Det handler om at blive værdsat som menneske
“Jeg ville ønske, at det danske publikum var en lille smule som det japanske! ”
Sådan siger solodanserinde ved Den Kongelige Ballet, Gudrun Bojesen, da hun skal forklare forskellen på at danse i udlandet og i Danmark.
– Når man kommer ud fra et teater i Japan, så står publikum bagved og venter i spænding på at se den her person, som de lige har set på scenen. De tager billeder, og de har købt slik eller gaver. De kommer igen næste dag og ser forestillingen igen, og de har måske taget billeder med, som de tog dagen før. Man kan sige, at det kan være i overkanten, når man næsten må lukke døren i hovedet på dem, for at de ikke skal komme op i bussen, man skal køre væk i, men forleden dag, da jeg havde danset en flot forestilling på Operaen, var det bare kulsort og tomt, og der var ikke et øje bagefter. Det var lige som om det hele var væk, og der var ikke skyggen af tegn på, at det som vi lige havde lavet, faktisk var foregået. Jeg tror, at det er noget med, at den danske kultur handler om, at man skal hjem og på arbejde næste dag, men i Japan er en lige så stor del af oplevelsen at møde det menneske, som man lige har set på scenen, og finde ud af, hvem det er.
Hvorfor er det så fantastisk?
– Fordi det handler om DIG. Det handler om at man bliver værdsat som menneske. Det handler ikke om kunsten eller om, at man næste dag på arbejdet kan fortælle, at man forresten lige var på Det Kongelige Teater. I Japan handler det om, at den her person gjorde noget helt utroligt på scenen, og vi så hende bagefter, og så sagde hun det og det. Man har en menneskelig kontakt. Du kan kalde det overfladisk, men jeg fornemmer alligevel, at japanerne virkelig synes, at mennesket bag dansen er spændende, og det kan jeg godt lide.
