”For mig er lykke noget, der kan ramme som et lyn, men også en følelse jeg selv kan udløse”

De kommende uger bringer eurowoman.dk en serie om 'lykke'. At føle lykke, mangle lykke, leve på lykke.

I den forbindelse fortæller en række danskere  om deres personlige oplevelser med lykke: Den første, vi bringer i rækken, er den 63-årige komiker og radiovært Finn Nørbygaard.

Han er uddannet skolelærer, har optrådt som skuespiller, underholdt som komiker, senere hen uddannet sig til terapeut og mistet sin økonomiske formue til Stein Bagger.

I dag er han vært for programmet 'Finnsk Terapi' på Radio24syv, hvor han taler med udsendelsens daglige gæst om, hvordan vedkommende mon er skruet sammen indvendigt. Denne gang handler det dog om lykken i ham selv:

"Ordet lykke bringer et meget stærkt billede frem på min nethinde: Jeg var fjorten år og på vej på en halvanden times lang cykeltur fra Esbjerg, hvor jeg boede, ud til mine fætre og kusiner i Bramming. Det var en skøn sommerdag, jeg var alene, lagde mig ind i en kornmark og kiggede på skyerne. Haha. Jeg tog et strå i munden. Sådan rigtig Morten Korch eller Ib Mossin-agtigt. Verden var vidunderlig.

Allerede dengang, da jeg kom ud fra kornmarken, kom Forkerte Finn frem. Han er min dæmon, jeg har kæmpet med, så længe jeg kan huske.

I 1984 blev det så slemt, at jeg ikke kunne komme ud af sengen, jeg følte mig så forkert, at jeg ikke troede, jeg kunne fikses. Og jeg var fra Esbjerg for fanden, hvad var det for noget følepis at gå i terapi? Man kunne ikke falde dybere som mand, vel? Sådan havde jeg det. Men der var ikke noget at gøre, jeg havde det for dårligt.

Terapien fik mig op af sengen, men jeg troede alligevel længe på, at jeg kunne arbejde mig væk fra Forkerte Finn. At jo flere klapsalver, jeg fik, jo flere penge, jeg tjente, jo mere jeg blev sammenlignet med Dirch Passer, jo mere ville jeg kunne likvidere ham. Jeg var en neurotisk præstationsmand op gennem 1990'erne. Det var lige indtil, at en gammel veninde så igennem mine forsøg på at opfinde nye steps, nye jokes, nye lege, og jeg selv opdagede, hvor tømt for kræfter jeg var.

LÆS OGSÅ: "I dag har jeg det udmærket. I går var et rent helvede og i forgårs var endnu værre"

Det var i 2002, at jeg begyndte på et terapikursus og kort efter, kunne jeg mærke, at jeg fik kontrol over mig selv. At jeg skulle finde min egen sjove kilde i stedet for at prøve at regne ud, hvad folk 'derude' syntes var sjovt. Pludselig var jeg tilbage på kornmarken igen.

Det indikerer for mig, at lykke både er noget, der kan ramme mig som et lyn i kornmarken, men også noget som jeg selv kan udløse. Jeg er ret sikker på, jeg har ret, når jeg siger, at vi inde i os allerede har, hvad vi har brug for; livsmodstand frigør den mængde af ressourcer, der skal til for, at vi kan komme videre.

Men med Stein Bagger i slut 00'erne kom et nyt slag.

Der var pengeproblematikken, og så var der det psykiske. Efter 1.000-vis af terapitimer begyndte jeg at møde mig selv uden selvkritik og holdt op med at sige, det var min egen skyld, hvad der var sket. At jeg burde have set signalerne. I det øjeblik jeg holdt op med at slå mig selv med min lille hammer og lave sår, begyndte jeg stille og roligt at hele. Efterhånden, som man oplever det, giver det mening. Forkerte Finn er måske ikke så forkert. Han er blevet min ven."