Anja Tønning
SPONSORERET indhold

Work-life balance: Her er dine digitale genveje

De sidste to uger har været hat og briller for mig. Simpelthen. Arbejde, barn, sygdom, barn, arbejde, barn, sygt barn, arbejde - nå ja og en lille smule sove. Lyder det bekendt?

Af: Anja Tønning Foto: Seismonaut
28. feb. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Hvordan får jeg det til at hænge sammen? Ja, jeg har ikke svaret - jeg spørger faktisk!

Jeg skal måske arbejde mindre. Det er det "lette svar". Det kan bare i nogle perioder ikke lade sig gøre.

Men det er jo egentlig også vildt fedt at have drøntravlt på arbejdet! Det er som om, jeg bliver mere effektiv. Men travlhed kræver mere strukturering - af både arbejde og hjemmeliv.

Her er det jo så virkelig smart, at jeg kan lade digitale tjenester overtage ting, som ellers fylder meget i mit hoved.

Google Kalender
Først og fremmest er mine dage stramt styret af min kalender (Google Kalender). Kalenderen som jeg under ingen omstændighed kan undvære på hverken computeren eller telefonen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal lave to dage frem, hvis jeg ikke kan kigge i min kalender.

Til gengæld fylder aftaler og møder så heller ikke i mit hoved. Og det smarte ved Google Kalender er, at jeg samler min arbejds- og privatkalender i ét - blot med forskellige farve-koder.

Digitale to-do-lister
Den anden smarte tjeneste, når jeg har travlt, er også en gammel kending - to-do-lister! Og hvis jeg skal undgå at drukne i post-its, er digitale to-do-lister et sikkert hit!

Jeg bruger programmet Wunderlist. Det smarte ved Wunderlist er, at det konstant synkroniserer på tværs af min computer og telefon, så mine lister altid er up to date.

Jeg bruger Wunderlist både privat og til arbejde - lige nu står der f.eks. køb agurk, ring til Ronja og find nyt emne til klummen.

Digital overload?
Men overtager de digitale tjenester så ikke vores liv? Nej, egentlig tror jeg, at jeg er bedre til også at være menneske i travle perioder, når smarte digitale systemer kan rumme de praktiske ting for mig.

I forhold til sygdom...
Jeg har ingen digitale metoder til at slippe nemt om ved sygdom - desværre. Eller jo - Netflix! Jeg har set House of Cards på Netflix, mens jeg har hostet lungerne ud og pudset næsen tynd.

House of Cards er en ny virkelig god serie (Borgen på USA'sk) på Netflix, og man kan se alle 13 afsnit på én gang - perfekt til et par sygedage hjemme.

Ja, der kom stadig ingen nem løsning på et harmonisk forhold mellem arbejdstid og hjemmetid. Men måske er det også ok at tænke, at vi ikke behøver begrænse arbejdet til 8-16. Nogle gange er jeg mest produktiv et par timer om aftenen, når der ingen er til at forstyrre mig.

Til gengæld tillader jeg mig så at sove en time ekstra om morgenen ind i mellem. Og når den 4-årige vågner kl. 6.00, kan Netflix igen anbefales. Netflix indeholder tonsvis af serier og film til børn - og når det er på iPad'en, kan barnet selv navigere rundt og finde en tegnefilm, mens mor liiige snupper en halv times søvn mere.

Lidt mere om de digitale tjenester, der gør livet lettere:

Google Kalender:
● Er én af Googles mange gratis online tjenester - du skal blot have en Gmail for at komme i gang via google.com/calendar.

● Google Kalender kan let synkroniseres med kalenderen på din telefon eller tablet.

● Hvis din mand/kone/kæreste/barn eller kollega også har Google Kalender, kan I dele udvalgte ting, så det er let at se, hvor hinanden er.

Wunderlist:
● Er en gratis digital to-do-liste, der findes som program til alle platforme, dvs. computer, telefon og tablet. Kan også åbnes direkte på nettet via: www.wunderlist.com, så du kan tilgå den fra alle computere.

● Wunderlist er meget let at bruge, fordi den er helt simpel. Du kommer i gang ved at oprette dig som bruger på wunderlist.com.

● Du kan lave forskellige lister til at oprette to-do's i. Mine lister hedder f.eks.: Private indkøb, Projekter, Alt for Damerne, Salgsarbejde osv.

● En to-do kan tilføjes en påmindelse, så du bliver husket på det på et bestemt tidspunkt.

● Når du har udført en to-do, sætter du hak ved den, og den forsvinder.

Netflix
● Er en online streamingtjeneste til film og tv-serier. Helt lovlig. Streaming betyder, at du ikke downloader noget, men at du ser alting over nettet.

● Det koster 79 kr. pr. måned, og så har du fri adgang til tusindvis af film og serier - gamle og nye. Netflix har et meget stort børneunivers "Kun for børn", så hele tjenesten kun viser muligheder for børn. Det er smart, når mindre børn selv surfer rundt og dermed ikke kommer til at tænde for en Zombie-film eller lignende.

● Du kan se Netflix på computeren, på telefon og tablet (smart til køkkenet f.eks.), på dit TV via en digital tv-boks, som f.eks. X-boks, Wii, PS3, Apple TV m.fl.

● Du kommer i gang med Netflix ved at oprette dig som bruger på netflix.com