
Sofie om båddate: Ramt af panikangst
Sofie åbner op om, hvorfor sejlturen med Kasper pressede hende til det yderste.
En storslået naturoplevelse venter i dagens afsnit af "Landmand søger kærlighed", når Kasper inviterer de fire kvinder på en sejltur ud for Møns Klint set fra den smukke sydside.
Men begejstringen er ikke helt lige stor hos alle. Grethe må blive på land, og Sofie lægger ikke skjul på, at hun føler sig presset over situationen.
Artiklen fortsæter under videoen:
Alligevel vælger hun bogstaveligt talt at kaste sig ud på dybt vand. Til HER&NU fortæller hun ærligt om den svære oplevelse.
– Jeg har det generelt meget, meget skidt med ting, der gynger under mine fødder. Det er sådan panikangst, jeg bliver ramt af. Jeg reagerer irrationelt, og man kan også se, at da jeg får at vide, at vi skal ud at sejle, der tørrer jeg øjnene med det samme, forklarer 34-årige Sofie, som får overfladisk vejrtrækning og hjertebanken på båden.
– Jeg får tårer i øjnene med det samme, hvilket er en reaktion jeg ikke kan kontrollere, tilføjer hun.
Sofie vidste på forhånd, at turen ville blive grænseoverskridende. Hun har altid haft svært ved at sejle og oplever det samme ubehag i turistbusser, hvor hun føler, det gynger, men det at sejle er uden tvivl det værste.
Alligevel besluttede hun sig for at tage med, og det var ikke for Kasper eller tv-holdets skyld, men udelukkende for sin egen.
– Vi kommer i læ for klinten, og der bliver det bedre. Men i starten da vi forlader havnen, får jeg en følelse af, at jeg nærmest ikke er til stede i min egen krop. Jeg får en tanke om, at jeg ikke skal være her, og derfor rejser jeg mig også op i båden, men jeg kan jo ikke komme væk, siger Sofie.
En personlig sejr
På trods af den hårde begyndelse ender turen med at give Sofie en helt ny oplevelse af sig selv.
– Det er første gang, jeg er på en sejltur, hvor det ender med at være en succes, så det var virkelig en personlig sejr for mig, siger Sofie.
Hun sender samtidig en varm tak til de andre i båden.
– Både produktionen, de andre piger og Kasper er så gode til at støtte mig. Kasper lægger også hånden på min skulder og beroliger mig. Måske smitter hans rolige energi af på mig, men det er den eneste sejltur, hvor jeg har kunnet formå at finde roen i mig selv, siger Sofie.
Faktisk gav oplevelsen hende mod på at prøve igen.
– Efterfølgende har jeg prøvet, om jeg kunne booke en tur på samme båd, men den dag hvor jeg kunne, var der ikke plads, for ellers ville jeg overraske min mor i anledning af hendes fødselsdag, for netop den sejltur forbi klinten, har hun altid ønsket sig, og den gaveoplevelse ville hun ikke se komme fra netop mig. Den ved hun nu at hun har tilgode. Men jeg tror, jeg skal øve mig på den båd, griner hun.