Thomas og Mette i "Gift ved første blik"
Foto: DR / Brian Lichtenstein
”Gift ved første blik”-Mette ramt af kræft: Børnene var min redning
Mette Overmark var helt nede og vende, da hun var ramt af brystkræft, og især efterforløbet var hårdt.
Der var smil og glimt
i øjet, da 43-årige Mette Overmark sagde ja til 48-årige Thomas Clausen i ”Gift
ved første blik”. Men bag smilet gemmer der sig en alvorlig forklaring på den
livsglæde, som Mette sætter en ære i at dyrke hver dag.
LÆS OGSÅ: Tidligere reality-deltager med i “Landmand søger kærlighed”: Kan du genkende hende?
- Jeg har haft
brystkræft – en aggressiv form for brystkræft i slutningen af 2020 og har været
igennem et rigtig hårdt og langt behandlingsforløb med kemo og operationer,
fortæller Mette og tilføjer:
- Det har jo
selvfølgelig gjort, at jeg i en lang periode ikke har datet og i en lang
periode har været sindssygt begrænset, fordi det var svært at komme tilbage, når
man er en helt ny udgave af sig selv og lige skal finde ud af, hvad er egentlig
hoved og hale i mig og lige skal lande i det, før man er klar til at åbne op
for et nyt menneske.
Mette blev erklæret
kræftfri midt i 2021 efter et kemoforløb, og herefter startede en lang række
operationer, som strakte sig over to år.
- Det mentale arbejde
var næsten hårdere end hele behandlingsforløbet. Jeg var bare slet ikke glad,
for der var så meget, jeg havde mistet - begge mine bryster, mine æggestokke,
hele min kvindelighed, jeg var skaldet. Det var efterarbejdet, jeg synes, var
rigtig hårdt. Hele identiteten omkring mig var meget kontrastfyldt, jeg var
rimelig stærk og havde styr på alle mine ting, og pludselig var jeg bare svag
og følte mig alene i verden, fortæller Mette.
Hun er bevidst om, at
hverken hun eller hendes liv bliver det samme som før, og da det så mørkest ud,
var der én ting – eller faktisk tre mennesker, der trak hende ud i lyset. Mette
er nemlig mor til sine tre børn på 9,13 og 15 med stort M.
- Det vigtigste for
mig har været at være mor, det er det vigtigste job, jeg overhovedet har, og
det er også det, der gør, hvis jeg skal give nogen som helst forklaring på,
hvordan jeg kunne rejse mig fra den sofa igen. Det er fordi, jeg har de
her børn. Jeg ved slet ikke, hvor jeg havde været, hvis jeg ikke havde haft
dem, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg skulle være
noget for dem i en 7/7 ordning, og det var godt, for vi har et rigtig godt
forhold til deres far, og de kunne være noget mere hos ham, og så kunne jeg
være syg, for jeg var rigtig dårlig af behandlingerne. Jeg var en af dem, der
skovlede hele bivirkningshylden til mig.
Mette gennemgik sit
kræftforløb under corona, og det gjorde, at hun stod meget alene i det og måtte
gennemgå hospitalsaftaler og behandlinger på egen hånd.
Den dag i dag lever
Mette livet fuldt ud, og sygdommen har været en øjenåbner for hende især i
forhold til, hvad og hvem hun bruger sin tid på.
- Jeg gider ikke
spilde min tid, så jeg vælger fra den gode hylde. Jeg tænker ikke så meget
fremtid, for fremtiden er en mærkelig størrelse, når man har haft en
livstruende sygdom, så kan jeg ikke forholde mig så meget til fremtiden, jeg
vil hellere forholde mig til nuet og leve og have det godt, fortæller hun og
tilføjer:
- Det kan godt lyde
lidt klichéagtigt, men det er sådan, jeg har det. Jeg fejrer fødselsdage og
fejrer halvårs fødselsdage. Jeg glæder mig over at fylde år og kan nærmest
blive irriteret på de folk, der ikke vil sige, hvor gamle de bliver – du skal
være så glad for, du er i live, du er heldig!
PRØV VORES GRATIS SPIL PÅ ALT.DK