I sommers, efter du havde dækket OL, stod du pludselig med en fyringsseddel i hånden efter 18 år som fastansat sportsjournalist. Hvordan føltes det?
"Det er sjovt, for jeg havde troet, at det ville være angstprovokerende. Men jeg var overrasket over, at jeg ikke rigtigt blev ked af det. Det var mere en lettelse."
"Discovery, hvor jeg var ansat, havde mistet deres største sportsrettigheder, så jeg vidste godt, at de højst sandsynligt skulle fyre nogle. Jeg havde ikke nogen store arbejdsopgaver efter OL, så jeg kunne godt regne ud, hvad der var på vej."
"Det er lidt ligesom at se en ulykke i slowmotion – for man ved, der er noget dårligt, der skal til at ske. Så det med at få taget den der følelse væk, der hele tiden lå omme i baghovedet som en uvished – det gav en lettelse. Men selvom jeg havde regnet med det længe, havde jeg ikke rigtig forholdt mig til det."
Hvordan kan det være, du ikke havde forholdt dig til det?
"Jeg tror, at jeg i kraft af min ADHD-diagnose er meget intenst til stede der, hvor jeg er."
"I det her tilfælde har jeg forholdt mig til at skulle være superliga-vært og tennisvært, men det, der formentlig skulle ske ude i horisonten, har jeg ikke rigtigt kunne gøre noget ved. Det har jeg egentlig bare skubbet foran mig og tænkt, det må jeg forholde mig til, når jeg står der. Ellers var jeg også blevet en dårligere version af mig selv undervejs."
Hvordan var det så, da du pludselig stod i situationen og måtte forholde dig til den?
"Det, der egentlig gjorde det ekstremt, var, at min mand to måneder før, jeg blev fyret, også blev fyret – og det var totalt ude af det blå. Så det var egentlig der, jeg blev nødt til at forholde mig til min situation – fordi én ting var, hvis jeg skulle finde et nyt arbejde, men pludselig stod vi der begge to samtidig."
"Men jeg havde heller ikke lyst til at tage nogen forhastede beslutninger, fordi jeg havde sådan en følelse af, at der var en grund til, vi begge to mistede vores job samme sommer."
"Vi er begge to midt i 40’erne, vores børn er ved at blive store, og vi har aldrig overvejet at træde ud af hamsterhjulet. Vi har jo skullet levere en lønning hver måned, så ingen af os har vovet os ud ad den tangent, at man også kunne gøre noget andet. Så jeg følte, at der måske lå en gave i, at vi blev sat fri på samme tidspunkt. Måske skulle vi bruge det til noget."
Hvordan kunne du mærke, at der var en større mening med det?
"Jeg tror bare, jeg fik sådan fornemmelse i kroppen af, at jeg måtte prøve at finde mening i det, der virkede meningsløst. Og om det så er fordi, jeg bare er mere positivt indstillet, eller jeg vælger den tilgang, det er jo svært at vurdere. Men jeg så det som en gave, der var pakket ind på en virkelig besynderlig måde, og tænkte, hvis vi lægger din og min situation sammen, giver minus og minus måske plus."
"Den fik jeg heldigvis min mand med på, langsomt. Han var mere i panik og klar til at gå på autopilot med at lede efter nyt job. Det at gå en anden vej var klart en tanke, der skulle vokse på ham – for to mennesker, der går selvstændigt i stedet for at have faste indkomster, er jo bare mere usikkert."
Mette Cornelius
Kreativ direktør i medievirksomheden Human Touch MediaVært på podcasten ”Den lyse side”Tidligere sportsjournalist og -værtGift og samarbejdspartner med Jes Mortensen, som hun har tre børn med
Hvordan fandt du den ro midt i kaosset?
"Det tog mig et halvt år at falde rigtigt til ro i det. For vi bevæger os i et mere usikkert landskab, end jeg nogensinde har gjort, og det pirrer mit nervesystem og den stress, jeg har liggende latent i mig, ikke at vide, hvad der sker næste måned."
"Én ting, der hjalp, er, at vi har solgt vores hus – så jeg skal ikke tænke på at nå op på samme indkomst på to sekunder. Det andet, tror jeg, er simpelthen at vænne sit nervesystem til at have en anden slags liv."
"Hvis jeg indimellem bliver i tvivl, så ser jeg på, hvordan vi har det som familie – og så kan jeg mærke, at vi gør det rigtige. Vi har fundet en helt anden trivsel, end vi havde, da vi begge to var i det der hamsterhjul. Vores børneflok på tre trives samlet set bedre nu end på noget andet tidspunkt."
Hvad har gjort forskellen for, at I trives bedre som familie?
"Vores børn har altid haft forældre, der arbejdede hver søndag. Jeg har skulle dække fodboldkampe, og min mand har som kommunikationschef for FCK rejst rundt for klubben. Så vores weekender har varet halvanden dag, og selvom vi måske ikke har været bevidste om det, har det været meget intenst og meget presset."
"To af vores børn har ADHD og har mistrivedes på skift, så de her søndage har været svære. De har haft brug for at have deres forældre tæt på, når de måske havde nogle dumme tanker om at skulle i skole næste dag. Det har også gjort, at jeg har fået stresssymptomer, når jeg har følt, at jeg ikke har kunnet være der nok for mine børn."
"Der har ikke været balance mellem mine børns – og mit eget – behov og mit arbejdsliv. Så tilværelsen som selvstændig har givet os tid og en anden energi til at være forældre. De første måneder føltes en normal weekend jo som en forlænget weekend hver uge. Vi har væsentligt færre konflikter og stress som familie nu."
Hvilke refleksioner havde du i den proces om, hvordan dit liv skulle se ud?
"Jeg er blevet ret defineret på mine værdier, og at jeg lige meget hvad skal lave noget, hvor jeg kan mærke mig selv. Nu kan jeg trække stikket en dag, hvis jeg kan mærke, at jeg får stresssymptomer igen."
"For eksempel var vi til en begravelse for nylig, som var hård for os alle – og der kunne jeg aflevere mine børn sent i skole, da de var klar til det, og efter kunne jeg tage en dag, hvor jeg fokuserede på mig selv."
"Efter jeg er blevet selvstændig, er jeg blevet bedre til at vise mig selv omsorg, fordi jeg har den fleksibilitet i mit arbejdsliv."
