Jonas Lovv kunne ikke få børn: Så skete det umulige 

31-årige Jonas Lovv repræsenterer Norge til året Eurovision Son Contest i Wien, hvor han klarede sig igennem torsdagens semifinale og er klar til at synge sangen "Ya, ya, ya" til lørdagens finale.

Men i dette øjeblik, da han taler med det norske Her og Nå, læner han sig roligt tilbage i den komfortable lænestol hos Warner Music i Oslo. 

– Det er let at glemme, at der også er mange børn, der ser Eurovision. Derfor er jeg blevet mere bevidst om, at jeg faktisk er en rollemodel, og jeg kan ikke slippe afsted med hvad som helst på den røde løber – selvom det er ment som en spøg. Der har jeg lært mig en lektie, siger Jonas.

En ordentlig fyr

Uden at nævne det direkte, sigter han utvivlsomt til overskrifterne, der dukkede op, efter han havde fået spørgsmålet om forventningerne til den festlige Eurovision-aften og han svarede: "Sex og kokain".

Jonas smiler lidt skævt ved tanken.

– Sandheden er, at jeg er en ordentlig fyr, der ikke er særlig glad for at feste. Jeg skal hjem og skifte bleer, sørge for at der er mad i køleskabet, og at lånet bliver betalt. Og jeg er lykkelig med Thea, understreger Norges store Eurovision-håb, som har været sammen med kæresten i fem år.

Bag den teatralske facade findes altså en mand, der kender til renter og lån bedre end champagnebobler.

Sneglen skjuler overlæben, de retro briller hviler på næseryggen, og tøjet er tonet noget ned denne torsdags formiddag. 

Introvert

Nedtonet er også den energiske showmand, nordmændene kender fra, da han erobrede scenen med sin stemme og unikke tilstedeværelse i den norske udgave af "The Voice" og senere deres "Melodi Grand Prix". 

– Det er derfor, jeg kan lide at tale med journalister. Så kan jeg vise, at den gale mand, der løber rundt og laver show i tre minutter på scenen, jo ikke er den, jeg er 24/7. Jeg er egentlig en meget introvert person.

Han krydser det ene ben over det andet og synker lidt dybere ned i stolen. Når volumen på scenepersonligheden skrues ned, træder eftertænksomheden tydeligere frem.

– Jeg har måttet lære, at folk dømmer mig kun på baggrund af mit kunstneriske udtryk, selvom de ikke nødvendigvis ved, hvem jeg egentlig er. Men det er bare sådan, at jeg er ekstremt glad for at lave et godt show, og jeg lægger meget i det, når jeg først står på scenen, forklarer Jonas og tilføjer:

– Mine forbilleder var aldrig de bedste guitarister eller de bedste musikere. Det var altid de bedste entertainere: Freddie Mercury, Robbie Williams og Michael Jackson.

At han nu skal erobre en af de største scener af dem alle, er nærmest som en feberdrøm for ham.

– Selvom opmærksomheden nærmest kom natten over, har jeg drømt om at blive rockstjerne siden jeg var 12 år gammel. At repræsentere Norge i Eurovision med min egen sang, mit eget udtryk, som mig selv – det er den største anerkendelse, du kan få.

Misforstået barn

For nogle er scenen et sted at præstere. For Jonas blev den først et sted at trække vejret.

I ungdomsårene, da uroen kriblede i kroppen og skolenarbejdet føltes som noget, han sjældent kunne finde ud af, blev skolens musical redningen.

Da musiklæreren tog kontakt i ottende klasse, troede Jonas, at læreren havde opdaget et sjældent talent. En usleben diamant, der bare ventede på rampelyset.

Sandheden var langt mere rørende.

– Det har senere vist sig, at min mor tog til samtaler med musiklæreren med håb om at finde en løsning på min rodløshed. Jeg havde svært ved at koncentrere mig og var på mange måder et misforstået barn, der havde brug for at finde min plads.

Moren og musiklæreren fik ret. På scenen blomstrede han.

– Jeg var aldrig noget problembarn, men heller ikke glad for skolen. Jeg ville meget hellere være ude og gøre alt andet end at sidde i et klasseværelse. Men når jeg havde musicalprøver hver dag efter skolen, så blev det pludselig meget vigtigt at komme i skole.

Pludselig havde skolen fået mening. Ikke på grund af matematikbøger og opgaver, men fordi scenen ventede.

Tryg i egen identitet

Det var Jonas og pigerne dengang. Han vandrede gennem skolegangene som en ung rockstjerne med stor selvtillid og ingen interesse for at passe ind.

– Der var nok mange af drengene i skolen, der ikke kunne lide mig. Jeg gik med eyeliner, havde ring i øret, navlepiercing og klædte mig i lige præcis det, jeg ville – og det var lige så vel pigetøj som drengetøj. Jeg elskede at eksperimentere.

Han smågriner, før han tilføjer:

– Jeg tror, der var rigtig mange, der bare ventede på, at jeg ville komme ud af skabet dengang. Selv kæresterne jeg havde på det tidspunkt. Men desværre så tænder jeg ikke på mænd. Jeg ville ønske, jeg gjorde det. Det siger jeg også til min kæreste af og til.

Han siger det med et glimt i øjet, men også med den selvironi, der ofte følger mennesker, som tidligt måtte lære at tåle blikkene fra andre.

Jonas er i dag hundrede procent tryg i sin egen krop og lader sig ikke påvirke af, at folk drager forkerte konklusioner om hans seksuelle orientering eller identitet. Tværtimod.

– Helt ærligt tror jeg egentlig, at min mor ønskede sig en pige. Hun havde to aktive drenge i forvejen, og så kom jeg. Da blev det ligesom min opgave at fylde det tomrum lidt. Og jeg tror egentlig, at jeg altid har kunnet lide den opmærksomhed, der følger med at være lidt anderledes.

Jo ældre han er blevet, desto tydeligere har han mærket værdien af at gå sin egen vej. Bag tøjet, udtrykket og den frygtløse legesyge ligger også en alvor – et budskab til dem, der vokser op nu.

– Du må turde være dig selv og lede lidt efter, hvem det egentlig er. Der er så meget pres omkring, at alle skal se ens ud nu om dage, men jeg håber, flere tør skille sig ud og tænke uden for boksen.

Drømmekvinden

Det var også noget af det, han faldt for ved sin kæreste: at de begge tør lege med udtryk, mode og identitet – og uden videre kan dele garderobe.

– Selvom hun er størrelse XS, så køber hun alt i størrelse M, så vi begge kan gå med det. Så hun spiller en vigtig rolle i, hvilke tøj jeg tager på i dag. Derudover er hun næsten irriterende smuk og en helt fantastisk mor.

Han griner, når han siger det, men der ligger også en alvor under ordene. For når samtalen bevæger sig ind på Thea, forsvinder scenemanden lidt. Tilbage sidder kæresten og familiefaren.

Moren til sønnen Abel Noel – og kvinden han altid vender hjem til, også når tempoet omkring ham øges – har været afgørende for, at han har kunnet følge musikerdrømmen. 

– I juni sidste år købte vi et hus, og så sagde jeg op på mit job for at satse 100 procent på musikken to uger efter. Det kræver meget støtte hjemmefra, som jeg er meget heldig at have. Samtidig er det også det, der vejer tungest på mine skuldre i dag.

Han stopper op et øjeblik, som om han vejer ordene, før har slipper dem fra.

– Jeg er ikke 20 år længere. Jeg har et ansvar. Og jeg husker, da Thea fortalte mig, at hun var gravid. Så forstod jeg, at jeg måtte "steppe op". Hvis jeg skulle leve af musikken, måtte der ske noget hurtigt. For snart var det ikke et valg, jeg kunne tage selv længere. At blive far gav mig et kæmpe spark i røven.

Kunne ikke få børn

Nogle får børn og finder ro. Jonas fik børn – og fart på maskineriet.

For det at blive forældre sammen var slet ikke noget, han troede lå i kortene for dem. Da Thea fortalte, at hun var gravid, kom beskeden som et lyn fra en klar himmel.

– Jeg har en medfødt nyresygdom, der har skabt problemer for mig hele livet. Som 18-årig tog jeg den drastiske beslutning om at gennemføre en operation, der ville gøre mit liv lettere, men samtidig resultere i, at jeg ikke kunne få børn. Så da Thea pludselig var gravid, var jeg helt i chok.

Den første reaktion var rå og ærlig: Hvordan i alverden var det muligt?

– Det var jo næsten umuligt. Men så kom lille Abel Noel alligevel til verden, og han er spyttet ud af mig. Han er vores lille mirakel.

Han smiler bredt, når han siger sønnens navn. Det er et andet smil end kunstnersmilet – blødere, roligere, mere jordnært.

At være far til en treårig samtidig med, at karrieren skyder fart, beskriver han som en øvelse i konstant balancegang. Én fod i familielivet, én på scenen.

– Det absolut sværeste ved dette er at være væk hjemmefra. Men at få Abel har givet mig motivation til at følge min drøm. Han elsker selv at synge og forstår, at fars job er at synge. Og det giver mig så meget at se ham synge med på mine sange.

Maveproblemer

Når Jonas sætter kursen mod Wien i maj, er det uden sin lille familie. Han har ikke samvittighed til at tage dem med til Østrig, uden at have mulighed for at tilbringe tid sammen med dem.

Nu håber han bare, at kroppen spiller med og at kiloene ikke rasler af. For det, som yderst få er klar over, er, at Jonas lider af alvorlig IBS, (irritabel tyktarmssyndrom red.). 

– Jeg havde mange problemer med maven både i folkeskolen og gymnasiet. Jeg gik glip af så meget undervisning, at jeg på et tidspunkt måtte stoppe på gymnasiet. 

Sygdommen har også resulteret i, at han har ladet være med at spise af frygt for at blive syg. 

– Under live-runderne i "The Voice" tabte jeg ni kilo. Der var dage, hvor jeg var supersulten, men skrækslagen for at spise. Min kæreste kunne næsten ikke genkende mig, da jeg kom hjem, fortæller Jonas.

Han er meget bevidst om, at en stressende periode med høj rejseaktivitet, som optakten til Eurovision, ikke er ideel. Dem omkring ham har derfor taget ansvaret for at hjælpe ham.

– Min manager er meget streng med, at jeg får nok og rigtig mad. Og nu har jeg mit band med mig, som er nogle af mine allerbedste venner. Det at have mange trygge folk omkring mig, som kender til min situation, er vigtigt, siger Jonas. 

Og når sceneantøjet designes, er der visse kriterier, der skal opfyldes.

– Når jeg har været på NRK for at lave mit kostume, vil vi jo lave noget fedt og sejt. Men det går ikke altid hånd i hånd med et outfit, der er let at få af, blandt andet. Der har jeg været tydelig: Jeg skal have en lynlås bagpå, så jeg kan tage det af og på selv.

Han smiler skævt.

– Det er en ekstra kamp, som ikke mange er klar over, at jeg skal håndtere hver eneste dag. 

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.