Succesforfatter satser på stærke kvinder

Hun er blandt de kvindelige forfattere som i de senere år er braget ind på bestsellerlisten, som for eksempel kvinden bag 'Fifty Shades of Grey' eller "Harry Potters mor" J.K. Rawling, som nu har bevæget sig ind på voksenlitteraturen.

Audley End står der med kringlet, romantisk skrift på den lille stationsbygning i Essex. Midt ude i ingenting en time nord for London.

Det kunne være en kulisse i en film. Eller et stop på vejen i den ombejlede britiske Jojo Moyes' nye roman "En plus en", der lader et umage firkløver af en overklasse-it-millionær, hans enlig rengøringsdame og hendes to børn tage på roadtrip gennem landet.

Men forfatteren henter mig her på den idylliske station i anledning af sin aktuelle bog. En underholdende og moderne, socialrealistisk fortælling, der allerede har fået en Hollywood-producer til at ringe til den 45-årige englænder. Og det er ikke første gang, det sker. Hendes store, internationale gennembrud, romanen "Mig før dig", fik for to år siden millioner af læsere
i mere end 13 lande og er nu også på vej til det store lærred.

Men at Jojo Moyes er nået hertil og i dag bor midt ude på landet i nærheden af Cambridge sammen med sin journalistmand, deres tre børn og tre heste, kan hun ikke helt fatte.

– Jeg vil ikke kalde mig pessimistisk, men jeg har altid været lidt af en katastrofetænker. Med "Mig før dig" i 2012 ændrede alt sig lynhurtigt, da den kom med i den indflydelsesrige bogklub Richard and Judy Book Club og blev solgt til USA. At det bare er blevet ved, har fået mig til at genoverveje, hvordan jeg ser på livet. Når en masse godt bliver ved med at ske stik imod dine forventninger, må man sige til sig selv: Måske falder flyet alligevel ikke ned. Nu flyver jeg hele tiden og tror ikke længere, at netop mit fly dropper ned fra himlen. Jeg er blevet mere pragmatisk. Det er meget svært at være en katastrofetænker, når livet er så dejligt som mit.

Den spinkle, lyshårede forfatter siger tingene med en underspillet tone, men ligeud. Og bander over kvinder, der på parkeringspladsen spærrer vejen i store firhjulstrækkere.

Nok har finansiel succes gjort Jojo Moyes i stand til at betale lånet på sit hus ud, men hun har ikke ændret livsstil eller investeret i en kæmpestor, prangende Audi med lyse lædersæder som motoren i hendes nye roman.

I "En plus en" kommer den rige computernørd af uransagelige veje til at tilbyde at køre sin rengøringsdame, som er enlig mor, hendes køresyge datter, hendes tavse teenagestedsøn og en stinkende hund fra England til Skotland, hvor datteren for at få råd til at komme på en fin privatskole skal deltage i en stor matematikkonkurrence.

Endnu en gang har Moyes valgt at give en af hovedrollerne i sin roman til en kvinde fra arbejderklassen og skabt et tankevækkende drama om en kvinde, der ikke har råd til en togbillet, men med ukuelig optimisme kæmper for at give sit matematiske geni af en datter en chance for at bryde den sociale arv. Og ikke mindst hendes møde med den rige computermand, der står til at miste alt på grund af en sigtelse om insiderhandel, er central i fortællingen.

– Historien opstod efter en samtale med min rengøringsdame, der er enlig mor og har arbejdet for mig i 10 år. Hun fortalte mig om en, jeg kender, der, mens hun snakkede i telefon, havde hamret døren i hovedet på rengøringsdamen uden så meget som en undskyldning. Jeg var chokeret, og det faldt sammen med, at jeg længe havde tænkt over, at der desværre er ved at opstå en voksende afstand mellem rig og fattig. At folk bliver opdelt i A- og B-hold og dømt på, hvilken skole de går på, og hvordan de udtaler deres t'er og ikke bare på, hvem de er som mennesker. Klassesamfundet eksisterer stadigvæk, men i dag handler det måske mere om penge og muligheder end om decideret klasse. Jeg ville gerne undersøge, hvad det vil sige at føle sig rig. Selv folk, der tjener millioner om året, føler sig ikke rige, hvis de sammenligner sig selv med de superrige. De bekymrer sig også om penge, men det er på en helt anden måde end en enlig mor, der ikke kan betale sine regninger, påpeger Jojo Moyes, der var fascineret af, hvad der sker, når man sætter nogle meget forskellige mennesker ind i en bil, hvor de ikke kan komme væk fra hinanden.

I dag er hun selv en af de privilegerede og omgivet af andre i samme båd. Men den karakteristiske empatiske måde at skildre folk fra alle lag i samfundet på hænger sammen med, at hun selv er vokset op i arbejderkvarteret Hackney i London. Dengang et barskt område, hvor hun aldrig rigtigt følte sig tryg. Begge forældre var kunstnere, og pengene var små.

– Jeg var antikulturel og gjorde oprør. Jeg var hestepige og hang ud med de slemme drenge. Jeg har set lidt af hvert, og som 17-årig var jeg forlovet med en automekaniker. Hvordan det lykkedes mig at få en uddannelse, er lidt af en gåde. Jeg arbejdede to år med lidt af hvert fra telefondame for et taxaselskab til punktskriftskribent for blinde, indtil det gik op for mig, at jeg måske havde begået en fejl. Alt, hvad jeg siden har gjort, har været en glædelig overraskelse for mine forældre. De forstod ikke mit liv overhovedet. Men alt har været brugbart. Jeg har set alle hjørner af samfundet. Når du tilbringer tid med alle typer mennesker i alle lag af samfundet, er det umuligt at skabe og skrive stereotyper. Når man ser bort fra vores finansielle status, er vi alle grundlæggende ens. Vi har meget de samme bekymringer.

Efter universitetet i 1992 fik hun et stipendium til et journalistkursus på City University betalt af dagbladet The Independent, som hun senere kom til at arbejde for i 10 år. Her mødte hun også sin mand. En helt klassisk historie, hvor to kolleger faldt for hinanden over fyraftensøl. Men i første omgang skete der ikke rigtigt noget. Da han forlod sin daværende kæreste, gik der dog ikke lang tid, før han og Moyes flyttede sammen.

Inspirationen til de mange kærlighedshistorier, der hele to gange er blevet hædret med en prestigefyldt, britisk Romantic Novel of the Year Award, kommer med andre ord ikke fra hendes personlige liv.

– Alle de bedste kærlighedshistorier lever der, hvor parret ikke er sammen. Der, hvor læseren er overladt til længslen. Når man skriver nutidig fiktion, er det svært at holde folk fra hinanden.

Næsten alt er acceptabelt, og du kan lynhurtigt lige ringe på mobilen. Som forfatter skal du finde andre måder at holde dem adskilt på.

Mens dramaerne flyder fra siderne i hendes bøger, hylder hun i sit private parforhold evnen til at være kærlig og støttende. At være et team. Noget hendes familie i høj grad har praktiseret i de år, hvor hun forsøgte at få sin første roman udgivet, og fremtiden var usikker.

– Jeg begyndte faktisk primært at skrive, fordi jeg følte mig lidt nede og ensom. Jeg havde aftenvagt på avisen og ingen penge til at gå ud om dagen.

Efter at hun blev mor for første gang, indså hun, at arbejdstiderne som nyhedsjournalist var ret svære at forene med familielivet og kastede mere energi ind i bogprojektet. Da hun var gravid med sit andet barn, havde hun skrevet tre manuskripter, som alle var blevet forkastet.

– De var ikke gode nok, men jeg fik at vide, at jeg havde en stemme, og det var motivation nok, selvom det var meget hårdt med afslagene. Til sidst var jeg ved at give op. Min mand havde babyen i weekenden, så jeg kunne skrive, og det hele var ved at blive for meget. Da jeg afleverede de tre første kapitler til min bog "Sheltering Rain", sagde min agent, at nu var den der.

Det endte med en budkrig mellem seks forlag, og de følgende år udgav hun en stribe bøger. Men det helt store vendepunkt kom først 10 år efter debuten.

– For bare et par år siden troede jeg, at jeg var nødt til at give op, og var usikker på, om der overhovedet var nogen, der kunne lide det, jeg skrev. Jeg overvejede ligefrem at finde en anden karriere eller at få en lejer i vores hus. Derfor føles det ret utroligt, at jeg i dag har et forlag, der siger: Skriv, hvad du vil. Bare det kommer fra hjertet og har en god historie.

Komplicerede forhold og store temaer som død og handicap skræmmer hende ikke. Ikke desto mindre oplever hun ligesom mange andre forfattere af populærfiktion, at de hjemlige store aviser har en stor berøringsangst over for de moderne kvindebøger.

– Jeg har fået kæmpe dækning i alle de tyske aviser og været i New York Times. Men jeg kan ikke få så meget som en note i The Guardian. Det samme gælder mange af mine kolleger og venners bøger. Men det er blevet lidt lettere at håndtere, efter at jeg er begyndt at sælge flere millioner eksemplarer, griner hun stille.

Hendes holdninger som mor og kvinde afspejler sig klart i den måde, hun fortæller historier på. Engang hørte hun, at skuespilleren Emma Thompson altid vælger en opgave ved at stille sig selv to spørgsmål: Er det en god historie? Gør den noget godt?

Inspireret af det forsøger hun at skabe personer, som datteren, andre 16-årige og kvinder i det hele taget kan blive inspireret af.

– Jeg tænker altid over et budskab, og det kommer aldrig til at blive noget med, at du kan købe dig til et lykkeligere liv. Eller at en mand skal gøre dig lykkelig. Jeg er så bange for den kvindemagasinkultur, der fortæller kvinder, at det hele handler om, hvordan de ser ud. At man ikke må have hår under armene, eller at det giver overskrifter, at en kendt kvinde har det samme tøj på to gange. Jeg vil bare se kvinder, der handler. Jeg har altid selv været ret handlekraftig. Jeg har lagt et gulv i mit hus, fordi jeg ikke kunne få en tømrer. Jeg tror aldrig, jeg har følt, at mit køn har stoppet mig fra at gøre noget. Den indstilling vil jeg gerne have min datter til at vokse op med. Moyes er meget enig med den feministiske forfatter Germaine Greer, som i øvrigt bor i samme område, i, at kvinder har fået serveret løgn på løgn og ligger alt for meget under for, hvordan de skal se ud, opføre sig og indrette deres hjem.

– Vi skal holde op med at bruge vores kreative energi på at leve op til uopnåelige idealbilleder og i stedet gå efter nogle af vores ideer og drømme.

At Jojo Moyes selv ikke bare har brugt sin tid til at indrette køkken, vidner listen af bøger om. 12 udgivelser siden 2002. Men selvom tempoet er sat lidt ned, og hun bruger mere tid på promovering og turneer, vågner hun mange morgener tidligt for at skrive i sengen, mens hjernecellerne er helt uforstyrrede af tanker om skolesko til børnene og aftensmad. To dage om ugen arbejder manden hjemmefra, og hun kan koncentrere sig om skriveriet.

Sammen med en kollega deler hun desuden et skrivereksil i Paris på den idylliske Place des Vosges i kvarteret Marais. Det er kun en lille, simpel hybel med seng og skrivebord. Her har hun lige været nede for at skrive på filmmanuskriptet til "En plus en".

– Hver gang jeg tager til Paris, måske seks gange om året, tænker jeg, at jeg hellere må komme af med lejligheden. Den føles lidt ekstravagant. Men det gør mig så glad at være der, og jeg bliver altid så inspireret af byen. Hvis jeg som 14-årig var blevet spurgt, hvad mit drømmeliv skulle være, kunne det godt have set sådan her ud. Jeg har en dejlig familie, heste, som har været min livslange passion, jeg kan skrive bøger, jeg har mine egne tænder og kan stadigvæk gå, jeg har næsten alle mine elskede omkring mig og finansiel tryghed, som jeg aldrig havde drømt om. Du spurgte tidligere, om jeg var rig. Ja, det er jeg.

LÆS OGSÅ: Fifty Shades-forfatter: Jeg deler fantasi med 40 mio. kvinder

LÆS OGSÅ: 3 forfattere til ny bog: Parforholdet er ikke det vigtigste

LÆS OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Forfatter Elsebeth Egholm: „Motion gør mig glad og giver overskud"