Søren McGuire: ”Bør man frelse sin teenager fra fuldskab og knallertstyrt? Og kan man?”
"Jeg ved jo om nogen, at man sagtens kan overleve både knallertstyrt, det meste af en beruset nat i Birgittes mors rhododendronbed og et uforudset møde med den forkerte ende af Tim Fortands knytnæve." Læs klummen her.
Når vinden står i vest, morgentågen er lettet, og køerne holder sig inde på marken, kan du presse en VW Polo årgang 1992 helt op på 170 kilometer i timen på landevejen mellem Hjørring og Sønder Harritslev.
Husker du hjelm, dynejakke og en god brandert til at tage toppen af forskrækkelsen, kan både du og Polles tunede knallert slippe helskindet fra kollisionen med byskiltet ved Poulstrup, og hvis du tager benene på nakken i en fart og i øvrigt holder dig væk i en måned eller to, kan du faktisk overleve en festlig aften på Café Chris i Brønderslev, selvom du er kommet til at ørle en kvart flaske Malibu ud over dørmandens sko.
Min ungdom bestod med andre ord af en temmelig lang række dumheder, der ganske vist nær havde kostet mig både liv og førlighed, men som siden er blevet til vigtige erfaringer og lykkelige minder.
Der er mange flere, hvor de kommer fra, og det er de færreste, der tåler at blive gengivet her, men pointen er, at jeg, trods lystigt blafrende frontallapper og en solid portion idioti, rent faktisk overlevede teenageårene og tilmed måske endda blev en lille smule klogere af dem.
Som mennesker er vi jo i sidste ende summen af vores erfaringer. Selv de mere “spændende” af slagsen. Men hvis jeg i dag kan se tilbage på min ungdom med en vis grad af stolthed og sentimentalitet, hvorfor bekymrer jeg mig så alligevel så meget om mine egne teenagere?
Hvordan er mit forældreskab med årene blevet reduceret til en ubehagelig rumlen i maven og trykken i tilliden, hver gang de bevæger sig ud i verden uden mit faderlige opsyn?
Jeg ved jo om nogen, at man sagtens kan overleve både knallertstyrt, det meste af en beruset nat i Birgittes mors rhododendronbed og et uforudset møde med den forkerte ende af Tim Fortands knytnæve, og alligevel er udsigten til min ældste søns hyppige byture og min yngste søns kommende erhvervelse af noget så dødsensfarligt som et knallertkørekort udelukkende forbundet med bange anelser, søvnløse nætter og kontraproduktive skrækscenarier, der får lov til at drøne derudaf i ren vildskab, som var det mig på en ulovlig Puch Maxi anno 1995.
Man kalder ofte min generation – og jeg er blandt Generation X’s allersidste krampetrækninger – for den “glemte generation”, mest af alt fordi vores forældre som regel havde for travlt med jobbet eller havearbejdet til at bekymre sig om, hvad vi unger rendte og lavede.
Det lyder bebrejdende, og ja, landbetjenten havde nok sat pris på en smule mindre tillid fra mine forældres side, men den næsten blinde tiltro, den tids forældre kunne mønstre til deres børn, lader desværre til at være gået fløjten for mit vedkommende.
Så nu sidder jeg her og bekymrer mig om teenagere, som jeg jo i virkeligheden slet ikke burde bekymre mig om.
Annonse
De er fornuftige, de er godt opdraget, og jeg har trods alt ved flere lejligheder fortalt dem, hvad der sker, hvis man ikke når at bremse i god tid før byskiltet ved Poulstrup.
Men hvis de nu bare gjorde, hvad jeg sagde, og ikke hvad jeg selv gjorde, så kunne det jo måske være, at de rent faktisk levede længe nok til at kunne fortælle deres egne børn om dengang, deres bedstefar satte uofficiel fartrekord i en knaldrød Polo årgang 1992.
Mere spænding har de vel heller ikke brug for?
Klummeskribent Søren McGuire
Journalist og
forebyggelseskonsulent. Fraskilt,
far til tre og en lille
smule mere boomer
for hver dag.
