
Otto afslører langvarigt sygdomsforløb under "Gift ved første blik"
Alt er bestemt ikke, som det ser ud til på tv, og en meget vigtig del af Otto og Amalies historie bliver ikke vist i programmet.
Otto Olrik og Amalie Klæstrup er det unge par i "Gift ved første blik", og de er blevet fremstillet som et livligt og festligt par, der ikke går af vejen for at krydre forholdet med alkohol.
LÆS OGSÅ: Lidl-tøj i "Gift ved første blik": Nu hylder kæden Otto
Artiklen fortsætter under videoen.
Men i virkeligheden er det slet ikke så festligt, som det ser ud, og det er der en ganske særlig grund til, afslører Otto.
- Der er mange folk, der tror, at Amalie og jeg har drukket helt vildt. Og vi har også drukket øl, men vi har ikke drukket os fulde, for jeg har haft kyssesyge op til. Så da vi var i Paris, drak vi maksimalt to genstande om aftenen, og så kunne jeg ikke mere, fortæller Otto og fortsætter:
- Mens jeg har haft kyssesyge, skulle jeg holde mig fra cigaretter, alkohol og egentlig også kaffe. Og jeg har haft problemer med halsen, og det tager jo noget tid sådan noget, så det har også været grunden til, at jeg nogle gange har crashet for energi.
Ottos sygdom begyndte i marts og varede i to og en halv måned. Da parret blev gift i maj måned, var han stadig påvirket af sygdommen.
- I ugen op til brylluppet forsvandt min stemme fuldstændig, jeg havde ingen stemme, så der begyndte jeg at blive rigtig nervøs for, at jeg skulle stå og være helt hæs, fortæller Otto, som på intet tidspunkt overvejede at aflyse brylluppet.
Til gengæld endte hans stemme med at forsvinde under bryllupsfesten.
Endte med hovedet i kummen
I aftenens afsnit af "Gift ved første blik" er det første gang, at Otto føler sig klar til at drikke mere end to genstande, så der giver han den gas. Det endte da også med, at Amalie fik en ny side at se af Otto.
- Jeg endte også i kummen og kastede op, så fik Amalie også set det. Hun syntes, det var meget sjovt. Det tænker jeg, var meget godt at vide, at ens kone også kan bære over med at se sin mand i den tilstand, lyder det fra Otto med et grin.
Efter kameraerne slukkede, gik kvinderne op på et værelse og snakkede, mens mændene sad i lobbyen og ifølge Otto drak sig plørestive. Efter halvanden times tid mødtes parrene igen og festede alle sammen sammen.