"Det føles som at løbe i en varmeovn"
Respekt!
"Argh... kom nu bare lige et tråd mere" prøver jeg at sige til mig selv, mens min tunge hænger langt ud af halsen på mig. Mit ansigt er badet i sved, mens jeg tramper hårdt i pedalerne på vej op af den stejle bakke på St. Croix i 35 graders varme. Denne bakke er den mest stejle bakke, jeg nogensinde har oplevet, så selv bilerne har svært ved at trække sig selv op. Det er med god grund, den har fået øgenavnet "The beast", da den har en meget stejl stigning på 14-26 procent.
Jeg er blevet bidt af triatlon og er nu taget til St. Croix, hvor jeg kan forene min passion for triatlon med min store rejselyst. I daglig tale bliver denne halvironman kaldt "The beauty and the beast". Dels fordi det er en kuperet rute med den modbydelige stejle bakke "The beast", men også fordi, det er et af de smukkeste steder i verden at køre en halv ironman. Jeg skal svømme to kilometer i det klare krystalblå hav, cykle 90 kilometer gennem frodige regnskove, op og ned af bjerge med udsigt til det caribiske hav, for til sidst at slutte af med at løbe en halvmaraton i og omkring den charmerende by Christiansted. Det er et stævne, som mange triatleter drømmer om at deltage i, og nu er det min tur til at få en oplevelse for livet.
Svær forberedelse
De sidste par måneder har jeg prøvet, så godt jeg kan, at forberede mig på strabadserne på St. Croix. Men det har været meget svært. Danmark har ikke ligefrem indbudt til at tage triatloncyklen ud på landevejen, så det er kun blevet til tre ugers udendørs cykeltræning og en enkelt weekend i Sverige, hvor jeg fik kørt på nogle flere bakker. Selvom jeg har fået nogle kilometer på kontoen, er 90 kilometer ikke bare en tur fra København til Farum, og stejle bakker som dem på den lille caribiske ø er ikke til at opdrive i nærheden af København. Derimod er min løbe- og svømmetræning gået rigtig fint, og min kæreste, som også er triatlet, har været en god løbepartner under de intensive intervaltræninger. At gennemføre en halvironman kræver masser af udholdenhed, så jeg har også løbet mange rolige lange ture igennem de sidste mange måneder, hvilket har givet mig en solid grundform, så jeg kan klare at være i gang i mange timer. Det kan være svært at få tid til både træning, fuldtidsarbejde, venner og kæreste, men med god støtte fra de nærmeste og en rigtig god planlægning, har jeg fået trænet 8-12 timer hver uge det sidste halve år.
Føler mig som en nybegynder
"Be positive. You're gonna win that race. Just be positive," lyder det motiverende fra min taxachauffør Ames, da jeg lander på den lille caribiske ø St. Croix. Jeg har så absolut ingen ambitioner om at vinde dette stævne, men hans ord virker alligevel beroligende. Jeg checker ind på hotellet The Buccaneer og får et værelse helt ned vandet, hvor jeg kan høre lyden af bølgeskvulp, allerede inden jeg kan se havet.
Næste morgen starter med en rolig løbetur for at få gang i benene efter den 16 timers lange flyvetur. Allerede efter 15 minutter triller sveden ned af ansigtet på mig. Dagstemperaturen er 28-35 grader på St. Croix, og den høje luftfugtighed bliver en udfordring for mig. Resten af ugen inden stævnet går med små udflugter på øen, hvor jeg blandt andet får dykket med havskildpadder og oplevet livet under havoverfladen.
Himlen er mørk som kul udenfor, men bliver svagt oplyst af stjernerne. Selvom klokken kun er 4 om morgenen, kan jeg mærke, det er lunt. Det er i dag, jeg skal køre Captain Morgan Ironman 70.3 på St. Croix. Hele natten har det styrtregnet, så vejene er blevet fyldt med sten, grus og sand – ikke særlig rart med racercyklens malle dæk. På vej til startområdet bliver jeg nød til at stige af cyklen flere gange på grund af alle de vandpytter og grus, som ligger på vejene. Nu stiger spændingen i min krop. Hvordan mon kroppen reagerer i denne varme?
Alle de andre i startområdet ser meget professionelle ud. De står ved siden af deres skinnende triatloncykler og med dråbehjelme, som dem de kører med til enkeltstart i Tour de France. Jeg føler mig virkelig som en rookie blandt de andre deltagere. Jeg har ikke investeret i en dyr dråbehjelm eller racerhjul til flere tusindvis af kroner.
Der er kun omkring 550 deltagere til denne halvironman, så det er et lille og meget socialt stævne. Jeg taler med en kvinde, som også deltog sidste år, og hun giver mig nogle gode tips om ikke, at give den for meget fart på cyklen inden jeg er kommet op på toppen af "The beast". Det er nemlig først her, at det rigtigt går i gang!
LÆS OGSÅ: 10 grunde til at dyrke yoga
Kvindefight under vand
Bang! Startskuddet lyder og jeg springer ud i det azurblå hav sammen med de 15 andre i min aldersgruppe. Jeg føler mig som en fisk i havet, da jeg crawler derudaf med min pink badehætte og triatlonheldragt i samme azurblå farve som havet. Vi svømmer i havnen i Christiansted, og vandet er helt roligt denne søndag morgen. Mens mine arme pisker af sted, ser jeg et par dykkere under havoverfladen. De ligger og holder øje med svømmerne og sikrer, at ingen bliver dårlige. Jeg svømmer side om side med en anden kvinde fra min gruppe, og vi ligger og presser hinanden på tempoet, men jeg kan ikke komme foran hende. Vi løber op af vandet præcis samtidigt og ind i skiftezonen.
Nu gælder det 90 kilometer cykling i meget kuperet terræn. Mit cykelgrej ligger klar ved cyklen, så jeg skyller hurtigt mine fødder og så på med strømper, cykelsko og hjelm. Med klaprende cykelsko løber jeg ud af skiftezonen og springer på min sorte og røde triatloncykel. De lokale hepper og råber på alle os deltagere, og det giver en fantastisk støtte og tro på, at jeg nok skal komme igennem det.
Cykelruten er ubeskriveligt smuk, og jeg cykler gennem små charmerede gader i Christiansted med gadenavne som Strandgade og Prinsensgade. St. Croix var dansk territorium indtil 1917, så der er mange danske referencer og arkitektur på øen. Vejene er ikke ligeså vedligeholdte som i Danmark, så jeg skal holde øje med underlaget hele tiden. Desuden er der rigtig mange vilde høns på St. Croix, så jeg skal passe på ikke at køre en høne over, mens jeg drøner gennem de små gader. Ruten tager et skarpt højresving, og så er jeg på vej nordpå og kører igennem en frodig grøn regnskov og får senere udsigt til det caribiske hav. Jeg suser gennem en lokal by og indsnuser duften af friske lilla blomster, som vokser vildt i vejkanten. Pludselig bliver det alvor, da jeg efter en times cykling tager et skarpt venstresving.
Det frygtede udyr
Hurtigt får jeg skiftet til mit letteste gear, og mit tråd bliver stramt og hårdt, da jeg påbegynder den en kilometer lange stigning til toppen af "The beast". Allerede efter små 100 meter kan jeg se, at andre deltagere er steget af cyklen og trækker op. Min puls er helt oppe i maksimum, og adrenalinen pumper løs i kroppen. Jeg pruster og stønner, som om jeg har spurtet flere kilometer. Heldigvis er der mange tilskuere på "The beast", og de er fantastiske til at heppe, så jeg vil ikke give op nu. Halvvejs er der hvad der føles som uendeligt langt til toppen. Der er mange skarpe sving, og jeg kaster cyklen fra side til side for bare at komme en halv meter frem. Det er nu, jeg må finde min jernvilje frem for ikke at opgive.
"Jeg ved, at jeg kan! I dag er sidste gang nogensinde, jeg skal cykle op af denne modbydelige bakke! Det er bare lige et tråd mere" siger den motiverende stemme i mit hoved.
Endelig kan jeg se toppen, men de sidste 100 meter trækker tænder ud. Jeg er fuldstændig flad, da jeg rammer toppen, og mine arme er som gele efter at have holdt mig stående på cyklen så længe. Men jeg gjorde det! Jeg suser ned af "The beast" og så går ruten ud på den sydlige del af øen, og jeg kan mærke, hvordan varmen falder som en dyne over mig. Der er helt vindstille, men frem for mig kan jeg se endnu en meget lang og stejl bakke. Jeg kan næsten ikke overskue det, men jeg ved, at jeg kun har ca. 20 km tilbage, så jeg må ned i et lavt gear og få gang i lårmusklerne igen. Der er flere hårde stigninger på 15-18 procent på den sidste del af ruten, så jeg begynder at tro på, at det er et af de hårdeste halvironman stævner i verden.
LÆS OGSÅ: Myteknuseren - Får du nok væske i varmen?
En varmeovn uden lige
Løbet er ren overlevelse. Heldigvis er der mange cruzians, som de lokale bliver kaldt, der hepper og råber på os, men det hjælper desværre ikke på den bagende varme fra solens stråler. Det gør til gengæld alle isterningerne og de kolde svampe, som de deler ud i væskedepoterne. Løberuten er af to omgange på lidt over 10 kilometer. Ruten går ud af Christiansted mod mit hotel The Buccaneer, hvor vi løber rundt om golfbanen. Solen er stærk, og det føles som at løbe i en varmeovn, da jeg kommer våd og svedig gennem mangroveskoven og op og ned af de stejle bakker. Jeg kan slet ikke holde det tempo, jeg havde håbet på, så jeg lægger en ny strategi, hvor det bare handler om at komme godt igennem halvmaraton på under to timer. Rigtig mange bliver slået ud af varmen og er nede at gå. Min krop er også flad. Det er ikke, fordi mine ben er vildt ømme, men varmen er ulidelig, og selv om jeg køler mig ned med isterninger og vand, er jeg brandvarm 200 meter efter.
Jeg løber de sidste 200 meter ned af Kongensgade. Det føles som adskillige kilometer! Tilskuerne er fantastiske til at heppe, og selv om der ikke står mere end 40-50 personer, er deres råb nok til, at jeg får en klump i halsen, og tårerne presser sig på. Tænk, lige om lidt har jeg gennemført seks timers opslidende triatlon, som ovenikøbet er et af verdens hårdeste – og smukkeste! Jeg bliver så rørt og glemmer alt om svedperlerne på min pande, mine trætte ben og vablerne på mine fødder. Da jeg løber over målstregen, bliver min krop ramt af en intens lykkefølelse. Det er helt ubeskriveligt, men det her må være en rungasm. Jeg har sprængt rammerne for, hvad jeg troede var muligt med min fysiske form og har nu gennemført Captain Morgan Ironman 70.3 på St. Croix i sluttiden 06:04. Medaljen hænger løst om min svedige hals, mens jeg stavrer hen til massageteltet og skriver mig op til en tid. Så skal der fyldes på med salt og energi, og jeg nyder min velfortjente iskolde cola og skyller den ned med en pose chips.
Dagen efter stævnet får jeg straffen for ikke at have smurt nok solcreme på min blege danske hud. Mine arme er fuldstændig røde og forbrændt af solen. På mine tæer har jeg grimme vabler efter at have hældt så meget vand ud over mig selv, så jeg har løbet i drivvåde sko. Jeg har også fået rigtige cykelben med hvide lår og solbrune knæ. Træt i kroppen hopper jeg i det varme hav en sidste gang inden turen går hjem mod Danmark. Jeg føler mig ufattelig stolt over at have gennemført gårdsdagens halvironman. Det har været en skøn tur til St. Croix med snorkling, dykning, fantastisk mad og en stor oplevelse rigere. Nu kan jeg også skrive St. Croix halvironman på mit CV.
Rejsetips til St. Croix
Under havoverfladen
Havet omkring St. Croix er et af de bedste steder i verden at snorkle og dykke. Der er et farvestrålende koralrev med mange truede dyrearter og fisk i alle regnbuens farver. Du har mulighed for at opleve havskildpadder, hummere og papegøjefisk på tæt hold. Det er muligt at tage halve eller hele dagsudflugter med snorkling eller dykning.
Snorkling: bigbeards.com
Dykning: stcroixscuba.com
Vandsport
Du kan leje kajakudstyr flere steder på øen, og nogle hoteller stiller udstyr gratis til rådighed til gæsterne. Du kan også prøve kræfter med stand up paddling, som kræver en god balanceevne.
Hotel
Der er flere forskellige hoteller med forskellig pris og kvalitet. Øens bedste hotel er The Buccaneer, som har tennisbaner, 18 hullers goldbane, fitnesscenter, privat strand, restauranter og flere vandsportsaktiviteter.
Thebuccaneer.com
Restauranter
På St. Croix finder du et varieret udbud af restauranter lige fra gourmet restauranten The Galleon, som serverer lækre lokale fiskeretter og en skøn chokolade fondant, til raw food cafeen Lalita i Christiansted, der tilbyder sunde salater og friskpresset juice.
Galleonrestaurant.com
Kalimacenter.org
Events
Hvert år afholdes der adskillige events som f.eks. gadefesten Jump up, der afholdes fire gange om året, hvor alle gaderne i Christiansted er fyldt med boder, underholdning, live musik og de traditionelle Mocko Jumbies som danser i gaderne. Derudover er der flere sportsevents som Coral Reef Swim (5 mile svømning fra Buck Island til hotellet The Buccaneer), 50 Mile Scenic Marathon, Caribbean Classic Olympic Triatlon og meget mere.
Du kan læse mere om de forskellige events her: Stcroixtourism.com/st_croix_events.htm
Hvis han kan – kan jeg da også!
Åbenbart er kvindeløb på fem kilometer blevet så almindeligt, at flere søger nye udfordringer. Der er en eksplosiv udvikling i antallet af kvindelige deltagere til løb og triatlonstævner, bl.a. var over 21 procent af deltagerne i Copenhagen Maraton kvinder. Men nye events kun for kvinder kommer til. Som f.eks. MTB Kvinde cuppen, som er mountainbike-løb kun for kvinder. De bliver afholdt syv forskellige steder i landet og er skabt af kvinder for at inspirere flere kvinder til at springe på mountainbiken og give den gas i skoven.
I september kan du prøve kræfter med et vaskeægte ekstremløb for kvinder. Extrem Tøseløb foregår i Kalundborg, hvor ruten er 6,66 km og går gennem mudder, over halmballer og op og ned af stejle bakker. Det er bestemt ikke til dette løb, at du skal tage dine lækre Stella McCartney løbetights på, for løbet vil helt sikkert give dig sved på panden og mudder op af benene.
Triatlonsporten mærker også en markant fremgang, og sidste år var omkring 10 procent af deltagerne kvinder på ironmandistancen til Copenhagen Challenge. Har du mod på at kaste dig ud i triatlon arrangerer Brøndby Triathlon klub, Club La Santa Kvindetri d. 25. August. Her skal du finde din jernvilje frem og svømme 200 meter, cykle 20 km og slutte af med at løbe 4 km.
Brondbytri.dk/25-2/
Kvindecuppen.dk/velkommen
Extremtøseløb.dk
LÆS OGSÅ: Halvmarathon - Sådan skal du træne og spise
Hvad er et halvironman?
Et halvironman består af de samme tre discipliner som en almindelig ironman, dog er distancerne halveret. I et halvironman skal deltagerene igennem: 1.9 km svømning, 90 km cykling og 21.1 km løb (et halvmarathon).