14 øvelser på 14 dage: Træn din hjerne i topform
SPONSORERET indhold

14 øvelser på 14 dage: Træn din hjerne i topform

Hjernen skal trænes for at holde sig skarp, rask og sund, og det kræver, at du udfordrer den. Her får du en dag for dag-guide, der får din hjerne i topform på 14 dage.

Af:: Marie Syberg Enevoldsen Foto: Getty
26. nov. 2018 | Sundhed | ALT for damerne

Synes du også, det er lidt skræmmende at finde rundt uden en gps? At parallelparkere? Køre uden automatgear, måske? Eller bliver du allerede nu lidt svedt ved tanken om at miste overblikket i et supermarked uden din indkøbsseddel? Måske har du det stramt med at afvige fra din faste rute på vej til arbejde? Og hvad med at løse en kryds og tværs eller lave hovedregning? I så fald er det tid til at bryde ud af mageligheden og tage kampen op mod de sejlivede vaner, som sløver din hjerne. Når du møder en udfordring og tager den op, lærer du nemlig nye ting og træner din hjerne. Og hjernen har, ligesom resten af din krop, brug for at holde sig i form, understreger den norske hjerneforsker Kaja Nordengen i bogen ”Hjernetræning”.

Men hvorfor er hjernetræning så godt for dig? Det er det, fordi træningen danner nye forbindelser mellem nervecellerne – vi får helt nye nervecellenetværk, samtidig med at vi stabiliserer og styrker de nervecelleforbindelser, vi allerede har. Tit er det, når vi møder noget udfordrende i vores liv, at hjernen virkelig kommer på hårdt arbejde, og det er en udpræget god ting.

For Kaja Nordengen er parallelparkering et af hverdagens små skrækscenarier, netop derfor øver hun sig i at lave dem. Men ikke, når hun er i tidsnød. Så parkerer hun et lettilgængeligt sted med tre ledige pladser ved siden af hinanden. For der er ikke nogen grund til at skræmme sig selv fra vid og sans til at starte med. Så hjernetræning kan også ske i det små. De næste 14 dage udfordrer vi dig med 14 øvelser, én hver dag, som tager afsæt i dine hverdagsvaner, men tvinger dig ud af din komfortzone. I løbet af de 14 dage vil du lære en masse nyt, formentlig overvinde dig selv og styrke din hjernes helbred.

Læs også: Klæbehjerne: Sådan bliver du bedre til at huske

Dag 1

Børst tænderne med den ”forkerte” hånd.
Du kan træne finmotorikken i din ikke-dominerende hånd, og du kan lære dig selv at bruge begge hænder, når du skal løse en opgave. F.eks. får musikere, som bruger begge hænder, når de spiller et instrument, tykkere hjernebark og kraftigere forbindelse mellem hjernehalvdelene. Her er det den bagerste del af den pandelap, der sidder modsat den hånd, man træner, der er i sving. Øv dig på dag ét med tandbørsten i den ”forkerte” hånd.

Bonusinfo
Du kan træne dig op til at være både højre- og venstrehåndet. Det gjorde den verdensberømte kunstner Leonardo Da Vinci, som malede med begge hænder, og videnskabsmanden Nikola Tesla, der skrev med begge hænder. Fodboldspilleren Cristiano Ronaldo kan også sparke med begge fødder.

Dag 2

Udfør nye arbejdsopgaver i hjemmet.
Byt opgaver med din partner, sådan at den, der normalt skifter dæk, skal lære at bruge symaskinen og modsat. Hvis du bor alene, så skift dækket selv, sy den knap i, du ved, der mangler, eller følg en vanskelig opskrift, når du laver aftensmad. Det er sådan, vi får dannet nye nervecelleforbindelser. Når du er nødt til at tænke igennem, hvordan du løser en helt ny opgave, er det særligt den allerforreste del af pandelappen – den præfrontale hjernebark – der bruges.

Dag 3

Spørg og lyt.
I dag kan du droppe standardfrasen ”Går det godt?”, som stort set aldrig besvares med andet end ”ja”. Spørg, hvilket projekt kollegaen, den medstuderende, forelæseren eller naboen arbejder med, og forsøg at forstå, hvad det drejer sig om. Når vi øger vores forståelse af andre fagfelter, danner vi nye koblinger og nye nervecellenetværk i hjernen og øger generelt hjernens vidensdatabase.

Dag 4

Køb dine dagligvarer et nyt sted.
Hvis du handler i en anden forretning, end du plejer, vil der være en anden organisering af varerne, og du er nødt til at koncentrere og orientere dig mere aktivt for at finde det, du skal have. Det er ikke nok at sætte autopiloten til. Her samarbejder flere dele af hjernebarken. Nakkelappen hjælper dig med at kigge efter det, du skal have og finde vej.

Læs også: 2 øvelser, der beroliger nervesystemet og får kroppen i balance

Dag 5

Lav et regnestykke helt uden at bruge en lommeregner.
Hjernen har et særligt område, som bruges til regning, og det bør holdes ved lige. Nervecelleforbindelser, der ikke bliver brugt, går i sig selv eller bliver brugt til noget andet. Undgå at bruge lommeregner, så ofte du kan – så hellere dobbelttjekke, om du har regnet rigtigt bagefter.

Dag 6

Gå en time tidligere i seng.
Alle ved, at søvn er vigtigt, men der er ikke noget, der er så godt for hjernen som en god nats sammenhængende søvn. Du bliver mere oplagt, udhvilet og mere årvågen. Hjernens funktion svækkes uden nok søvn, og det får konsekvenser, når vi er vågne.

Dag 7

Lav en ugemenu med tre retter, du aldrig har prøvet før.
Tilbered noget, du aldrig har lavet før! Det kræver, at du er kreativ og nytænkende og bruger hjernen – som gevinst får du variation i din kost. Nogle mener, at kreativitet først og fremmest bor i højre hjernehalvdel, men egentlig samarbejder hele hjernen, når vi er kreative.

Dag 8

Tag en anden vej til arbejde.
Ved at bryde et mønster og lægge nye ruter og steder til dit mentale kort, træner du din orienteringsevne. Den er knyttet til indersiden af tindingelappen, særligt hippocampus, eller søhesten, og hjernebarken i det område. Du har jo også kunnet finde vej, før du fik gps, så vov dig ud i at køre nye veje til arbejde, eller stå af bussen et stop før eller efter.

Dag 9

Snak med en fremmed i bussen.
Udfordr de sociale normer – lær nye mennesker at kende, og oplev glæden ved nye bekendtskaber! Det kan være i bussen, i toget eller i supermarkedskøen. Her bruger du dine sprogområder i både pandelappen og isselappen, men også nakkelappen og mandel-kernen amygdala i tindingelappen, når du genkender ansigter og tolker følelsesudtryk.

Læs også: Charlotte Bircow: Derfor skal du motionere

Dag 10

Køb ind uden indkøbsliste.
Hvis du køber ind uden indkøbsliste, træner du hukommelsen. Du kan øve dig på nye teknikker, som kan sortere det, du ønsker at være bedre til at huske. Når du skal huske indkøbene uden liste, er det først og fremmest korttidshukommelsen forrest i pandelappen, du bruger, men også hippocampus i tindingelappen.

Dag 11

Løs en gåde.
Jons mor har tre børn. Det første barn hedder Maj, det andet hedder Juni. Hvad hedder det tredje barn? Dinhjerne er skabt til problemløsning, og her er hjernebarken central. Det at løse gåder er supergodt til at holde hjernen i form.

Dag 12

Tag et af dagens møder stående.
Studier viser, at stående møder er 36 procent mere effektive. Britiske forskere fandt ud af, at forsøgspersonerne forbrændte 50 kalorier mere i timen, når de stod op på arbejdet. Når kroppen er i god form, er hjernen i god form.

Dag 13

Løs sprogopgaver.
Når du skal stave nye ord, enten i Wordfeud eller krydsord, skal flere områder af din hjerne samarbejde. Du skal bruge både langtids- og korttidshukommelsen på én gang for at placere ordet rigtigt, samtidig med at sprogområderne i hjernen skal bruges. Her samarbejder store dele af hjernen, men pandelappen er særligt vigtig.

Dag 14

Drop skærmene i soveværelset.
Efterlad telefoner og tablets i stuen. Hyppig brug af computer og mobiltelefon i soveværelset ødelægger nattesøvnen og fører til forsinket døgnrytme. Studier peger i retning af, at søvn kan fungere som hjernens vagtmester og fjerner vigtige affaldsstoffer i hjernen.

Anbefalet til dig