
Drama på gården: Alexanndra fortryder, at hun ikke trak sig før
Alexanndra ville ønske, at hun havde lyttet mere til sig selv og trukket sig fra programmet meget før.
I aftenens afsnit af "Landmand søger kærlighed" vendte alle tre kvinder tilbage til Lars' gård i Sønderjylland – for Alexanndras vedkommende efter en tænkepause.
Det blev dog et kort besøg, da Alexanndra trak sig fra programmet med den forklaring, at hun ikke mærkede en romantisk kemi mellem dem.
Artiklen fortsætter under videoen:
– Når kameraet var slukket, så kunne han godt vise mig opmærksomhed og vise, at han kunne lide mig, men når kameraet var tændt, så snakkede han mig efter munden. Jeg kan ikke lide, når folk bare taler mig efter munden, når jeg kan se, at de mener noget andet, siger Alexanndra til HER&NU:
– Det er ikke forbudt at have forskellige meninger. Det er vigtigt, at man kan udtrykke de følelser, man går med. Det kan jeg bedst arbejde med.
Fortryder sin beslutning
Det var dog ikke den eneste årsag til, at hun trak sig. Det skyldtes ifølge Alexanndra også, at hun var overrasket over Lars' reaktion, da hun om tirsdagen fortalte, at hun ikke ville overnatte på gården.
– Jeg ville ønske, at jeg havde trukket mig om tirsdagen, men det fik jeg ikke lov til, fordi Lars ikke ville tabe ansigt. Da jeg sagde, at jeg ikke ville sove på gården, sagde Lars, at han ikke ville have drama, og at han ikke ville tabe ansigt. Men jeg synes, det var ham, der lavede drama, slår hun fast.
Ifølge Alexanndra fortalte hun, at hun vil trække sig uden kamera, så Lars var forberedt.
– Jeg sagde til ham, at han ikke vil tabe ansigt. For der er ingen, der taber ansigt, fordi kemien ikke er gengældt på det romantiske plan. Fordi jeg havde fortalt ham om det på forhånd, ser man ikke hans reaktion så tydeligt på tv. Men jeg oplevede den, slår Alexanndra fast.
I den forbindelse indgik parterne – ifølge Alexanndra – et kompromis om, at de ville tage en tænkepause.
Men set i bakspejlet fortryder Alexanndra, at hun ikke lyttede til sig selv og forlod programmet om tirsdagen.
– Når jeg ser i fjernsynet, hvor meget han taler mig efter munden, da vi mødtes om torsdagen, så kunne jeg lige så godt været taget hjem om tirsdagen, for hvad skulle jeg ellers blive der for? På grund at han skulle køle ned efter hans chok over, jeg ikke ville blive på gården og overnatte, tilføjer hun.
Ingen romantisk kemi
HER&NU har fremlagt Alexanndras beskrivelse af forløbet for Lars.
– Jeg kan nu ikke genkende scenariet med at skulle have sagt, jeg ikke ville tabe ansigt. Det må stå for hendes egen regning. Men jeg syntes, at vi havde haft en hyggelig dag. Og da hun så kommer og siger, hun gerne vil overnatte på kroen, er det fint med mig. Daten var alligevel slut og hun skulle jo køre næste morgen. Så egentlig gjorde det bare, at jeg ikke havde så travlt til Bodil kom, siger han.
Ifølge Lars følte han ingen romantisk kemi.
– Jeg er helt enig i, at der ingen romantisk kemi var - heller ikke fra min side, tilføjer han.
Var afklaret fra begyndelsen
Ifølge Alexanndra ændrede tænkepausen på de to dage ikke noget for hende, da hun var meget afklaret.
– Der er nok ti interviews i tænkepausen, der er blevet sorteret fra. Det eneste, som er taget med, er, at jeg sidder på en café og tænker, siger Alexanndra, som undrer sig over, at de interviews ikke bliver vist på skærmen:
– Det er latterligt at vente i to dage, når der er blevet lavet så mange interviews, hvor jeg faktisk siger: "Jeg er afklaret. Jeg tager hjem på torsdag", forklarer hun.
HER&NU har spurgt TV 2, hvorfor klippene ikke er kommet med.
– Alle tv-produktioner optager mere end det, der bliver vist på tv. I sidste ende er det en redaktionel beslutning, hvilket indhold der bliver en del af de endelige programmer, lyder det i et skriftligt svar fra redaktør Mads Volck.