Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby
Foto: Les Kaner

Interview med Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby

Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby om venskab, panikalder og Paprika Steen

Vi har talt med de tre sjove mænd fra "Klassefesten".

De kom ud fra teaterskolen, da der var stor fremgang i den danske filmbranche, så derfor kender vi Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus for at et hav af roller – ikke mindst som de tre venner i "Klassefesten". Også privat er de gode venner, og her deler de nogle af deres sjove minder med os.

1990 Øreringe, lækkert hår og paprika steen
Anders: – Vi gik på samme årgang på teaterskolen. Jeg gik i København. Nicolaj og Troels gik i Odense. Vi havde nogle træf et par gange om året, hvor vi mødtes med parallelårgangen over en weekend og bare festede igennem. Der lærte vi hinanden at kende. Jeg syntes, de virkede som nogle talentfulde fyre.
Nicolaj: – Jeg husker bare, du var ekstremt århusiansk, Troels.
Troels: – Ja, jeg talte meget århusiansk.
Nicolaj: – Det gik jo fuldstændig over efter et halvt år på teaterskolen.
Troels: – Det tog vist længere tid. Jeg fik hyppigt bank for det.
Nicolaj: – Nu er jeg pæn ved dig.
Anders: – Jeg kommer fra Kolding, og når jeg var på teaterskolen i København, sagde de: "Hold kæft, hvor taler du jysk, mand". Og når jeg så kom hjem til Kolding, sagde de: "Er du blevet sådan en rigtig københavner". Så jeg stod i ingenmandsland.
Troels: – Nicolaj og jeg hang meget ud sammen med en pige, der hedder Christiane Gjellerup Koch, på teaterskolen. Vi var sådan et trekløver, som de andre nok har syntes var lidt irriterende, for vi syntes, vi var lidt federe end de andre, haha. Vi havde den samme humor – og humor skaber virkelig bro mellem mennesker. Man er indforstået på den samme måde. Hvis man ikke er på samme frekvens humormæssigt, så er det altså svært.

Troels i posede bukser og spidse sko med Nicolaj og resten af holdet i teaterskolens afgangskatalog.

Nicolaj: – Jeg fandt vores afgangskatalog, og prøv at se Troels. Hvabehar? Handsome guy. Se lige nogle bukser. Og nogle spidse sko.
Troels: – Hvorfor er der ikke nogen af jer, der har været søde nok til at sige: "Troels, de bukser der..."?
Anders: – Jamen, Troels vi kiggede bare på dig og kunne ikke tænke andet end, guuuuud... du har noget lækkert hår. Det var det, vi snakkede om dengang.
Troels: – Lidt hår har jeg haft.
Nicolaj: – Da du kom ind på teaterskolen, havde du en hestehale.
Anders: – Vi havde også alle sammen øreringe. Men de røg på teaterskolen.
Troels: – Og min hestehale røg også.
Nicolaj: – Jeg havde mange smykker på min krop: Armlænker og en toøre i kobber fra 1929 i en kæde om halsen, som min farfar havde givet mig til at bringe held og lykke, da jeg skulle rejse rundt i USA efter 3.g. Men Paprika Steen, der gik nogle år over os, sagde en dag: "Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se på det der". Og så pillede hun den bare ud, og jeg tænkte, så, nu vælter det.
Troels: – Paprika kastede meget sin kærlighed på os i forhold til at skulle fortælle os, hvad der var rigtigt og forkert.

Anders: – Der sker så mange ting, når man starter på ­teaterskolen. Alle skuffer blev ligesom revet ud af en, så blev de tømt, og så skulle de fyldes op på en ny måde.
Troels: – Man går ind i det med lukkede øjne, for man aner ikke, hvad fanden det er. Man har bare en drøm om, at man gerne vil være skuespiller. Det første år tænkte jeg, fuck, jeg fatter nada af det her. Der gik lang tid, før jeg langsomt begyndte at finde mig til rette.
Anders: – Sådan tror jeg, vi havde det alle sammen.
Nicolaj: – På en måde har vi tre været enormt heldige, for vi kom ud fra teaterskolen på et tidspunkt, hvor der var et megastort opsving. Der kom en ny måde at lave tv-serier på som for eksempel "Taxa" med håndholdt kamera og en anden spillestil, og så rendte man ind i dogmefilmene, og folk begyndte at gå i biografen og se danske film. Det tænker jeg nogen gange tilbage på, for det er ­ikke helt ligegyldigt, hvor på vækstkurven man kommer ud, og det var et ret vildt tidspunkt lige der.

LÆS OGSÅ: Thomas Warberg: Bagstiv under Live fra Bremen

1993 Den evige nar
Anders: – Det her er jo vores yndlingsbillede.
Nicolaj: – Troels og jeg spillede "Helligtrekongersaften" på tredje år på teaterskolen, hvor jeg spillede narren, og den fik en over nakken med bjælder og alt muligt lort.
Anders: – Jeg var ovre og se det – det var fandeme sjovt. Troels og jeg spillede engang "Helligtrekongersaften" inde på Grønnegårds Teatret, og Nico blev faktisk også spurgt, om han ikke ville spille narren. Og så sagde han desværre nej.
Nicolaj: – Jeg tænkte, jeg har været der. Det er jo en fantastisk rolle, men jeg havde bare fået nok. På billedet ser man ikke halvdelen af de bjælder, jeg havde på. Jeg havde også bjælder på knæ og fødder. Så når jeg gik med det, ringede det – der var jo bjælder overalt. Det var bare bjælde-bjælde.
Anders: – Efterfølgende når vi har lavet et show, har vi prøvet at få Nico til at være nar. I "Shakespeares samlede værker" på Bellevue Teatret, fik vi også Nico til at spille nar.

Oppe imod Ellen Hillingsø i"Venner for livet" i 2002.

2002 Drengerøvstur til Portugal
Troels: – Nicolaj var blevet inviteret ind i tv-programmet "Venner for livet" i 2002, hvor han skulle tage sine to bedste venner med.
Nicolaj: – Og så slæbte jeg Anders og Troels med. Jeg var oppe imod Ellen Hillingsø. Og vi vandt 75.000 kr. til at rejse for, men vi kunne ikke finde ud af, hvor vi skulle rejse hen. Så vi kom først af sted i 2004. Vi endte med at vælge en destination...
Troels: – Som vi kunne have fået for 12.000, vil jeg gætte på.
Nicolaj: – Vi ville gerne leje en dyr bil, og vi ville gerne bo i nærheden af et kasino. Og så måtte der gerne være lidt pool og strand og sådan noget. Vi endte nede i nærheden af Estoril ved Lissabon og brændte nogle penge af der, og så rejste vi også med hver vores familie. Vi var nede på kasinoet hver aften – den første aften vandt vi, men det endte vist med at blive en stor underskudsforretning. Den bil, vi lejede, kørte vi over til hotellet, og så brugte vi den nærmest ikke i de syv dage, for vi var ikke i stand til at køre bil.

Nicolaj og Anders øver sig i at spille blackjack med peanuts.

Anders: – Jeg kan huske, vi gik forbi en grotte, som faktisk var lidt uhyggelig. Nico gik forrest derind, og jeg bagefter. Så råbte jeg "Horatio" på sådan en klassisk Shakespeare-agtig måde, og Nico blev så forskrækket, at han vendte sig om, tog fat i mig og kastede mig ind i grotten for at slippe for det uhyggelige, der kom derindefra. Og vi snakker om best friends!
Troels: – Best friends forever, haha.
Anders: – Han blev bare forskrækket. Det var fandeme også uhyggeligt.

To gode turister i Portugal i 2004.

Troels: – Vi nåede meget.
Anders: – Vi var godt nok også trætte, da vi kom hjem.
Nicolaj: – Det var, som om vi havde været hensat til en anden planet. Vi fik hurtigt vendt op og ned på døgnet. Eller det vil sige Troels og Anders stod senere op end jeg – de er mere B-mennesker, end jeg er. Vi blev jo mere eller mindre sindssyge på den tur.
Troels: – Vi var på ferie, ik! Vi gav den gas, havde det sjovt og lå i sprut.
Nicolaj: – Vi har senere talt om, at vi for 75.000 kunne være kommet på krydstogt eller alle mulige vilde steder. Så det var et absurd valg.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

Anders bliver drillet med sin højdeskræk.

2004 Højdeskræk og klaustrofobi
Troels: – Det her er et meget stærkt billede. Vi er ude og være gode turister i Portugal og skal finde en eller anden seværdighed. Vi havner oppe på et slot i nogle bjerge, og der er langt ned. Anders har så åbenbart en højdeskræk, som var lidt mere udtalt, end vi vidste, haha.
Anders: – De blev ved med at stå og sige: "Eeej, det er sindssygt flot. Sindssygt flot".
Troels: – Da vi kigger på Anders, klæber han sig som en edderkop op ad muren. Helt angst. Og da vi kigger på ham, bliver han lidt blufærdig. Og så siger han: "For helvede! Så tag et billede!". Og det, han mener, er, lad være med at kigge på mig, tag et billede af udsigten. Det her var så det resultat, der kom ud af det. Jeg er faktisk utrolig glad for, at det blev til noget, haha.
Anders: – Jeg bryder mig simpelthen ikke om højder. Tænk nu, hvis det lige brasede sammen.
Troels: – Har du det stadigvæk, for jeg havde det engang, men det fortog sig?
Anders: – Det har ikke fortaget sig på nogen måde. Jeg kan kæmpe mig til det og komme højt op. Men så skal jeg tage det ad nogle gange. Det lykkedes mig da på "Frankenstein" inde på Det Kongelige at springe fem meter ned på en madras, hvor jeg startede med at springe fra bordet ned på en madras på gulvet. Det tog to måneder. Men jeg skulle ikke stå deroppe og tænke, hvad nu hvis mit hoved rammer scenekanten... Men jeg var faktisk også ret imponeret over, jeg kunne det.
Nicolaj: – Hvis jeg har nogen form for fobi, er det klaustrofobi. Jeg er ikke så pjattet med at køre i elevator alene. Jeg kan sagtens køre i elevator med andre, så har jeg nogen at sludre med, hvis nu den skulle gå i stå. Jeg havde en overnatning på Bella Sky med min kone, hvor vi boede på 22. etage, og så havde hun glemt noget nede i bilen og spurgte, om jeg ikke ville gå ned og hente det. Og så tænkte jeg, at det ville da også være uromantisk, hvis jeg sagde nej. Så gik jeg ud og tænkte, at jeg bare ikke skulle tage den elevator alene. Det er intet problem at gå 22. etager ned, men jeg var jo også nødt til at gå op igen. Det tog lang tid. Jeg syrede helt til i benene.

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

2010 På arbejde sammen første gang
Anders: – Der gik faktisk nogle år, før vi begyndte at spille sammen alle tre på samme tid. Vi blev spurgt, om vi kunne tænke os at lave "Panik" på Bellevue Teatret om tre mænd i panikalderen. Vi havde gået og snakket om, at det kunne da være sjovt at lave et show sammen på et tidspunkt, men vi havde ikke rigtigt modet til det. Efter "Panik" tænkte vi, okay nu springer vi ud i det, nu skriver vi vores eget show. Vi blev senere spurgt, om vi havde lyst til at skrive "Klassefesten", og der sagde vi, at vi gerne ville være med på sidelinjen, men at vi ikke ville skrive sammen, for der havde vi lige siddet nede i et kælderkontor og skrevet "Tre lede stjerner".

"Tre lede stjerner" på Bellevue Teatret.

Troels: – Vi var meget ærlige over for hinanden der.
Anders: – Det var også det, der gjorde det så hårdt. Vi var næsten også for hårde over for hinanden, var vi ikke det?
Troels: – Jeg tror, vi havde regnet med, det skulle være sjovt, men det var en smertelig erkendelse, at det at være sjov på ­kommando faktisk er noget af det sværeste. Vi pitchede ideer til hinanden, og de andre forstod dem ikke, og det faldt håbløst til jorden. Det var en hård proces. Det vi egentlig var gode til – at holde sammen og grine sammen privat – kunne vi pludselig ikke helt finde fodslag i.
Anders: – Jeg ved ikke hvad fanden, der skete lige der. Jeg tror også, vi var stressede. Vi blev også bare hver især meget fokuseret inde i hovedet, når vi skulle finde på en ide, og glemte at lytte til de andre.
Troels: – Jeg tror, at der er mange andre komikergrupper, der kan nikke genkendende til frustrationerne.
Nicolaj: – Jeg kan godt lide, at du kalder os en komikergruppe.
Troels: – Vores fællesprojekt er jo et humoristisk projekt.
Nicolaj: – Men vi er jo ikke Linie 3, haha.
Anders: – Vi lærte i hvert fald sindssygt meget. Vi har fundet ud af, hvordan vi skal sige tingene til hinanden på en enormt ærlig og brugbar måde. Det synes jeg, vi er blevet sindssygt gode til. Da vi spillede "Tre lede stjerner" var det fuldstændig fantastisk – vi syntes nogle ting var federe end andre – men vores måde at spille sammen på, har vi aldrig tvivlet på. Ellers var vi heller ikke gået ­videre med "Klassefesten". Det er helt 100.
Troels: – Vi troede bare, det var nemmere at være sjov.

2016 Tre mænd i panik
Anders: – Det er pissesjovt at få lov at lave "Klassefesten" hver andet-tredje år, og så bare mødes og fyre den af. Vi arbejder hårdt og tager det sindssygt seriøst.
Nicolaj: – Det sjove ved at lave de film er, at karaktererne er sat på spidsen, og de hjælper hinanden på godt og ondt, og det får dem nogle gange lidt for langt ud. Jeg kan nu godt se en knivspids af mig selv i dem alle sammen.
Troels: – Det kan jeg sådan set også. Jeg kan se mig selv i Niels' (Nicolajs karakter, red.) bekymringer om kropsforfald og det der med, at han kraftedme ikke se noget uden læsebriller længere.
Nicolaj: – Han tager sig selv så højtideligt. Han er oppe i røven på sig selv.
Anders: – Da Troels sagde, hvad han godt kunne genkende ved Niels, så kom du på banen med, at han er så oppe i røven på sig selv?
Nicolaj: – Haha, men det er vi jo alle sammen. Det, der er meget skønt ved de tre mænd, er, at der er nogle identifikationspunkter ved dem for andre mænd også. Da vi lavede "Panik", blev vi spurgt, om vi selv var i panikalder. Jeg kunne på ingen måde genkende det. Jeg var ikke der i mit liv overhovedet. Men jeg vil så ­sige, at i de senere år har jeg tænkt mere over, at hvis man kigger sådan helt koldt og matematisk på det, så er jeg halvvejs i mit liv – og det er jo ikke den bedste halvdel, jeg har tilbage. Formentlig. Og så kommer der en trang til at opleve sig selv – jeg er for eksempel begyndt at spille golf, hvilket jeg i øvrigt får at høre – sammen med min vinterbadning – går hånd i hånd med at være i panik.
Troels: – Jeg er begyndt at cykle. Det er fandeme også panik.
Nicolaj: – Ja, det er også ret middle age... Jeg sagde til min kone her forleden dag, at jeg syntes vi skulle sælge Audi'en og skifte den ud med en Cabriolet, og så sagde hun: "Det gør du bare ikke".
Anders: – Haha, så kan du komme kørende der i helt, helt stramme bukser.
Nicolaj: – Det er en mærkelig fornemmelse at skulle høre sig selv tale om, at det giver et virkelig dejligt sus at gå ned og vinterbade og om livskvaliteten ved at gå 18 huller og bruge fire ­timer ude i naturen og spise gammel ost og mørk chokolade.

En pause under optagelserne på "Klassefesten 3: Dåben".

Troels: – Jeg synes, man er meget hård ved mænd. Man ­kalder det en midtvejskrise, men det handler jo også om, at hvis ungerne er ved at være store, skal man finde et eller andet at bruge sin tid på. Hvorfor ikke vinterbadning? Det havde du bare ikke lyst og tid til, da du skulle op klokken 6 og køre børnene i ­børnehave. Og så kalder man det en midtvejskrise. At blive bevidst om døden, er da dybest set enormt sympatisk. Der kommer en tone ind i ens liv om, at vi sgu ikke lever forever. Som ung tror man, man kan alt, men jeg tror, man bliver mere empatisk med alderen. Unge mennesker vil det bedste, men jeg tror ikke altid, at de ser tingene lige så tydeligt, som vi gør, når vi kommer op i den her alder. Og det er, fordi vi fornemmer døden på en anden måde.
Anders: – Man bliver mere empatisk med alderen.
Nicolaj: – Jeg synes faktisk, at man bliver bedre til at tænke, nå, jeg er, som jeg er, og det kan der ikke rigtigt laves om på – man forliger sig med de fejl, man har. Jeg gør meget ud af at ­pointere over for mine børn, at det fandeme gælder om at gå ud og lave nogle fejl og lære af dem. Kvaj jer, grin af jer selv, og lad være med at være så bange for ikke at være perfekte. Det er dejligt at kunne grine af sig selv – og det kan drengene i "Klassefesten" ikke. 

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: “Det har været benhårdt at holde facaden”

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen: “Jeg er engang blevet nomineret til årets gay icon, på trods af at jeg ikke er lesbisk”

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”

De tre sjove hoveder

Anders W. Berthelsen, 46
Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1994. Har bl.a. medvirket i "Krøniken", "Taxa og "Mifunes sidste sang". Gift med produktionsleder Christina Pind Rasmussen. Sammen har de datteren Vigga, 8.

Nicolaj Kopernikus, 49
Uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1994. Er bl.a. kendt for "Forbrydelsen" og "Bænken". Danner par med instruktør og koreograf Birgitte Næss-Schmidt. Sammen har de børnene Mollie, 18, Roberta, 15, og Louis, 9.

Troels Lyby, 49
Uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1994. Har bl.a. spillet med i "Okay" og "En kort en lang". Kæreste med skuespiller Cecilie Stenspil og har to voksne børn fra et tidligere forhold.

"Klassefesten 3: Dåben"

Vennerne Andreas (Anders W. Berthelsen), Niels (Nicolaj Kopernikus) og Thomas (Troels Lyby) er tilbage. Andreas er stadig bitter over sin skilsmisse. Ekskonen Hanne (Therese Glahn) har fået barn med sin nye mand, og Andreas har modvilligt sagt ja til at være gudfar. Han er nødt til at have en kæreste med til dåben, så Niels og Thomas hjælper ham med at finde kærligheden på en singlehøjskole.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview