Bianca fra 'Bachelor'

"Bachelor"-Bianca om livstruende sygdom: "Jeg bruger en time dagligt på behandling"

Da Bianca Buruiana fra "Bachelor" var15 år, flyttede hun fra Rumænien til Danmark på grund af sin lungesygdom. Til HER&NU fortæller hun nu om sygdommen og forklarer hvor alvorlig, den egentligt er. 

logo herognu HER&NU HN

Med papir, blyanter og et kæmpe smil ankom Bianca på den røde løber i det første afsnit af "Bachelor".

"Det bliver lidt Picasso," sagde hun, mens hun guidede mændene i, hvordan de skulle tegne hendes ansigt uden at kigge ned. 

Artiklen fortsætter under videoen. 

Hun var både energisk og smuk, og det var ikke til at se, at hun lever med den livstruende sygdom cystisk fibrose. Sygdommen har dog altid været en del af Biancas liv, da hun er født med den. 

– Da jeg var fem år gammel, gik det op for mine forældre, at noget ikke var, som det skulle være. Jeg var ofte syg og forkølet og havde svært ved at tage på i vægt. Jeg gennemgik en række undersøgelser på forskellige hospitaler, og så fastslog man diagnosen, fortæller Bianca til HER&NU. 

Cystisk fibrose er en arvelig sygdom, der gør slim i kroppen tykt – især i lungerne og bugspytkirtlen. Det kan give problemer med vejrtrækningen, hyppige infektioner og gøre det sværere for kroppen at optage næring fra maden.

– Før i tiden, hvor behandlingsmulighederne var begrænsede, kunne patienter med cystisk fibrose ikke leve særlig længe. Derfor føler jeg mig heldig over, at jeg kunne klare mig uden behandling, indtil jeg var fem år. Fem år uden behandling er ret længe for nogen med sygdommen, forklarer hun. 

Behandler sig selv en time dagligt

Normalt fortæller Bianca aldrig om sin sygdom på første date, men i andet afsnit af "Bachelor" gjorde hun en undtagelse, da hun fortalte bacheloren Christian om den.

– Jeg er bange for at blive valgt fra, fordi sygdommen påvirker mit liv i høj grad, og behandlingen fylder meget i min hverdag, fortæller Bianca til HER&NU. 

Samtalen med Christian gik dog ikke helt som håbet, da Bianca havde svært ved at forklare, hvor alvorlig sygdommen egentlig er.

– Jeg har altid vidst, at sygdommen er alvorlig, men det har været svært for mig at acceptere. Derfor nedtoner jeg ofte alvoren, når jeg fortæller andre om det. Mange af mine veninder har først senere forstået, hvor alvorligt det faktisk er, fortæller Bianca og forklarer, at hun også savnede, at Christian spurgte mere uddybende ind, da hun viste sin sårbare side.

Bianca understreger til HER&NU, at sygdommen er alvorlig og har en stor betydning for hendes liv.

– Det er en progressiv sygdom, hvilket betyder, at jeg gradvist bliver dårligere over tid, forklarer hun. 

Til "Bachelor" havde Bianca også pakket sin medicinforstøver, et lille apparat, som hun bruger til at inhalere antibiotika og anden medicin.

– Jeg behandler mig selv hver dag med inhalation. Om morgenen tager det cirka 45 minutter at gennemføre behandlingen, og om aftenen tager det omkring 10 minutter, fortæller hun. 

Fakta

Cystisk fibrose er en medfødt sygdom, der rammer 12 børn om året i Danmark. Da der er tale om en gen-defekt, kan man endnu ikke blive helbredt for sygdommen, og for mange patienter har den betydet et liv med gentagne infektioner, indlæggelse i sammenlagt flere måneder om året og udsigt til en levealder på 40-50 år. 

Kilde: Rigshospitalet