Anette følte sig ensom blandt sine kollegaer – så tog hun et initiativ, der ændrede alt
Allerede da jeg trådte ind på min nye arbejdsplads, blev jeg grebet af en mærkelig fornemmelse. For mine kommende kollegaer var tavse og virkede afvisende. Det var ubehageligt, og jeg begyndte at spekulere på, om jeg mon havde begået en fejl ved at skippe mit gamle job? Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg har nok altid haft en fri fugl i maven.
Og efter fire år som småbørnsmor, hvor jeg samtidig var bogholder i et stort firma, havde jeg fået mere end nok af de stressende arbejdsvilkår på mit job.
For de ufleksible arbejdstider passede slet ikke ind i en hverdag med to små børn, som jeg godt ville nå at se ud over de alt for travle morgener og aftener, hvor både jeg selv, min mand og børnene var trætte. Jeg brød mig heller ikke om min chef, der var humørsyg og dominerende, men som til gengæld aldrig havde styr på tingene.
Desuden havde vi ansatte ofte pressede perioder, hvor vi uden varsel forventedes at overarbejde, selvom det gik ud over vores familie.
Sidste år var det særligt slemt. Lige før regnskabet skulle afleveres, fik begge børn influenza. Det var lige der, jeg besluttede, jeg ville være selvstændig.
Jeg trængte til at kunne planlægge mine egne dage og mente også nok, at jeg ville kunne få et kundegrundlag at starte op på. Min mand bakkede op. Det kildede i maven at tage beslutningen, og jeg frygtede godt nok at komme til at tilbringe dagene alene.
Jeg har altid været meget social, og dagen før jeg indgav min opsigelse, var jeg derfor ude at se på et kontorfællesskab med plads til seks personer. Jeg blev vist rundt af Rune og Tove. De var fælles om at drive en lille online-shop, og de var utroligt søde.
Der var en god stemning, og jeg fik lovning på ikke bare delte udgifter, men også selskab og sparring, og da de tilbød mig plads, sagde jeg top.
Det sværeste ved at stoppe på mit gamle job var, at jeg skulle sige farvel til mine kolleger i bogholderiet. Det var med en varm klump i halsen, at jeg forlod firmaet med favnen fuld af vin og gaver. Forventningens glæde over snart at være en del af et nyt kontorfællesskab og bestemme selv dulmede dog tristheden.
Annonse
Da jeg nogle uger senere mødte op på mit nye kontorfællesskab til første arbejdsdag, spejdede jeg efter Rune og Tove. Det viste sig imidlertid, at de var rykket over i et andet kontorfælleskab, der havde flere af de faciliteter, de havde brug for. Jeg blev dybt skuffet.
I mit hoved havde de to været starten på mit nye sociale arbejdsliv, og de kunne godt have skrevet og fortalt, at de ville stoppe, syntes jeg.
Jeg forsøgte selvfølgelig at komme på venskabelig fod med de fem andre, der sad derinde, men de virkede ikke specielt sociale. Jeg følte mig hurtigt meget alene. Faktisk sad jeg i realiteten tit en hel dag ved min skærm uden at veksle mere end få praktiske sætninger med de andre.
Ofte var der kun en eller to andre end mig på kontoret i løbet af en hel dag, og folk hilste knap på hinanden. Det var en kæmpe skuffelse at opdage, at der slet ikke var noget miljø og netværk i kontorfællesskabet, og jeg begyndte at spekulere over, om det var det rigtige, jeg havde gjort, for jeg savnede mine kollegaer.
Så en dag mødte jeg en af mine kontorfæller, Mona, ude i køkkenet.
Jeg kunne se, hun havde grædt. Det viste sig, at hun var blevet ringet op af skolen, fordi hendes søn endnu en gang havde været i slagsmål.
Jeg bryggede os en kop kaffe, og vi satte os i det lille fælleskøkken og fik en god snak.
Da vi skiltes en halv time senere, var hun synligt opmuntret. Næste dag stod der en lille blomst på mit bord fra Mona. Jeg blev så glad, og jeg besluttede at give fællesskabet på kontoret en indsats måneden ud, før jeg tog beslutning om, hvorvidt jeg skulle blive. Samme fredag bagte jeg en lækker kringle og inviterede alle på en fredagshyggestund.
Jeg iværksatte også et netværksmøde ugen efter, hvor de fleste mødte op. Det viste sig, at både Mona og et par af de andre var virkelig søde både at tale og sparre med. De havde også savnet fællesskab, men havde selv været for generte til at tage initiativ.
Annonse
Mine små tiltag satte gang i en kærkommen stemningsforandring i kontorfælleskabet: Snart hilste alle på hinanden, sludrede i køkkenet, og vi delte nu og da en flaske vin eller en kage om fredagen.
Sådan er det stadigvæk, og faktisk er Mona og jeg gået hen og blevet rigtige veninder.
Så nu har jeg da heldigvis lært, at man nogle gange selv bliver nødt til at tage det initiativ, som man forgæves går og venter på, at andre skal tage – og det er bestemt en erfaring, jeg har tænkt mig at benytte mig af fremover.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
