Kathrine Lilleør: "Det er jo en sorg, en kærlighedssorg, at blive skilt"

En kirkelig bryllupstale har altid tre elementer. En tak for den kærlighed, som parret er blevet givet. En bøn om, at kærligheden fortsætter. Og så – en formaning. Som ung præst undrede Kathrine Lilleør sig over, at hendes bedstefar, som også var præst, næsten altid havde den samme formaning med i sine bryllupstaler. En formaning, som var et helt bestemt billede.

"Min bedstefar sagde formanende til brudeparret: ”I skal være som to egetræer i skoven. Lige nu er I unge og har slanke stammer. I har ikke så mange rødder, og slet ikke rødder, der når hinanden. I har knapt nok en krone, som når mod hinanden. Men som årene går, vil I vokse til, og I vil få en fælles krone. Og det er, som det skal være. Der vil være rødder, der filtrer sig ind i hinanden, og grenene vil nærme sig hinanden mere og mere. Men I skal altid huske, at I også har grene, der peger væk fra hinanden, for ellers får I ikke en harmonisk krone. Og I skal også have rødder, der strækker sig væk fra den anden. Ja, I skal med andre ord stå selv. For I har stadig hver sin stamme, selvom I over år i højere og højere grad bliver et.”"

"Som ung præst tænkte jeg: Det er fantasiløst, du gamle! Men jeg har båret billedet med mig i mange år og har sværmet om det. Og i dag bruger jeg det selv somme tider. Der er stor forskel på, om man forstår noget med forstanden, eller om man forstår det med sit hjerte. Det kommer af den erfaring, man så at sige lægger til ordene og billederne, og jo mere erfaring jeg selv får, jo mere sandt kan jeg se, at det billede er. Spørgsmålet er, om man overhovedet er i stand til at indgå i et ligevægtigt parforhold – ja, overhovedet i et forhold til andre mennesker – hvis man ikke som udgangspunkt står selv. Kan selv. Ved selv. Ja, hvis man i virkeligheden ikke som udgangspunkt er indstillet på at stå som et af de der solitære træer på marken, som jo står så skønt selv. Hvis man ikke med sig selv finder det punkt, hvor man kan være i sit eget – stå i sit eget – kan man så i virkeligheden være noget for andre, herunder dem, der står helt tæt på? Eller bliver man uvægerligt en slyngplante, som kommer til at slynge sig for tæt på den andens stamme for at forsøge at hente styrke, mening og livsindhold fra den anden?"

"Nej, det var meget mere åbent end det, og det er det, der er spændende. For det har på en måde ikke noget med Joakim at gøre, men det bliver jo muntert af, at han så faktisk er der. Der var en sætning, som jeg godt kunne blive lidt træt af at høre som single: ”Du forelsker dig i den forkerte.” Eller: ”Du ser efter det forkerte.” For jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg har både været gift og kæreste med virkelig meget forskellige mænd, og der har ikke rigtig været en fællesnævner. Så i givet fald er der meget, der er forkert. Og som om det var min egen skyld-agtigt. At jeg bare skulle have valgt ham til højre eller taget ham, der stod til venstre, så havde min lykke været gjort. Nej! Det er lige som at sige, at det var mig, der satte for store krav. Det kan selvfølgelig godt være."

"Men somme tider kommer man ind i et forhold, hvor lynlåsen – kan man jo se bagefter – meget tidligt lyner skævt. Og det er hverken hans eller min skyld. Men hvorfor er det så, man fortsætter? Ofte i rigtig lang tid. Når man ser tilbage, kan man spørge sig selv, hvad man egentlig havde forestillet sig. Og det, der skete, var nok, at man på en eller anden måde var blevet nøjsom og egentlig brugte tid på at få noget til at hænge sammen, som jo slet og ret bare ikke var rart. Og hvis det ikke er rart, hvorfor skal det så være? Vi lever jo ikke længere i et bondesamfund, hvor maden på bordet afhænger af, at vi er to til at så og høste. Så hvad er det egentlig for noget? Hvorfor hugger man en hæl og klipper en tå som i det urgamle og vanvittig kloge eventyr om Askepot?"

"Jeg har for nylig udgivet bogen ”Kærlighed sætter fri”, som er mine tre bøger ”Kvinde hvorfor græder du”, ”Kærlighed er” og ”Glæd dig” i ét bind. Og det har jeg dybest set gjort, fordi jeg ser kvinder, der er 10-15 år yngre end mig, sidde der, hvor jeg selv sad, da jeg var i samme alder. Jeg møder dem – hende – i præsteværelset, hvor hun sidder med store, vilde øjne, mens hun fortæller mig, at hun har prøvet alt uden held. Stille retreats, jordomrejser, titusinde helsekure og udrensninger, et hav af sportsgrene, clairvoyante. Og nu er hun kommet så langt ud, at hun ligefrem er gået til en præst."

Hun slår en høj latter op.

"Ja, tænk engang, en præst of all people. Når vi så begynder at tale sammen, fortæller hun, at der ikke er noget, der er blevet, som hun regnede med. Og mens hun taler, ser jeg den der lille kæbespænding, som jeg genkender fra mig selv i de år."

Kathrine bider tænderne lidt sammen og viser, hvordan kæben spænder op.

"Jeg havde en kæreste, der gjorde mig opmærksom på, at jeg spændte kæben på den måde, og sidenhen har jeg selv fået øje på det hos andre. Når vi taler om noget, som vi vil have til at være på en bestemt måde, men som saftsusemig ikke er det, så kan der godt komme sådan en lille kæbespænding. I forbindelse med at jeg har læst mine tre bøger igennem op til genudgivelsen, kan jeg se, hvad der skete samtidig i mit liv, hvordan kæbespændingen løsnedes, da jeg skrev bøgerne, og jeg kan se, hvordan jeg langsomt bevægede hen mod min bedstefars bryllupsbillede i formaningen. Mod billedet af træet, som godt kan stå selv."

Kathrine blev skilt fra sine tre døtres far, da hun var midt i 30’erne og havde deres yngste i maven. Hun fortæller, at faren til hendes piger var en kæmpe kærlighed i hendes liv, men at de simpelthen var vokset fra hinanden.

"Det er jo en sorg, en kærlighedssorg, at blive skilt. Ingen tvivl om det. Men der er også alle de nye drømme, der skal drømmes, og det er det, jeg ofte sidder og forsøger at tale ind i, når jeg sidder med den ulykkelige i mit præsteværelse. At man pludselig er enlig mor med tre børn, og hvordan kommer man videre? Hvor finder man en mand? Skal der komme flere børn, hvis man finder en mand? Hvad er drejebogen for ens liv nu? Det er her, kæben begynder at spænde. For en ting er erkendelsen af, at parholdet ikke gik. En anden ting er, hvordan ens liv skal forme sig fremover. For mit eget vedkommende stod det meget klart, at jeg som udgangspunkt ikke var interesseret i, at der flyttede nogen ind i præstegården. Jeg kunne ikke overskue, at mine børn skulle til at være sammen med en anden mand end deres far i det daglige. Men hvordan gør man så det med kærligheden? Jeg var da rundt på kareten i de år, det kan jeg godt sige."

"Men jeg kan se, at jeg blev i kærlighedsforhold, hvor det i virkeligheden var frygten for at stå alene igen, der gjorde, at jeg blev. Der var simpelthen en drøm og et håb om tosomhed, som jeg bare så nødigt ville give afkald på, men det blev jeg nødt til et par gange. For det gik ikke imellem os. Vi blev for kede af det. Vi trivedes ikke. Jeg blev mast og lille, og det bedste kom ikke frem i mig."

"Kierkegaard siger et sted, at kærlighed altid ophører med tilbagevirkende kraft. Og det er jo en fantastisk voldsom ting at sige. Men det er rigtigt nok. Begge tilgiver og tilgiver og tilgiver og får forholdet til at køre. Fungere. Og når det så alligevel stopper, er det som om, man har sådan et regnskab tilbage i tiden, hvor man kan blive helt tung over, at man tilgav og bar over med. Jeg vil ikke sige, at jeg som sådan havde brug for at tilgive, men der var måske nogle forskelligheder, som jeg siden har undret mig over, at jeg ikke tog konsekvensen af langt tidligere. I dag tænker jeg, at hold da op, hvor kan vi drive meget frem med vores drømme og forhåbninger om, hvordan alting bliver, hvis bare lige... Der kommer den lette kæbespænding også. Vi skal lige have tingene kontrolleret, mast og fungeret på plads, og det kan der godt gå megen god tid med i et menneskeliv og i et kærlighedsforhold."

Kathrine var midt i 40’erne, da det kom til hende, at der også var et liv udenfor parforholdet. Hun var lige kommet ud af et forhold, som havde varet halvandet års tid, og hun var udmattet, følte sig magtesløs og kunne se, at det kun var jernvilje, der havde holdt hende i forholdet. Hun begyndte langsomt at vende sin selvforståelse og sit livssyn via sit arbejde som præst, og gennem de store kirkelige tekster begyndte hun at forstå, at der kan udgå glæde fra magtesløsheden.

"For et moderne menneske kan det lyde som lidt af en rædselstanke at skulle gå ind i magtesløsheden, men sagen er bare, at hvis du går i kirke, ser dybt i din afmagt og lader dig føre, så vil du opleve, at der faktisk er en vej ud af magtesløsheden."

Så det, at der er et liv uden parforhold, er noget, du har fundet ud af via din tro og dit arbejde?

"Ja, jeg stoppede fuldstændig op efter det kuldsejlede parforhold og tog et meget hårdt tag i mig selv i forhold til at slippe det med at hugge en hæl og klippe en tå for at få noget til at fungere med en mand. Det lyder så banalt, men jeg begyndte at fokusere på alt det skønne, der var i mit liv. Der var jo rigeligt, som var mere end nok til at fylde de hele. Hvorfor lade en eller anden mand farve dagen grå, når eksempelvis mine døtre gik rundt lige foran mig og lyste alting op?"

Tog du en bevidst beslutning om, at det skulle stoppe?

"Ja, helt bevidst. Jeg syntes, det var uværdigt. Jeg syntes, det var meget fjernt fra det egetræ, der står solitært derude på marken. Jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen med, hvem jeg i øvrigt var. Jeg vil ikke sige, at jeg skammede mig, men jeg syntes godt nok, at det var ynkeligt, og jeg besluttede mig simpelthen for, at sådan et kvindeliv, hvor sorgen over et kærlighedsforhold, der ikke vil, som man selv vil, måtte stoppe."

Da Kathrine holdt op med at leve for, at der skulle komme en mand ind ad hendes dør, gik der et halvt års tid, og...

"Så stod han foran mig."

Det er jo ret vildt?

" Ja, det er det, og det kan jeg slet ikke forklare. For jeg havde FULDstændig besluttet, glad og frimodigt, at jeg kunne have et godt liv uden et parforhold. Jeg var begyndt at invitere en god ven med i stedet for en kæreste, når jeg skulle til parmiddage, og det var rigtig hyggeligt og gav god mening. Jeg havde virkelig fundet mig en meget fri og dejlig vej at gå."

Hvad så da Joakim pludselig stod der?

"Jamen, det var meget overrumplende. Og han var meget insisterende."

Strittede du imod?

"Ja, der var en lille smule Tornerose over foretagendet. Tjørnehæk og borgmur. Men han var meget klar på, hvad han ville med mig. Det var så enkelt. Og det har det været lige siden. Der er overhovedet ingen tvivl om, at han er det andet træ ved siden af mig. Sådan er det."

"Fra præsteværelset ved jeg, at mennesker, der har været udsat for utroskab, tankevækkende nok godt kan komme videre uden at miste tilliden til hinanden. Ja, man kan godt komme til at svigte. Man kan godt komme til at glemme. Men fordi ens mand går i seng med en anden, er det ikke altid det samme som, at han har villet svigte en."

Det vil der nok være mange, der ikke er enige i?

"Jo, men jeg tror bare ikke, at jeg forstår det. For der kan godt være et møde med et andet menneske, hvor der udvikler sig et begær og en attraktion, som virkelig ikke har noget at gøre med den, man elsker derhjemme. Og jeg ved fra præsteværelset, at nogle af dem, der sidder i den situation og ikke kan glemme deres mands utroskab, får hjælp ved at begynde at se på, om det var en handling, der var vendt ind i ægteskabet som en hævn, en vrede eller straf de to indbyrdes – for det kan utroskab jo godt være – eller om det faktisk var noget, han kom til at gøre, da grenene vendte i en anden retning. Ganske enkelt. Han rakte ud i andre retninger, og så gik det bare for vidt. Og der kan utroskab heldigvis godt blive tilgivet og glemt. Utroskab har sjældent noget med ens partner at gøre."

Men det er sådan, folk oplever det?

"Ja. Og det undrer mig, må jeg indrømme. Jalousi kan man ikke styre, så selvfølgelig er den umiddelbare tanke, at der er en anden, der får noget, jeg skulle have haft. Det kan man nok ikke undgå at se for sig, hvis ens mand kraftigt begærer en anden kvinde. Men hvis nu han faktisk siger, jamen det var virkelig en fejl, og jeg vil ikke miste dig, jeg elsker dig, så kan man godt komme videre. Hvis man vil. Jeg har set eksempler på megen ulykkelig kærlighed, der kom af, at man principielt ikke ville finde sig i utroskab. Og derfor principielt insisterede på skilsmisse. Hvorefter man blev ked af det. Fordi man burde have droppet principperne og være blevet sammen. Kærlighed ophører jo ikke altid, fordi vi vil have, at den principielt skal ophøre. Sagen er den, at når man elsker et andet menneske, er der sådan set ikke grænser for tilgivelsen. Hjertet tilgiver."

Hun holder en lille pause.

"Joakim ville da kunne byde mig alt. Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg kunne holde op med at elske ham."

Sådan er det da.

Selvom Kathrine altså har lært at stå selv, er hun altså alligevel endt i et parforhold igen. Hun griner, da jeg siger det.

"Ja, ENDT i et parforhold, som du siger."

Ja, okay, det lyder måske ikke så pænt?

"Nej, men det er jo rigtigt, det er sådan, vi normalt taler om det. Vi ENDER i et parforhold. Jeg kan stadig huske engang, min far kom hjem og var fuldstændig forgrint over, at han over køledisken i Irma havde mødt en af mine veninders mor, der havde sagt til ham, at hun sådan glædede sig til, at hendes datter ”kom i sikker havn”. Det har vi moret os meget over siden. Også min veninde og jeg. For hun er ikke en sikker-havn-person. Den der forestilling om, at man kommer ind i armene på en eller anden mand, og så er man ”i sikker havn”. Nu må man holde op, altså! Men ja, nu er jeg så i Joakims arme og dermed i sikker havn. Og jeg vil da skynde mig at sige, at det føles bestemt også sådan. Men når det er sagt, så er der ingen, der ved, hvad morgendagen bringer. Det, vi ved, er, at man kommer ind i denne verden som det menneske, man er, og at man er alene med sit sind. At kunne finde ro med at være med sig selv og ikke være bange for at leve alene, er den største og vigtigste erfaring, vi kan oparbejde i os, og det er noget af det vigtigste, vi kan lære vores børn. For når du ikke er bange for at være alene og for at stå selv, så vælger du bevidst og taknemmeligt de andre til. Og så er du netop ikke en slyngplante på andres styrke og liv."

Så i dag har du en bevidsthed om, at du godt kan stå alene på marken, men at det er dejligere, at du står med Joakim?

"Det er vidunderligt, at han står lige der! Og skulle han en dag ikke stå der, ville jeg aldrig holde op med at græde, for jeg har fået lov til at opleve, hvad det vil sige at have sådan en som ham lige der. Men ville jeg kunne stå der selv? Ja. Ville han kunne stå der selv? Ja. Absolut."

Og den ro smitter vel af på det, I har sammen?

"Det tror jeg. Jeg tror, der er en frihed og en frisættelse i det, som i hvert fald bekommer mig vel. Andre gør det på andre måder. Men for os – for mig – har det været en nøgle. Og så betyder det også meget, at vi har det sammen, at han altid går med mig hen i kirken. Hver søndag. Han blender ind med menigheden. Vi er der sammen – og hver for sig. I kirkerummet bliver der talt til hvert enkelt hjerte, og man modtager noget, der er dybt privat, samtidig med at man har et åndeligt fællesskab. At man kan færdes så meget som en enhed, og at der samtidig er respekt for, at man har hver sit åndelige liv og hver sin forståelse, er noget, jeg får øjnene mere og mere op for. Jeg er sammen med Joakim hele tiden, men vi har tanker og refleksioner, som vi ikke deler med hinanden. Det, tror jeg, er vigtigt."

"At man også har sit eget univers. Sine egne venner. Og at der er ... måske ikke hemmeligheder, men i hvert fald ting, som ikke bliver sagt. Jeg har tavshedspligt som præst. Den har jeg udvidet til også at gælde mine private relationer, så jeg fortæller ikke Joakim alt. Og han fortæller heller ikke mig alt. Det forstår jeg slet ikke, at man gør i et parforhold. Jeg kan ikke forstå, at man kan administrere det. Børns betroelser, venners betroelser. Vi har nok alle haft den oplevelse, at man har fortalt sin veninde noget i fortrolighed, og så finder man ud af, at hendes mand også ved det. Og det siger hun til en som det mest naturlige. For mig personligt har det altid været begyndelsen på slutningen af det venskab. Den slags oplevelser siger mig, at der er parforhold, hvor man hele tiden skal dele alting. Gad vide om det i længden gør glad og fri? Jeg har erfaret, at kærlighedens frisættelse er at stå sammen – hver for sig."