?

I 2011, da jeg var færdig på teaterskolen, rejste jeg to måneder til New York for at gå på skuespilskole. Det er en fantastisk by, hvor der er plads til, at folk ser ud, som de gør. Her bor alle nationaliteter, og man føler sig ikke fremmed. Om sommeren vil jeg helst blive i Danmark. Her er så mange skønne steder

HVAD GÅR DU ALDRIG PÅ KOMPROMIS MED?

Jeg kunne aldrig finde på at købe skrabeæg eller en skinke, der koster 20 kr., for man kan godt tænke sig til, at den gris ikke har haft det godt. Jeg går meget op i dyrevelfærd og økologi.

TÆNKER DU OVER, HVAD DU SPISER?

Mad er livskvalitet, og min kæreste og jeg elsker at lave mad med masser af gode råvarer. Jeg kan mærke en forskel på energi og humør, hvis jeg har spist et godt måltid med grønsager og kød frem for en frysepizza. Jeg kan dog godt have travlt og vælge frysepizzaen, men så er det den økologiske af slagsen der skal være plads til at vælge den nemme løsning i ny og næ.

HVAD ELSKER DU AT SPISE?

Da jeg var yngre, var jeg meget kræsen, men min kæreste spiser alt og har introduceret mig for meget, f.eks. østers, som jeg er blevet ret glad for.

EN DÅRLIG VANE, DU GERNE VIL ÆNDRE?

Jeg har en sød tand, og jeg gad godt, at den var mindre sød. Jeg gider nu heller ikke have dårlig samvittighed, når jeg tager en skål is, for så vil jeg gerne nyde den. Jeg må vist konstatere, at det er en vane, der er umulig at ændre på.

DIT LIVS STØRSTE UDFORDRING?

Jeg søgte ind på teaterskolen tre gange, inden jeg kom ind, og det var lidt af en udfordring at blive ved med at tro på mig selv. For mig er udfordringer en god ting, fordi de er med til at udvikle og rykke mig i livet, så forhåbentlig er der mange flere af den gode slags i vente.

FAVORITKOGEBOG?

Claus Meyers „Almanak”, hvor du kan finde retter til hele året.

JEG LYTTER TIL…

Oh Land og Mozart og Chopin det skulle være godt for barnet, og jeg slapper af til klassisk musik.