
Dorthe følte sig presset i "Gift ved første blik"
Lasse og Dorthes lyserøde sky begynder at blive grå i aftenens afsnit af "Gift ved første blik", nu forklarer Dorthe problematikken.
I dagens afsnit af "Gift ved første blik" kommer Lasse og Dorthes relation på prøve, og Dorthe får sat ord på de tanker, der har fyldt hos hende under parrunden.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Alt er dog ikke, som det ser ud til i programmet, og i virkeligheden er Dorthe ked af, at hun kommer til at fremstå firkantet og som en, der går alt for meget op i orden og struktur. Det var nemlig ikke kun det, det handlede om.
Både Dorthe og Lasse glædede sig til deres getaway og til at møde de andre par, men allerede på vej dertil kunne hun mærke, der var noget indeni, der føltes anderledes. Det var dog en ny følelse for hende, og hun prøvede at lægge den til side.
- Da vi skal ind til parrunden, sidder jeg med tvivl i min krop, men jeg er slet ikke klar til at snakke om den, for den er stadig så ny, og det er slet ikke noget, jeg har bearbejdet eller sat ord på, så da vi bliver spurgt, griber jeg ud efter, hvad der er konkret, fortæller Dorthe og fortsætter:
- Det er vores forskelligheder, og jeg er lidt ærgerlig over, at det kommer til at fylde så meget i det her afsnit, men jeg er bare ikke klar til at tale om den nye følelse af tvivl, for følelsen er så ny, at jeg jo bare håber på, den forsvinder igen.
Følte sig trængt op i en krog
Terapitimerne i "Gift ved første blik" er tilrettelagt af produktionen, og det kommer til at have stor betydning i dagens afsnit.
- Man vælger jo ikke selv, om man har brug for terapi eller er klar til terapi, de er ligesom på forhånd tilrettelagt for en, og jeg var nok bare ikke klar til at gå ind i en dybere snak om, hvad der foregik inden i mig, og det fik jeg ikke givet udtryk for. Jeg følte mig i stedet trængt op i en krog og pålagde mig selv at sætte ord på noget, som jeg bare ikke bar klar til, forklarer Dorthe.
Derfor kan hun også godt forstå Lasses reaktion, for han forholder sig til det, der bliver sagt i terapirunden.
- Jeg var ikke mig selv resten af tiden dernede, for det lagde stemningen efter den terapirunde indeni mig. Lasse virker lidt lettet, for han forstår det som om, at det kun handler om praktik, og det er konkret, det kan man løse. Men det stak lidt dybere, derfor rumsterer det stadig, og jeg kan ikke være mig selv, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg tror, det handler lidt om det her med at have været alenemor i nogle år og har stået med alt ansvar, og drømmer om at kunne dele det her ansvar og de her fælles beslutninger, der skal tages som familie, så det rørte noget i mig, da jeg blev i tvivl om, om det er noget, vi kunne.
"Jeg vil også kunne glemme mine bukser"
Dorthe er ked af den måde, hun fremstår på i afsnittet, fordi hun ikke havde ord for, hvad tvivlen egentlig bundede i på det tidspunkt.
- Da jeg var hjemme og besøge ham, og det der med at skulle minde ham om at tage bukser på. Jeg kunne mærke, der var mange ting, hvor jeg følte, jeg var nødt til at have overblikket. Der kunne jeg godt savne, at det ikke altid var mig, der var nødt til at have overblikket - at jeg også kunne få lov at være den, der glemmer at tage bukser på, og jeg også kunne rode lidt, og nogen kunne rydde op efter mig. Men det handler lige så meget om mig selv, fastslår Dorthe og tilføjer:
- Jeg er virkelig ikke hysterisk med oprydning, jeg tror, jeg er ret almindelig, hvad man ønsker sig hos en partner. Jeg er slet ikke så firkantet. Jeg synes ikke, jeg er den bedste version af mig selv i det her afsnit, selv i sync kommer jeg til at lyde hård, for så firkantet er jeg slet ikke.
Hun forklarer, at en del af tv-konceptet erofte at blive spurgt til og blive bedt om at tage stilling til sine følelser, og for Dorthe gør det, at hun hurtigere bliver i tvivl, når der dukker en anden følelse op. som hun ikke helt kan sætte ord på.
I de kommende afsnit vil det vise sig, om Dorthe og Lasse kommer ind til kernen af problemet og ender med at løse det.