Bille August havde et svært forhold til sin far.
Foto: Les Kaner Bille August havde et svært forhold til sin far.

Bille August om sin fars død: Det var en lettelse

Filmaktuelle Bille August havde et voldsomt problematisk forhold til sin far, hvis død var en lettelse. Det fortæller den 66-årige instruktør og far til otte i et interview med ALT for damerne.

Lige nu høster han masser af anmelderros for sin film 'Stille hjerte'. Den omhandler det svære emne aktiv dødshjælp, og vi har tidligere skrevet om den, som en af de film i 2014 du absolut ikke må gå glip af. Interviewet handler især om Bille Augusts komplicerede forhold til sin far, hvilket han naturligvis ikke er alene om at have, som tre kendte kvinders brev til deres far tidligere på året gjorde klart.

Bille August fik aldrig sagt farvel til sin mor. Hun døde, da han var ni år gammel. Af kræft. Forinden var hun indlagt på Gentofte Amtssygehus i over et år, hvor faren havde forbudt Bille og hans storesøster at komme på besøg. Dagen efter hendes død sagde han, "det hjælper ikke at tænke på de døde, så I må aldrig mere nævne hendes navn". Og så blev alle fotografier med moren hevet ud af fotoalbummene hjemme i boligen i Lyngby.

– Tilmed giftede min far sig kort efter min mors død med en kvinde, der absolut ikke havde forstand på børn eller børne-opdragelse. Det blev et meget disharmonisk og konstrueret
familieliv.

Disharmonisk barndom
Netop den disharmoniske barndom er en helt afgørende grund til, mener han selv, at han som filminstruktør er så optaget af de afhængighedsforhold, kærlighedsrelationer, mærkelige bindinger og underlige konstruktioner, der opstår i en familie.

– Udadtil skal en familie helst være både harmonisk og velfungerende, men på grund af alle de her mærkelige bindinger og frem for alt følelser, så bliver det nogle underlige konstruktioner, som ofte skaber en del spændinger og konflikter.

Og familietemaet går da også igen i hans nye film "Stille hjerte", hvor en familie samles hen over en weekend for netop at tage afsked med moren, der har truffet den kontroversielle beslutning selv at afslutte livet, inden hendes fremskredne sclerose tager endeligt over.

– Det er jo i familien, vi bliver formet som mennesker. Det er vist sådan, at 70 procent af det, man lærer, lærer man, indtil man er 5 år. Så man bliver utvivlsomt formet og påvirket af de relationer, man er iblandt som barn.

Søster tog over for moren
I Billes tilfælde blev det den halvandet år ældre søster, der tog sig af ham i morens fravær. De to blev meget tætte.

– Min søster var en pige, alle på vejen beundrede og så op til, fordi hun var så modig og selvstændig.

Men da farens nye kvinde trådte ind i deres liv, lykkedes det hende at bryde deres tætte alliance.

– Hun ønskede tydeligvis at separere os, så hun tog min søster under sine vinger. Og fra at have været denne her tapre, udadvendte pige blev hun fuldstændig introvert og sad bare derhjemme og broderede. Det var frygteligt. Det var selvfølgelig en form for magtudøvelse fra min fars nye kones side. Jeg tror ikke, at hun gjorde det af ondskab, men bare som et udtryk for, hvordan kvinder og piger i hendes øjne burde opføre sig.

– Min far havde selvfølgelig haft et forhold til denne her kvinde, mens min mor var syg. Det stod ret klart. Men jeg tror, at han indbildte sig, at det ville være godt for min søster og mig med en erstatningsmor, som kunne være sammen med os – også fordi han ikke formåede det selv. Han arbejdede meget. Min far var det, der hedder eksperimentalpsykolog, som hovedsageligt havde med hypnose at gøre. Men hans indsigt i psykologien omkring børn var ikke imponerende.

Når man hører Bille Augusts barndomserindringer, kan man godt få den tanke, at store kunstnere skabes ud af en traumatisk opstart i livet. Er det også sådan, han selv ser på det?

– Som barn skabte jeg historier, lavede dukkespil og små teaterforestillinger, skrev fortællinger, tegneserier og levede med mine fantasifigurer, hvilket hjalp mig ud af det indre kaos, jeg befandt mig i. I mit voksne liv har jeg formået at raffinere den proces, kan man sige.

– Jeg mener ikke, at det nødvendigvis er afgørende for en kunstner i skabelsesprocessen at have været inde i de mørkeste rum i sin barndom. Der findes store kunstnere, som begejstret fortæller om deres lykkelige barndom. Men ikke desto mindre vil jeg mene, at det hjælper én også at kunne spille på de mørkeste toner, når man skaber. At man har været der. Ved hvordan der ser ud. Og at man kender klangen, dunkelheden, de dybeste facetter.

Tyrannisk far
Da Bille August kom i puberteten, opstod et kæmpe behov for selvstændighed. Og for at løsrive sig fra farens jerngreb. Helt bogstaveligt.

– Jeg husker, engang jeg kom hjem fra en fest – jeg var 16 år og havde drukket tre øl, så det var ret så uskyldigt, men min far var ikke gået i seng, han sad og ventede på mig ude i hallen. Da jeg kom ind, gik han hen og tog fat i mig og skulle til at slå mig, men så tog jeg fat i ham – lige så hårdt – og der kunne han mærke, at jeg var blevet stærkere. Det rystede ham tydeligvis. Efter den dag rørte han mig aldrig mere.

– Det var selvfølgelig også en generationsting. Hele teenagekulturen opstod jo i den periode, så jeg tror bare, jeg red med på den bølge, der handlede om frigørelse og identitet. Alt det kom meget belejligt ind i mit liv. Jeg blev aldrig hverken flipper eller hippie, men strømningerne var vigtige – også for mig og for min udvikling.

Faren havde ikke øje for sin søns sensitive og kunstneriske natur. Han besluttede, at Bille skulle være arkitekt, og tog ham ud af skolen som 15-årig for at sætte ham i lære – først som bygningsmaler.

– Det var totalt tåbeligt. Ikke håndværket som sådan, men miljøet var råt og brutalt. Mange af malersvendene var mere eller mindre alkoholiserede. De var så primitive. Jeg ville jo noget helt andet med mit liv, så jeg begyndte at skulke. Jeg lod, som om jeg skulle på arbejde, men i stedet gik jeg ud og fotograferede, det var blevet min store passion, så inden jeg kom hjem, iførte jeg mig malertøjet igen og stænkede mig med et par malerklatter. På det tidspunkt havde jeg en kæreste, hvis far var læge og kunne forsyne mig med lægeerklæringer. Men en dag blev jeg så igen mødt af min far i hallen, da jeg kom hjem. Min mester havde ringet til ham, fordi jeg havde været væk i to måneder. Han havde spurgt, om det var alvorligt med mig, og om der var noget, de kunne gøre inde i firmaet. Jeg tilstod straks og sagde, at jeg ikke ville mere.

Enorm følelse af frihed ved farens død
Bille var til gengæld stærkt fascineret af tidens store stillbilledefotografer – Richard Avedon og Robert Bresson, som dyrkede street photography – og søgte derfor ind på en af tidens førende kunstfotoskoler, Christer Strömholms Fotoskola, i Stockholm. For egen regning. For eftersom han ikke fulgte farens plan, ønskede faren nemlig ikke at støtte studierne økonomisk.

– Jeg bestod ikke optagelsesprøven, men jeg ringede hjem til min far og sagde, at jeg var kommet ind. Den sejr skulle han ikke have. Næste dag tog jeg op til rektor Christer Strömholm og sagde, at "det her er livsafgørende for mig – kan du ikke bare slippe mig ind?". Allernådigst blev jeg sluset ind – med besked om, at han ville holde skarpt øje med mig. Det blev mit livs vendepunkt.

Bille Augusts far døde for 30 år siden. I Billes voksne liv havde de kun, hvad han betegner som "høflighedskontakt".

– Mærkeligt nok fik jeg aldrig noget behov for forsoning. Og hvad der stadig skræmmer mig: Da han døde, var det en stor lettelse. En enorm følelse af frihed.

Forældre-børn-relation går igen i film
Igennem Bille Augusts lange og imponerende filmkarriere har relationen mellem børn og forældre flere gange været omdrejningspunktet i hans værker.

– "Pelle Erobreren" skildrer jo præcis et far-søn-forhold. Det er en kærlighedshistorie, hvor faren er så utroligt kærlighedsfuld over for sin søn. Betingelsesløs kærlighed. Og man ser, hvordan Pelle suger til sig af den næring, der findes i farens kærlighed, og bliver denne her erobrer. For mig var det nok også en måde at skildre på, hvordan det kunne have været.

– På samme måde er "Stille Hjerte" en kærlighedshistorie. Dels om de to voksne døtres kærlighed til deres mor og deres savn og forvirring over, hvordan de skal tage afsked med et menneske, de elsker så højt. Men også om kærlighed i et ægteskab, hvor man ser, hvordan manden af kærlighed og medmenneskelighed beslutter sig for at hjælpe sin kone til at afslutte livet på en værdig måde.

– Jeg synes, det er en smuk historie og et vigtigt emne at tage op. Filmen handler jo netop om denne her families sidste weekend og den nedtælling, der er i gang, som giver en akavet og spændt stemning. Ingen ved rigtigt, hvordan de skal opføre sig, og hvad de kan tillade sig at sige og ikke sige. Men i sidste ende handler det om at respektere morens beslutning om at afslutte livet med værdighed. Faktum er jo, at vi har tilkæmpet os retten til at bestemme over vores eget liv, men vi bestemmer ikke over, hvordan vi skal afslutte det. Lægevidenskaben har heldigvis udviklet sig på en måde, så man kan kurere sygdomme og leve længere, men der er visse situationer, hvor jeg synes, at vi i samfundet skal diskutere, hvorvidt en person ikke skulle få lov til at afslutte livet på en værdig måde.

– Sygdom og død er ikke noget, vi rigtigt bryder os om at beskæftige os med i vores del af verden. Jeg har også selv en frygtelig berøringsangst over for døden. Heldigvis er vi mennesker udstyret på en sådan måde, at vi ikke tænker på eller kan forestille os, hvordan, hvor og hvornår det vil ske. Jeg tror, det er en slags beskyttelsesmekanisme. Livet ville være uudholdeligt, hvis man hele tiden skulle gå og tænke på, at man skulle dø.

Tanken om døden er rædselsfuld
– Jeg har altid haft en forhåbning om, at jeg vil dø mæt af dage med en følelse af, at jeg har haft et godt liv og fået en masse vidunderlige børn og været lykkeligt gift, og at jeg har kunnet gennemføre alle de projekter, jeg ville. At jeg dør forløst. Men jo mere jeg tænker på døden, jo mere rædselsfuld synes jeg, tanken om den er. Alt andet lige synes jeg, livet er fantastisk. Hver morgen, når jeg vågner op, elsker jeg dagen og det, der skal komme. Og mit liv er meget privilegeret. Jeg har et arbejde, som ikke engang føles som et arbejde, men som jo bare er min store hobby og lidenskab. Jeg kan stort set få lov at lave de ting, jeg vil. Og så har jeg otte vidunderlige børn, som fungerer fantastisk godt og er selvstændige og harmoniske. Og en vidunderlig kone. Livet er godt for mig, så tanken om, at det skal slutte, kan jeg overhovedet ikke forholde mig til.

Men skulle enten han eller hans hustru, skuespilleren Sara-Marie Maltha, blive ramt af en sygdom, der pludselig gjorde livet uværdigt, har de aftalt, at de må hjælpe hinanden, så livet alligevel ender på en værdig måde.

– Det er umuligt at forestille sig, at livet skal slutte, men også at man skulle komme i en situation, hvor man skulle bede nogen om hjælp til at afslutte det. Tage beslutningen frem for alt. Det er jo en beslutning, der ligger helt uden for vores fatteevne.

At miste sin mor så tidligt – og på den måde – skabte selvfølgelig en masse sorg, som var ualmindeligt svær for Bille August at bearbejde.

– Det er kommet til udtryk senere i mit liv, hvor jeg har haft separationsangst. Og det har jeg så bearbejdet og gået til psykolog med for at komme videre i mit liv. Det ligger mange år tilbage nu, men dengang kunne jeg pludselig blive panisk, når nogen eller noget var ved at forsvinde fra mig eller forlade mig. Så fik jeg voldsomme anfald af separationsangst.

– I det hele taget har jeg tænkt rigtigt meget over det med min baggrund og barndom – også i forhold til, at det selvfølgelig er noget, jeg ikke har villet udsætte mine egne børn for. Jeg har gjort mig meget umage for, at de skal udvikle sig så selvstændigt som muligt og ikke være belastet af spøgelserne i mit liv.

Har børn fra halvandet til 46 år
Bille Augusts otte børn spænder fra halvandet til 46 år. Han var bare 19, da der kom brev fra de svenske myndigheder om, at han skulle møde op til en faderskabstest. Den var god nok. Den unge pige, Bille havde føjtet rundt med, mens han boede i Stockholm og udlevede sine fotodrømme, havde ikke været sammen med andre.

– Men jeg var jo selv et stort barn og så umoden.

Melina, som det fine resultat af de to unge menneskers møde hedder, voksede op i Sverige og Danmark og snublede pludselig over sin fars navn, da han begyndte at lave film. Hun ville gerne møde ham, så der blev arrangeret et møde hos nogle af hendes mors bekendte i en villa på Amager.

– Jeg husker lige så tydeligt, at jeg trådte ind i det her hjem, hvor der pludselig, foran mig i sofaen, sad en yndig, vidunderlig pige på 14 år og ventede på mig. Jeg blev så rørt, at jeg var nødt til at gå ud på toilettet, hvor jeg så bare stod og græd.

– Så ja, min ældste datter er ældre end Sara-Marie – det har vi grinet meget af!

Efter mødet holdt de kontakten, og i dag ses Bille med sine voksne børn så ofte, det er muligt. Enten til spisning i den pompøse villa ved Hellerup Havn eller på en café inde i byen.

Bøjet over puslebordet igen
Og nu står han så bøjet over puslebordet igen-igen – i en alder af 66 år. Han er helt bevidst om, at han ikke kan kalde sig "ung" længere, så han og konen gjorde sig mange tanker i forhold til, hvorvidt det nu var en rigtig beslutning at få endnu et barn.

– Samtidig følte vi også, at vi virkelig havde lyst til det. Og altså – jeg er i god form, og vi har et godt liv og økonomien og omstændighederne til at gøre det. Samtidig indser jeg jo også, at jeg næppe vil komme til at se Ayas børn blive voksne. Sådan må det være. Men jeg er fuldstændig sikker på, at vi kan give hende et rigtigt godt og trygt liv.

– Ja... jeg ved ikke, hvorfor jeg har så mange børn. Men jeg elsker børn. Jeg er stolt af mine børn. Stolt af, at de har det godt, og at jeg på den måde er lykkedes. Og alle børn har været ønskebørn. Bortset fra den første naturligvis, som mere var en tilfældighed. De andre er sat i verden, fordi vi har troet på det. At det så er gået anderledes, er jo en anden historie.

Og præcis de historier – om forliste ægteskaber – har Bille August tre af bag sig. Men i alle tre tilfælde synes han, at de har været enige om at prioritere hensynet til børnene.

– Det skylder man børnene, når man som voksne når frem til et punkt i livet, hvor man føler, at man er gledet fra hinanden. Man må sætte sig ud over sig selv. Og der tror jeg, at det har været godt, at ingen af skilsmisserne er sket på grund af utroskab. Der har ikke været bitterhed eller forsmåethed. Selvfølgelig ønsker børn altid, at forældrene skal blive sammen for altid, men jeg synes hver gang, vi har tacklet det på en måde, hvor de har kunnet acceptere det som den efter omstændighederne bedste løsning.

Bedre far i dag
Bille August synes også, at han med tiden er blevet en bedre far.

– Da jeg var ung, havde jeg travlt med at realisere mig selv. Jeg var så ambitiøs, og mange gange skete det på bekostning af, at jeg burde være mere hjemme og en bedre far. Med årene har jeg fundet en god måde at disponere arbejde og fritid på. Prioritere og sige: "nu går det løs i de her måneder, og så skal I ikke forvente så meget af mig, for jeg bliver nødt til at fokusere på det, jeg skal lave" – og så til gengæld virkelig være nærværende, når jeg ikke arbejder. Det har jeg lært.

– Sara-Marie og jeg har lavet en aftale om, at der aldrig må være mere end 14 dages fravær. Før i tiden kunne jeg godt tage væk i flere måneder, hvor jeg ikke så familien. Nu har jeg indskrevet i min kontrakt, at familien skal med. Og så tager vi en lærer med, så børnene kan få undervisning undervejs. Det er vigtigt, at adskillelsen ikke er der. Derudover er det jo en kæmpe gave for børnene at have en dagligdag midt i en anden kultur.

Og noget tyder på, at farens fiktive universer smitter af på hans børn. Anders på 36 er en etableret manuskriptforfatter, og Asta og Alba, som han har med svenske Pernilla August, går på teaterskole i hhv. Aarhus og København. Adam på 30 er så småt begyndt at instruere kortfilm. Men for Bille er det vigtige ikke, hvad de laver – men om de laver det, de godt kan lide. At de bliver forløst som mennesker.

– Jeg har virkelig prøvet at se dem som selvstændige individer og forsøgt at styrke det unikke i deres personligheder, så de ikke ender som nogle egotrippere, som skal bruge resten af deres liv på at blive bekræftet. Det har jeg dels lært af min egen barndom, men også når jeg har beskæftiget mig med de her fiktive historier og filmiske familiedramaer. Det har filmene i høj grad været med til at hjælpe mig til at forstå.


LÆS OGSÅ: Helle Fagralid: Det er min største sorg

LÆS OGSÅ: Liv Corfixen: "Vi var der, hvor spørgsmålet var: Klarer vi den, eller klarer vi den ikke?"

LÆS OGSÅ: Voldsomme indspilninger til "Kvinden der forsvandt" gjorde skuespiller syg

Bille August, 66 år.

Gift med skuespilleren Sara-Marie Maltha, med hvem han har tre børn: Albert, 11, Amaryllis, 9, og Aya på halvandet år. Familien bor i Hellerup. Derudover har han fem børn fra tidligere
forhold: Melina på 46, Anders på 36, Adam, 30 år, Asta på 23 og
Alba på 21 år.

Filminstruktør på bl.a. "Zappa" (1983), "Pelle Erobreren" (1987), "Den gode vilje" (1991), "Åndernes hus" (1993), "Frøken Smillas fornemmelse for sne" (1997), "En sang for Martin" (2001) og "Maries valg" (2012). Han vandt en Oscar, De Gyldne Palmer og Golden Globes for "Pelle Erobreren" og De Gyldne Palmer for "Den gode vilje".

Aktuel med filmen "Stille Hjerte", som har bl.a. Ghita Nørby, Paprika Steen, Danica Curcic og Pilou Asbæk på rollelisten.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview