Den dag Rikke mødte lederen af Ku Klux Klan
Foto: Philippe Merie/ Rikke Marott og Jacob Holdt Den dag Rikke mødte lederen af Ku Klux Klan

Sådan mødte Rikke lederen af Ku Klux Klan

Siden hun var 13, har Rikke Marott beundret Jacob Holdt, manden bag "Amerikanske Billeder". Så det var en en drøm, der gik i opfyldelse, da han tilbød hende at rejse med ham rundt i USA. En begivenhedsrig tur, som bl.a. bød på et besøg hjemme hos Ku Klux Klan-lederen Pamela. Læs hendes beretning her.

Min mave er én stor blafrende sommerfugl, da jeg lander i Kennedy Airport. Det er ikke mere end nogle år siden, jeg arbejdede som model i New York, og jeg har det med byen som med en gammel kærlighed. Jeg er her for at møde min gamle helt, fotografen Jacob Holdt, som har lavet det legendariske diasshow "Amerikanske Billeder" om den amerikanske racisme og undertrykkelse.

Jeg er 13 år, da jeg møder Jacob første gang. Han viser "Amerikanske Billeder" på min folkeskole, Hedegårdsskolen, som ligger i Ballerup, hvor jeg vokser op. Jeg er fra 1967 og datter af en maasai-kriger fra Kenya og en dansk kvinde. Da jeg er tre måneder gammel, bliver jeg adopteret af en vidunderlig familie, og da jeg er to år, bliver min lillesøster født. Social bevidsthed og medfølelse er vigtige emner i familien, og min søster og jeg bliver opdraget meget pædagogisk. Som en vigtig forberedelse til livet fortæller mine forældre mig om racisme: At der findes mennesker, som ikke bryder sig om deres medmennesker, hvis de har en anden hudfarve end dem selv. Hvorfor? spørger jeg. Jeg er fire år. Jeg synes, det lyder uretfærdigt, lidt som spark over skinnebenet, og dét ved alle ikke er i orden. Trods mange kloge forklaringer forstår jeg det aldrig helt.

Kærlighed i klanen
Først mange år senere, som 35-årig, møder jeg min helt Jacob Holdt igen. De mellemliggende 16 år har jeg arbejdet som model i New York, Los Angeles, London samt en række andre storbyer. Jeg har lavet velgørenhedsarbejde, besøgt min biologiske mor i Jylland og min biologiske maasai-far og mine 2.000 familiemedlemmer i Kenya. Jeg har forandret mig. Modeljobbet er ikke længere nok for mig. Jeg har brug for, at der sker noget nyt i mit liv! Jeg er hjemme i Danmark, og en sen aften googler jeg ved en pludselig indskydelse Jacob Holdt og opdager, at han viser "Amerikanske Billeder" på Ishøj Skole et par dage senere.

Jeg tager ud på skolen med det klare mål at blive inviteret med på hans årlige USA-tur. Jeg overtaler lærerne til at lade mig se showet sammen med deres 9. klasser.

I frokostpausen myldrer eleverne ud. Jeg sidder alene tilbage. Jacob kigger smilende på mig:
"Du er da vist lidt for gammel til at gå i 9. klasse?" siger han venligt.

Jeg fortæller høfligt, hvor meget showet har betydet for mig, og forsøger ihærdigt at gøre et godt indtryk så han vil invitere mig med på sin næste tur. Det går fint, lige indtil Jacob fortæller, at han på sin sidste tur blev gode venner med Amerikas største Ku Klux Klan-gruppe.

"Der findes intet had eller racisme i Ku Klux Klan," siger Jacob og kigger afventende på mig med det mest uskyldige smil vel vidende, at hans udtalelse er dybt kontroversiel.

"Hvad snakker du om!" udbryder jeg hidsigt, glemmer alt om gode indtryk og høflighed og kommer til at grine over det groteske i det, han lige har sagt.

"Jeg fandt kun kærlighed i klanen, inde bag kutterne er de ligesom dig og mig."

"Ku Klux Klan er IKKE ligesom dig og mig!" siger jeg forarget.

"Jamen, hvis du ikke tror på, at der ikke findes noget had i klanen, kan du jo bare selv tage med over og se det med dine egne øjne," udfordrer Jacob mig.

"HVAD! Jacob, du er jo syg!" siger jeg og skriger af grin.

Og alligevel: fire måneder senere sidder jeg her, i New York, på vej ud i det ukendte.

"Kom, nu skal du se, hvor du skal bo den næste måned," siger Jacob smilende. Vi går ned på gaden. Vores hjem på turen er en gammel Ford, "smadret" og ejet af Jacob.

"Du kommer til at elske den," siger han, da han ser mit chokerede ansigtsudtryk.

"Det er løgn!" tænker jeg. Bilen ser ud, som om den kan kollapse når som helst. "Ghettobilen", som jeg døber den, er på størrelse med en almindelig varevogn.

"Sig mig, hvornår har du sidst vasket sengetøj?" spørger jeg bekymret.

"Jamen, det kan jeg da slet ikke huske, at jeg har," svarer Jacob drillende.

Jeg tænker med gru på min støvallergi, men beslutter at selv den mest sejlivede støvmide ikke vil kunne overleve herinde!

Jacob og jeg snakker næsten konstant, diskuterer som vanvittige. Politik, racisme, gamle kærester, alt mellem himmel og jord. Det er vildt underholdende og hylende morsomt, og Jacob har som jeg altid noget at sige og en mening om alt! En tilbagevendende diskussion er den om hygiejne og forfængelighed. Jacobs samlede toiletsager – en tandbørste, tandpasta, en stålbørste og en deodorant – kan være i en brystlomme. Mine toiletsager fylder en indkøbspose. Jacob kan sagtens undvære bad i en uge. Jeg kan dårligt undvære det én dag.

Den amerikanske landevej snor sig endeløs gennem det enorme land, overstrøet med knuste drømme og håbefuldhed.

Efter mange stop kører vi endelig ind i Butler, Indiana. Området er notorisk Ku Klux Klan-territorium. Billeder af kutteklædte mænd og lynchede afroamerikanere fylder mit hoved.

"Jacob, nu har du sagt, at du har mig med, ikke?" spørger jeg en smule anspændt.

"Nej," smiler han. "Vi skal da se, hvordan hun reagerer. Det er jo det, som er så spændende. Hun siger jo, at hun ikke er racist."

"Hmmm, så det er fuldstændig lige meget, om jeg bliver lynchet, bare du får et billede af det?"

"Du er paranoid!" griner han. "Du vil elske hende og omvendt."

"Ja right, Jacob!"

Læs resten af artiklen på næste side...
Her tæller hjertet
Ku Klux Klan-lederen Pamela Berrys hus ligger lidt uden for byen og er også Klanens hovedsæde. Ku Klux Klan-kirken ligger på samme grund: Et træhus ikke meget større end en stor garage i et plan.

"Du må hellere vente her, mens jeg ser, om hun er hjemme," siger Jacob.

På gavlen af huset er der hængt et stort trækors op. Ku Klux Klan bruger altid kors i deres symboler. Jeg er overrasket over, hvor småt og ydmygt det hele er. "Er det virkelig den store farlige klangruppes højborg?" tænker jeg. Det ser jo slet ikke ud af noget. Jacob står i døren og snakker med én, jeg ikke kan se. Det gør mig nervøs.

"Er der noget galt? Er det, fordi jeg er med?"

Jacob kommer tilbage til bilen og fortæller, at Pamela har været på natarbejde, lige er vågnet og be'r os komme igen lidt senere.

Vi kommer tilbage en time senere, og jeg er vildt spændt, da jeg træder ind ad døren.

"Det er min ven Rikke fra Danmark, hun er halvt afrikaner, halvt dansk," siger Jacob.

Jeg går hen til Pamela og giver hende hånden. Vi udveksler et "Nice to meet you". Hun kigger på Jacob med et smil.

"Hun er rigtig køn," siger hun.

"Tak," siger jeg høfligt, overvældet over komplimenten. "I lige måde."

Pamela er omkring 1,65 cm høj, i starten af 40'erne, har langt krøllet lysebrunt hår, store blå øjne og et varmt smil. Hun er en smule genert, men virker meget sympatisk. På bunden af hendes smukke øjne fornemmes skrøbeligheden, opgivelsen og længslen. Vi sætter os. Jacob og Pamela i hver sin stol og jeg i sofaen ved siden af det sammenfoldede tæppe med sydstatsflaget. Over mit hoved, på ryglænet af sofaen, troner en tøjdyrsørn med det amerikanske flag.

Vi sidder et par sekunder og kigger på hinanden. Jeg ønsker inderligt, at besøget skal gå godt, og fornemmer, at Pamela ønsker det samme. Jeg kan mærke, at her i mødet med Pamela er det lige meget, om jeg er flot nok, dygtig nok, interessant nok, perfekt nok, her tæller bare hjertet, og det bevæger mig.

En fattig baggrund
Jacob bryder tavsheden. Som den evige provokatør han er, opfordrer han mig til at fortælle Pamela om mit folk i Kenya, maasaierne – den vilde krigerstamme – og om, hvordan de i gamle dage i Afrika førte krig mod europæerne, så aggressivt, at europæerne til sidst lod dem være i fred! Jeg kigger nervøst på Pamela og tænker, at det måske ikke lige er den fedeste start på besøget her i Ku Klux Klans hovedkvarter! Så trækker jeg vejret dybt og fortæller smilende og lidt febrilsk historien om maasaierne, mens mit hjerte hopper en ekstra gang. Pamela smiler imponeret til mig og nyder hvert sekund af historien. Heller ikke da jeg overdriver helt vildt og udbryder, "Mit folk, maasaierne, de dræbte alle de hvide" for at understrege over for hende, at ikke alle afrikanske folk blev koloniseret eller var slaver, er det et problem.

Pamelas historie er fortællingen om en barndom med vold, undertrykkelse, fattigdom og incest. Som ung løber hun væk hjemmefra, gifter sig og lever i et voldeligt ægteskab. Hun bliver biker og derefter Ku Klux Klan-medlem. I klanen møder hun Jeff, en berømt Ku Klux Klan-leder, som også har en forarmet barndom, og som hun i dag er lykkeligt gift med. For tiden sidder han dog i fængsel for tilbageholdelse af nogle journalister, som ikke ville udlevere et bånd med et netop overstået interview, som han følte fremstillede ham dårligt. Pamela fortæller, at før Jeff røg i fængsel, var de i gang med at ændre hele klanen væk fra det hadefulde og racistiske. Om det var lykkedes, er svært at sige.

Det er ikke alle i Ku Klux Klan-gruppen, som tænker som Pamela og Jeff, og blandt klanmedlemmerne findes der både voldelige racister og nazi-sympatisører. Synderegisteret for klanmedlemmerne er ikke for sarte sjæle: De er bl.a. dømt for vold, mordforsøg på sorte amerikanere, massevoldtægt og opbevaring af stoffer og våben. Pamela selv har dog aldrig været dømt for noget, og Jeffs synderegister hører til i den blide ende. En fællesnævner for alle medlemmer er, at de ligesom Pamela og Jeff har en baggrund med vold, fattigdom og undertrykkelse. Selvom jeg slapper af og hygger mig i Pamelas selskab, er jeg nervøs ved tanken om, hvad der kan ske, hvis nogle af klangruppens voldlige medlemmer kommer forbi. Samtidig er faren for drive byes tilstede. Pamelas hus er officielt Ku Klux Klan hovedkvarter, og skudhullerne i væggen vidner om alle de gange, hvor vrede antiracister har skudt ind gennem vinduerne.

Under hele samtalen har Jacob ikke sagt så meget. Han holder opmærksomt øje med os og smiler. Det går, som han forventede. Vi snakker roligt og respektfuldt sammen og hører opmærksomt efter alt, hvad der bliver sagt. Jeg er super glad, ja, høj af glæde over, at besøget i klanlederens hus overhovedet er muligt. Jeg mærker langsomt mit ego glide bort, og det fylder mig med ro. Det går op for mig, at Klanen er fuld af paradokser. Eksempelvis har flere af klanmedlemmerne afroamerikanske og muslimske venner. Følelser som sympati, medfølelse og omsorg sniger sig ind under huden på mig, mens Pamela og jeg taler sammen. Jeg havde forbehold over for hende, inden vi mødtes. Ville jeg som dansk-afrikansk kvinde ikke være i min gode ret til ikke at kunne lide Ku Klux Klan-kvinden Pamela? Vel ville jeg så! Men Pamela er et utroligt varmt og sødt menneske, som har inviteret mig indenfor i sit hjem. Vist, at hun er glad for, at jeg er der, og behandlet mig 100 procent som en ligeværdig. Og da jeg trådte ind i hendes lille hus, valgte jeg at feje mine egne fordomme mod hende til side og møde hende med den åbenhed og positivitet, som fattige ghettofolk normalt aldrig møder.

En måneds tid senere har Jacob og jeg besøgt massemordere i Louisianas alligatorfyldte sumpe, cracksælgende bander i Florida, fattige trailerparks i Mississippi, samt de sorte og hvide familier som Jacob har portrætteret i "Amerikanske Billeder". Jeg har mødt en kærlighed og åbenhed fra folk, som jeg ikke troede, var mulig – men der har også været tidspunkter, hvor jeg har været skræmt fra vid og sans! Vores fantastiske roadtrip gennem USA er ved at være slut. Det er vemodigt at sige farvel til den amerikanske landevej, som har givet mig så meget. Jeg kigger over på Jacob og mærker en dyb taknemmelighed over at have været med på turen samt en lettelse over, at intet ondt er sket os. Jeg kaster et hurtigt blik i spejlet. Jeg ser træt ud, har ikke fået bad den dag, og mit hår er uglet. Jeg ryster smilende på hovedet og klapper spejlet ned igen.

Jeg finder min notesbog frem, bladrer i den og opdager, at Ku Klux Klan-lederen Pamela Berry har skrevet noget til mig under sin adresse. Med store bogstaver står der: "You ARE beautiful!" I solopgangen rejser New York Citys lysende skyline sig foran os i det fjerne, det føles som at komme hjem.

Når jeg i dag ser tilbage, slår det mig pludselig, at hele vores rejse – hele mit engagement i Jacobs projekt – kan opsummeres i den følelse, jeg havde, da jeg kiggede ind i øjnene på Pamela, Amerikas største Ku Klux Klan-leder, og så en skrøbelighed, som rørte mig så dybt, at jeg fejede mine fordomme og mit eget ego til side. Det lyder måske vanvittigt, men den ro, jeg fandt i Ku Klux Klans hovedkvarter, har jeg ikke været fyldt af, siden dengang jeg gik på savannen under den afrikanske himmels sol.

Om Rikke Namunyak Marott:

Blev født i 1967 i Danmark.

Rikke var model i 15 år og arbejdede i bl.a. London, New York og Los Angeles. Hun fik sin debut som skribent i Politiken i 2003 og har siden skrevet freelance for danske aviser og magasiner samt skrevet film. "Med Jacob Holdt i Amerika" er hendes første bog.

Rikke Marotts bog "Med Jacob Holdt i Amerika" udkom på forlaget Lindhardt og Ringhof tidligere i år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview