”Må man godt kysse sine børn så meget, som jeg kysser min søn?”

Kendte mennesker fortæller jævnligt ALT for damerne, om familieliv der braser sammen og om svære skilsmisser. Men det er sjældent, at vi hører så dramatisk en historie som Dar Salims. Han har taget et astronomisk spring – eller to faktisk. Først fra barndommens trøstesløse betonghetto med forældre, der blev slået i stykker af flugten fra Irak, til et luksusliv som pilot. Og siden fra velbjærget pilot på automatgear til skuespiller uden fast indkomst. Mød en mand, der vil have noget på spil hver eneste dag.

Udgangspunkt

– Udgangspunktet vil jeg kalde kaotisk og måske ensomt. Som seksårig kom jeg med mine forældre til Danmark fra Irak. Mine forældre tilhører en generation, som har tabt i livet. Der er ikke noget, der rigtig er lykkedes for dem. De måtte forlade deres land, og i dag kalder vi bare den slags mennesker for flygtninge, men det er jo rigtige mennesker, som må forlade ALT, hvad de kender. Det er ret vanvittigt at tænke over i dag som voksen, særligt når man selv har et barn. Familien blev splittet fuldstændigt op, og det fungerede ikke rigtig for dem her i Danmark. Mit barndomshjem var præget af mange problemer. Det er svært at komme til et andet land, for man kan ikke sproget, man mangler de sociale kompetencer, og man forstår ikke, hvad der foregår for ens børn i skolen. Jeg husker det som en ret mørk tid. En tid, hvor jeg lukkede mig meget inde i mig selv og blev en betragter af verden i stedet for at deltage i den.

– Vi forlod Irak, da jeg var et år gammel, så det var en lang flugt, før vi endte i Danmark. Jeg kan ikke rigtig huske så meget, det er meget fragmenteret og ikke behageligt at tænke på, men vi boede i lande som Syrien og Bulgarien i løbet af de år. Jeg har da haft lyst til at rejse tilbage til Irak flere gange, men det er et land, som har en meget, meget tragisk nyere historie. Jeg har set billeder fra 70'erne, hvor mine forældre var kærester. Min far havde sådan nogle Elvis-bakkenbarter, min mor havde lårkort på, og de gik hånd i hånd. Det ville jo aldrig gå i dag. Det er et land, der er blevet smadret til ukendelighed. Jeg tror simpelthen, at det ville være for stor en følelsesmæssig oplevelse, og jeg kan ikke tage den på en uge eller to. Jeg ville være nødt til at tage nogle måneder ud af kalenderen for at gøre det, og den mulighed har ikke rigtig budt sig. Især ikke efter, jeg har fået en søn. Men det er stadig noget, jeg selvfølgelig skal en dag. Det skal bare være det rigtige tidspunkt, og helst et tidspunkt, hvor jeg kan tage min søn med.

Omdrejningspunkt

– I dag må det siges at være min dreng, han er jo helt klart blevet et anker for mig. Inden jeg fik ham, var jeg meget rastløs og på farten. Jeg har aldrig stået det samme sted i længere tid ad gangen, uanset om det var i et forhold, i et land eller i forbindelse med et arbejde. Især i min tidligere karriere som pilot, hvor jeg fløj verden rundt og boede i Spanien, England, Tyskland og Indien, var jeg på farten hele tiden. Men efter jeg har fået min søn, så skal jeg altid hjem. Jeg bor på Vesterbro, fordi min søn og hans mor bor på Vesterbro, og der er ikke noget, der er vigtigere end at skabe et godt liv for ham. Jeg kunne da godt have tænkt mig igen at bo i Tyskland, hvor det går rigtig godt med mit arbejde, eller måske flytte til LA, men hvad så, når man har været der en uge eller to og har "spist alle retterne"? Så vågner man op og har ikke sin søn, og så er det jo ligegyldigt.

– Jeg tror, at jeg er en sjov far. Og jeg er en meget fysisk far. Vi tumler utrolig meget. Min søn starter dagen med at hoppe oven på mig med al sin kraft og skubbe mig ud af sengen, og så er vi ellers i gang. Jeg kysser og krammer utrolig meget, og nogle gange tænker jeg, gad vide om det her er FOR meget? Må man godt kysse sine børn så meget, som jeg kysser min søn? Jeg forkæler ham også med oplevelser og den slags, han kommer nok i Tivoli og svømmehallen lidt mere end andre børn. Jeg tror også, jeg er sådan lidt gammeldags og har nogle regler, men det har jeg måske i virkeligheden ikke... Jeg er vist ikke så streng, som jeg tror, jeg er – og som jeg gerne vil være. Han slipper sgu af sted med mere, end jeg egentlig lige tror. Han "har" mig.

– Men jeg er ikke en af de der øko-spelt-fædre. Min søn og jeg er ikke lige. På den måde er jeg rimelig afklaret. Det er mig, der er den voksne, og det er ham, der er barn. Hvis han får nogle valgmuligheder, så er det begrænsede valgmuligheder, vi diskuterer ikke på lige fod. Jeg synes, det er synd for de børn, der skal tage stilling til alt muligt. Et barn kigger jo på dig, som om du er gud, fordi det tror, at du har svaret på alt, og så er det sgu bare om at have det svar så længe som muligt. En dag finder barnet jo ud af, at det er bullshit, og at man egentlig ikke ved så meget selv. Jeg tror, at barnet finder tryghed i, at der ikke er tvivl om, hvem der bestemmer.

– Jeg kunne blive ved med at tale om min dreng resten af dagen. Det er en skræmmende, skræmmende stærk kærlighed, den er helt uoverskuelig, når man først har mærket den. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden den. Jeg er blevet så blød. Se, jeg får tårer i øjnene nu bare af at tale om det! Jeg forstår ikke, at man kan elske et lille væsen så meget.

Lyspunkt

– Spanien har været ret definerende for mig på flere måder. Der har jeg haft rigtig gode oplevelser. Jeg voksede op i laveste sociale klasse i Hørgården på Amager i det her mærkelige, mørke land. Og da jeg flyttede hjemmefra, boede jeg i en beton-hybel, som var stillet til rådighed for sådan nogle unger som mig. Køkkenet manglede, fordi det var blevet stjålet, og naboerne var helt forfærdelige. Jeg tænkte, at der måtte være mere ude i verden, og derfor lykkedes det mig at komme til Mallorca på guideskole. Jeg var alene af sted med 17 piger, og på det tidspunkt havde jeg aldrig haft veninder, så mine sociale kompetencer var ikke helt i top. De piger, der var med, var ikke som den slags piger, der rendte rundt i Hørgården. Det var søde, jyske, kernesunde, danske piger, som gik i gymnasiet, og jeg blev "veninder" med dem. Jeg var ellers sådan en enormt hård og maskulin fyr, men pludselig lå jeg på sengen med dem og fik mascara på. Vi var helt fjollede, for vi var jo guider og skulle underholde hotellet. Jeg gik fra sådan en utrolig machoverden, hvor man ikke skulle kigge hinanden for længe i øjnene, for så var der ballade, til at jeg hang ud med 17 dejlige piger, som jeg var ude at spise med hver aften i en måned. Det gjorde mig simpelthen til et bedre menneske.

– Anden gang i Spanien var en del år senere, da jeg var blevet pilot og var midt i 20'erne. Tingene var lykkedes for mig, alt var faldet på plads, jeg fløj en stor Airbus og tjente mange penge. Jeg var single, fik base i Madrid og fandt selvfølgelig fem-seks ligesindede drenge. Vi boede i noget, der kunne minde om Melrose Place med swimmingpool i midten, og så kunne vi ellers bare flyve vores flyvemaskiner, købe sportsvogne og feste.

– Tredje store oplevelse var også delvist i Spanien, hvor jeg for nylig spillede med i Ridley Scotts film "Exodus". Bare det at få lov til at hænge ud med Christian Bale og Aaron Paul i tre måneder og også arbejde med dem, det var sgu stort.

– Tyskland elsker jeg også. Tyskland er et fantastisk land, og jeg har boet der i to år i forbindelse med mit første pilotjob. Jeg lærte tysk og fik tyske venner. Vi undervurderer Tyskland her i Danmark. Vi er lidt arrogante over for dem, vi kigger ikke rigtig derned. Men det er jo vores største eksportmarked, så vidt jeg ved, og der er også imponerende natur, industri og økonomi. Der er heller ikke den sportsgren, som de ikke excellerer i. Det er gået skidegodt med mit arbejde dernede, jeg fik et gennembrud sidste år i tv-serien "Tatort", som virkelig er blevet hyldet. Jeg spillede en skurk, og siden er tilbuddene væltet ind. Lige nu er jeg ved at filme en stor romantisk komedie dernede.

Brændpunkt

– Jeg brænder meget for mit arbejde, og for mig er det altid vejen derhen, der er målet. For eksempel som da jeg blev pilot, det var en lang rejse. Jeg havde meldt mig til militæret for bare at komme væk fra det miljø, jeg var i. Efter halvandet år kom jeg til en jobkonsulent, og på hans opslagstavle hang der en reklame, hvor der stod: Vil du være pilot? Jeg havde måske tænkt på det som sådan en naiv forestilling om, hvad der ville være det største, man kunne opnå. Hvis du bor et lukket sted med høje mure omkring dig, hvor alting er gråt, og hvor folk enten er kriminelle, på bistand eller bliver håndværkere, hvis de virkelig klarer sig godt, så er de flyvemaskiner, der flyver over hovedet på dig hver dag, virkelig drømmen om et federe liv.

– Jeg fik at vide, at jeg skulle skaffe 100.000 for at blive pilot, og på det tidspunkt havde jeg cirka minus 10.000 på kontoen. Efter jeg var flyttet hjemmefra, var der perioder, hvor jeg kun fik mad, fordi en af mine venner havde et job i et supermarked og tog mad med hjem. Nå, men jeg tænkte, hvordan skaffer man 100.000 – det gør man ved at arbejde rigtig meget. Så jeg havde fire-fem jobs samtidig. Jeg arbejdede som portør i lufthavnen med skiftende vagter. Hvis det var en nattevagt, gik jeg direkte til en folkeskole, hvor jeg var vikar, og når jeg var færdig der, tog jeg hen og underviste i et fitness-center. Torsdag, fredag og lørdag arbejdede jeg som bartender på et diskotek. Det gjorde jeg tre-fire måneder non-stop, og så havde jeg 100.000. Når man havde det, kunne man få lov til at låne resten i banken.

– Det stod ikke skrevet i kortene, at jeg – en dreng med arabisk baggrund fra Amager – skulle få lov til at flyve store flyvemaskiner lige efter 11. september. Folk sagde: "Tror du ikke, at du skal finde en anden uddannelse? Tror du selv på, at du får lov til at flyve en flyvemaskine?" Ja, det troede jeg på. Og jeg endte også med at blive sikkerhedsgodkendt og få lov til at flyve de store maskiner. Det var et fantastisk privilegeret job, men da jeg først havde fået det, fandt jeg ud af, at det jo bare var et arbejde. Det er svært at brænde for at være pilot, når du først sidder der, og lige som for alle mulige andre mennesker begynder det hurtigt at dreje sig om at have ferie og fridage. Men vejen derhen, den var spændende, og den lærte mig, at det er vigtigt at holde fast og blive ved.

Vendepunkt

– Det var et stort vendepunkt, da jeg sagde op som pilot. Det var en ret voldsom beslutning. Det var midt i finanskrisen, og jeg sad rigtig godt i sædet. Jeg havde lige fået at vide, at jeg kunne blive kaptajn året efter, og det er jo til en løn på en lille million om året. Ingen i min familie eller omgangskreds havde haft den slags penge. Men jeg havde haft en rolle i en tv-serie, og jeg var begyndt at tage kurser i skuespil i London og New York ved siden af mit pilotjob. Jeg læste også hos skuespilleren Sara Broberg, og jeg kunne bare se, at jeg sad i cockpittet og læste manuskripter og bøger om skuespil hele tiden. Jeg kunne mærke, at jeg stod ved en skillevej, for jeg kunne ikke tage mere fri, så jeg skulle vælge, hvad jeg ville.

– Jeg havde lige fået min søn, og hold kæft, det var svært. Alle syntes, jeg var vanvittig, så det tog mig noget tid at tage den beslutning. Men så gjorde jeg det. Jeg sagde op. Jeg gjorde det skriftligt på en mail. Og jeg kan faktisk huske, at jeg ikke rigtigt kunne trykke på den send-knap. Så jeg tog min lille babysøn på skødet, tog hans lille finger og trykkede "send" med den. Så var det ham, der havde gjort det, ha, ha.

– Som skuespiller er der noget på spil hver dag. Der er ikke nogen på settet eller scenen, som er der, fordi de SKAL være der. De er der alle sammen, fordi de VIL være der, alle brænder for det, og det er bare en anden måde at arbejde på. Du er nødt til at investere dig selv, dine erfaringer, din personlighed, din sjæl og dine følelser. Du skal virkelig grave i dig selv, og det er et langt studie i, hvad det vil sige at være menneske. Det kan jeg tænde på hver gang.

Svage punkt

– Tilstedeværelsen i mit arbejde kan jeg godt mangle i mit privatliv. Den har jeg faktisk først for alvor fået med min dreng, for der er jeg nødt til at være der for ham. Men det er klart mit svage punkt, at jeg har svært ved at stoppe op og være tilfreds der, hvor jeg er, både arbejdsmæssigt og privat. Før jeg mødte min søns mor, havde jeg aldrig været i et længere forhold, hun var faktisk min første voksenkæreste. Hun var – og er – en skøn kvinde, men det skulle bare ikke være os for livet for mig. Det var et forhold, jeg ikke ville have været foruden, og det har gjort mig til en bedre mand. Vi har også fået det her barn, som er så vidunderligt, så jeg fortryder intet. Jeg vil altid elske hende som min drengs mor, og jeg vil altid være der. Jeg har altid troet, at man kunne bestemme over livet. Indtil jeg fik min dreng. Så fandt jeg ud af, okay, det kan jeg sgu ikke. Der tog livet røven på mig. Heldigvis.

Højde –og lavpunkter

– Jeg har haft utrolig mange nederlag og meget modstand, men heldigvis er det altid endt med et højdepunkt. I barndommen, hvor jeg fandt min vej via kampsporten og fik mit sorte bælte. I gymnasiet, hvor jeg var lige ved at blive smidt ud, men gik op i fuldt pensum og fik rene 11-taller. Eller som pilot, hvor den ene dør efter den anden blev lukket i hovedet på mig igennem to år efter den 11. september. Endelig fik jeg et job og skulle skaffe 100.000 igen for at få lov til at flyve, fordi det var sådan et nærigt lille lortefirma. Så jeg tog til Esbjerg og var fisker i en længere periode for at skaffe de penge. Da jeg endelig havde alle pengene, gik firmaet konkurs, og jeg kom aldrig af sted med dem. Det var fandeme et lavpunkt. Men da jeg så endelig fik et job som pilot og skulle flyve en Airbus – hold kæft, det var et ubeskriveligt højdepunkt.

– Det at holde fast og blive ved er noget af det vigtigste, jeg lærer min søn. Når han kommer og siger: "Baba, jeg kan ikke finde min lille bil", så spørger jeg ham, om han har kigget der og der. Det har han, siger han, og så går jeg med ind på værelset for at kigge med ham. Og jeg kan jo se den lille bil, eller hvad det nu er, med det samme, jeg træder ind ad døren, men jeg hjælper ham med at lede, til han har fundet den. Og det er der, jeg roser ham allermest. Når han bliver ved, til noget lykkes. For det er det, livet handler om.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel "Jeg blev ramt af en lammelse og voldsomme smerter"

LÆS OGSÅ: Tove Lo: "Mine forhold starter passioneret og ender smertefuldt"

LÆS OGSÅ: Hvis jeg turde, ville jeg: Fortælle min mand, at jeg har en affære

