Redaktionen anbefaler: Dette bør du opleve i Egedal Kommune denne sommer
Sammen med sin kæreste flytter journalist Julie Nolsöe snart til(bage) til sin barndomsby i provinsen. Den nye titel som husejer har introduceret hidtil ubrugte udtryk som radonsug og K3’ere til hendes ordforråd – men samtidig glæder hun sig til mange hyggelige oplevelser i lokalområdet.
Den smukke Buresø ligger flot omkranset af skoven, og jeg har planer om at gå én af de klassiske ruter i området, som også fører mig forbi både Ganløse og Bastrup sø.
Det er en tur på 21,2 kilometer, og undervejs vil jeg tage et dyp i Buresø, som med sit klare, kalkholdige vand er Nordsjællands reneste sø.
Den charmerende festival ved gadekæret i Slags-lunde er blevet afholdt hvert år siden 1978, og selv har jeg været med næsten hvert år i hele min barn- og ungdom.
Dengang var der både flødebollekast og en svævebane over gadekæret, og jeg glæder mig til at se, om begge dele stadig er en del af festen. Men de to største samlingspunkter har dog alle år været ølteltet og den lille scene, som i år bliver indtaget af alt fra Østkyst Hustlers til soulsangerinden Sahra da Silva.
Slagslunde Musikfestival bliver afholdt den 9. august 2025.
Jeg håber, at det danske sommervejr inviterer til at besøge loppemarkeder rundt om i Nordsjælland under en skyfri himmel. Men hvis ikke, så er jeg klar med en back-up-plan i form af Egedal Antik & Lopper, som er et hoved-sageligt indendørs loppe- og kræmmermarked.