Min hustru er blevet kold og afvisende

Spørgsmål om forandret hustru

Jeg er en mand på 41 år, der lever sammen med min jævnaldrende hustru, som jeg har kendt i snart 18 år.

Vi har en fantastisk søn på fem år, som jeg elsker overalt på jorden. Vi har sidenhen forsøgt at få endnu et barn, men uden held. Det har været hårdt, især for min hustru, men selvfølgelig også for mig.

Sidste forår ændrede min kone sig fuldstændig, nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg måtte pludselig ikke kysse hende, give hende et kram eller røre ved hende. Hun blev humørskiftende og isolerer sig fortsat ofte på toilettet i timevis med sin telefon, fordi hun har brug for "alenetid." Vores sexliv er stendødt, og jeg tror kun, at jeg har set hende nøgen én gang det seneste halve år.

Jeg har naturligvis spurgt hende om, hvad der er galt, svaret lyder, at hun føler sig kvalt og ensom og synes, at det hele er kedeligt. Hun er også begyndt at trække sig fra vores barn, som hun ofte bliver irriteret på.

Jeg gør ellers, hvad jeg kan, for at nå hende. Jeg forkæler hende og roser hendes udseende. Jeg inviterer hende ud og henter Panodil, når hun er syg. Der kommer alligevel aldrig noget den anden vej. Hun stresser let, panikker over ingenting og husker dårligt. Hun siger, at hendes hovede ikke har fungeret siden fødslen af vores barn.

Det skal siges, at det altid har været mig, der står for det hele herhjemme. Jeg er og har altid været den, der handler ind, laver mad, laver madplan, tager mig af barnet, gør huset rent, vasker tøj, søger for forsikringer osv. Nu er jeg ved at knække. Jeg har tabt mig, jeg har mistet appetitten og sover elendigt. For jeg savner min hustru, savner at gå i seng med hende og bare holde hende i hånden. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at stille krav

Det kan godt tyde på, at din hustru lider af en depression af en slags, en depression, som hun dog for længst burde have taget hånd om. Det undrer mig, at hun som mor og hustru har valgt at trække sig fra jer i stedet for at få gjort noget ved de udfordringer, hun tydeligvis kæmper med. At hun ikke handler, har hun naturligvis selv et ansvar for, men du er med din servile ageren med til at trække pinen ud.

For lige nu, agerer du som en medafhængig til en misbruger: Du rydder op og laver mad, passer barn, tjener penge og sørger ad den vej for, at skuden trods alt holdes oppe. Det er ædelt gjort, og jeg forstår så sandelig godt, hvis du er ved at være udmattet, men ved at rydde hver en sten på vejen, så forhindrer du, at problemerne bliver løst.

For handles skal der, din hustru skal tvinges ud af den tilstand, som hun befinder sig i og selv tage ansvar for, at hun får det bedre. At hun ikke allerede har gjort det, det kan godt bekymre mig. For hendes adfærd overfor både dig og i sær jeres barn er ikke i orden, vi kan kun håbe på, at den er midlertidig og skyldes hendes sindstilstand.

Derfor vil jeg opfordre dig til at lægge både støveklud og nænsomhed på hylden. Savner du respekt og opmærksomhed fra din hustrus side, så får du det alligevel ikke ved at føje hendes luner, du får det tværtimod ved at stille krav og kræve handling. Gør derfor det, tving hende til i første omgang at kontakte sin læge. Hjælper det ikke, og fortsætter hun med at ekskludere dig og jeres barn fra sit liv, så ville jeg overveje min fremtid, hvis jeg var dig. For at leve med et så kronisk afvisende menneske er ikke sundt for dig og i særdeleshed ikke for jeres lille barn.