Buller er bulende forelsket: Tager kæresten bagpå
Efter "Hotel Romantik har Verner Buhl fundet kærligheden.
Efter ”Hotel Romantik” besøgte Buller Henriette i Ebeltoft, og Henriette besøgte Buller i Vejle, men det kildede ikke i maven på Buller.
Artiklen fortsætter under videoen:
Til gengæld fik Buller en besked allerede efter, at første episode af ”Hotel Romantik” løb over skærmen, hvor der stod: ”Jeg er dit match”.
– Det sagde bare ”bang” for os begge to første gang, vi mødtes. Hun bor kun en halv times kørsel fra mig. Hendes børn havde også sagt til hende: ”Ham der Buller, han er lige din type”, og der havde vi allerede lavet en aftale. Vi så resten af ”Hotel Romantik” sammen, så hun fik en forståelse af, hvad jeg havde været med i, fortæller Verner Buhl, 67, som fik kælenavnet Buller som en kombination af hans efternavn og lyden fra en buldrende Harley Davidson-motorcykel.
Artiklen fortsætter under billedet:
Buller er tidligere udsendt FN- og Nato-soldat, brandmand og sluttede som vicevært, inden han gik på pension. Han kører i en motorcykelklub for veteraner, og ligesom han på ”Hotel Romantik” var meget åben om, at han har ADHD, så fortæller han også, at han har PTSD fra sin tid som brandmand, og det er der plads til i motorcykelklubben.
– Vi tager hensyn til hinanden, og her er der plads til at være sig selv. Vi har alle sammen udfordringer, og ingen er mærkelige.
Buller kørte galt i en ulykke på motorcyklen for et par år siden og fik beskadiget sin højre arm og skulder ret voldsomt. En ulykke, han stadig har mén af.
– De sagde til mig på hospitalet dengang, at jeg aldrig kom til at sidde på en motorcykel igen. Men jeg er stædig, så selvfølgelig gør jeg det. Og i stedet for min Yamaha, så har jeg købt Indian-motorcyklen, som ligger meget stabilt på vejen, og skal jeg køre langt, så sætter jeg den bare på ”autocruiser”.
– For mig er det en kæmpe frihed at køre på motorcykel, at kunne dufte rapsmarkerne med vinden i ansigtet. Man ser og oplever naturen og vejret på en helt anden måde, når man sidder på en motorcykel.
Artiklen fortsætter under billedet:
Hun tog initiativet
Buller er en meget social mand. Han vinterbader, går gerne til koncerter og har tidligere gået i singleklubber. Det, at opfange damernes signaler, var dog blevet lidt rustent, så derfor meldte han sig til ”Hotel Romantik”.
Men det blev i stedet en mørkhåret, jævnaldrende kvinde fra lokalområdet med egen virksomhed med samtaleterapi, der fik følelserne i kog i Buller.
– Da jeg så hende, kunne jeg bare mærke, at der skete noget. Det var vigtigt for mig, at hun tog initiativet. Det kan være svært at afkode, hvad kvinderne egentlig gerne vil. Jeg havde tidligere mødt en græsk kvinde, som jeg inviterede med hjem og tilbød hende, at hun kunne sove på mine døtres værelse. Men det tog hun som en afvisning, så vi nåede aldrig at blive kærester.
Artiklen fortsætter under billedet:
Bullers kæreste er en dame med masser af energi og spontanitet ligesom ham selv. Og så er hun eventyrlysten, så da Buller trak motorcyklen frem, så var hun klar.
Familiemæssigt klikker det også for Buller og kæresten. Buller har to døtre på 25 og 27 år, som studerer begge to, og kæresten har voksne børn og børnebørn.
– Mine piger har ikke mødt hende endnu, men jeg mødte hendes børn ret hurtigt. På vores første motorcykeltur kørte vi forbi hendes datter. Vi holdt udenfor og gassede lidt op. Datteren blev noget overrasket, da vi begge to tog hjelmene af, og hun så, at det var os to. Jeg synes måske, at det var lidt tidligt, men min kæreste siger, at vi skal leve i nuet, så det gør vi.
Artiklen fortsætter under billedet:
Buller og kæresten lagde allerede ferieplaner sammen på anden date.
– Vi holder ferie på en græsk sydhavsø, hvor vi skal sidde i solnedgangen og drikke champagne og nyde vores kærlighed. Min kæreste danser, så hun kan danse græsk zorba, og det skal jeg lære af hende. Og så skal vi sejle ud til en paradisø, så verden ligger åben for os.
Masser af løgne
Buller har oplevet flere usande historier om sig selv på nettet, og selvom han har været ude at fortælle, at han har fået en kæreste, så afholder det ikke tastatur-krigerne fra at skabe løgnehistorier om ”Hotel Romantik”-stjernen.
– Jeg blev ringet op af en dame fra en singleklub, jeg har været medlem af, som sagde,
at hun var ked af, at forholdet var gået i stykker. Inde på en falsk datingside, Daily News,
stod der ”Buller fra ”Hotel Romantik” og kæresten er gået fra hinanden” med et billede
af mig, der ser bekymret ud. Jeg ringede og
fortalte min kæreste det, så hun vidste det.
Men jeg tænker også på, at mine piger kan
høre de historier, uden at der er hold i det.
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.