Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Kaya Brüel
Foto: Christian Bang og private

Kaya Brüel: “Jeg har følt mig svigtet af min mor”

Kaya Brüel blev forladt af sin mor som 2-årig. Hun har dog altid elsket sin mor højt og beundret hendes musiske talent, og inden moren døde af kræft i 2011, tilgav de to hinanden. Nu er Kaya Brüel aktuel med albummet ”Nu & Nær”, som handler om morens svigt, men også om den kærlighed til musikken, hun har videregivet til sin datter.

Kaya Brüel har på en måde altid opfattet sin mor som to forskellige mennesker. På den ene side var hun sangeren, kunstneren og skuespilleren Sanne Brüel, som Kaya har beundret og set op til hele sit liv. Og på den anden side var hun moren Sanne, som svigtede ­Kaya, fordi hun måtte forfølge sine egne kunstneriske ambitioner. Et svigt, som Kaya gang på gang har bortforklaret, undskyldt og forsøgt at forstå. Nu, fem år efter morens død, har Kaya sat ord på nogle af alle disse tanker på albummet "Nu & Nær".

Sanne Brüel blev gravid med Kaya, da hun var 20 år. Faren, Niels Herskind, var 22, og Kaya er ret sikker på, at hun blev skabt på en Thylejr på et tidspunkt, hvor forældrene egentlig var gået fra hinanden. De fandt dog sammen igen, men kun for en kort periode, for da Kaya var 2 år, blev parret skilt, og moren flyttede til Aalborg.

– Sanne var i gang med sin musikalske karriere, fra hun var 16 år. Hun spillede med sin tvillingesøster Rebecca og var med i forskellige forestillinger. Hun fødte mig og stod på scenen igen fire dage efter til prøve på forestillingen "Gospel". Ti dage efter var der premiere og efterfølgende turne. Min far var med som tekniker på forestillingen, og jeg blev ammet i pausen. Da jeg var omkring 2 år fik Sanne et tilbud om at spille med i et stykke på Jomfru Ane Teatret i Aalborg, hvor hendes søster også var. Hun tog derop, blev glad for det teater og blev også forelsket i en anden. Og så tog hun en beslutning om at ­flytte fra mig og min far. Min far sagde med det samme: Du tager ikke Kaya med. Og Sanne var heldigvis realistisk nok til at se, at det ville have været en ret egoistisk handling at tage mig med, for så ­skulle jeg have været passet hver gang, hun skulle på teateret. Min far gik på ­Arkitektskolen på det tidspunkt og havde et mere steady liv.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: “Det har været benhårdt at holde facaden”

Føler sig svigtet
Kaya og hendes far flyttede ud til farmoren og fasteren i Skodsborg. ­Senere flyttede de ind i et andelskollektiv i Store Kongensgade i Indre København, hvor Kaya voksede op med en stor flok jævnaldrende børn, sine tre halvsøskende og nogle voksne, der hjalp hinanden og ­havde et fantastisk sammenhold. Når Kaya ser tilbage, var det den perfekte måde at leve på, og hun har genfundet lidt af det samme sammenhold i Humleby på Vesterbro, hvor hun i dag bor med sin mand og to børn.

Hvornår begyndte du at reflektere over, at din mor havde valgt dig fra?
– Jeg tror måske, at refleksionen har ligget i mig fra en tidlig alder. Men når jeg kigger tilbage og ser mig selv som et lille barn, der savner sin mor, så ser jeg også, at jeg altid beskyttede hende. Hvis hun f.eks. igen havde aflyst et besøg, jeg skulle have været på hos hende, og min far blev gal og sagde, nu ringer jeg fandeme til hende, så var jeg altid så forstående og tilgivende. Det er okay, far, det kan jeg godt forstå, sagde jeg. Sådan er børn. Det gjorde det nemmere for min mor, at jeg ikke stillede krav, og derfor slap hun på en eller anden måde af sted med det.

– Men selvfølgelig følte jeg mig valgt fra. Jeg kunne jo også se på andre børn, at de havde et helt andet forhold til deres mor, end jeg havde. Jeg snakkede for nylig med en, der sagde: Du har faktisk oplevet det, der næsten er værre end at miste din mor. Forstået på den måde, at det selvfølgelig må være helt, helt forfærdeligt at miste sin mor som barn, men det at miste sin mor, mens hun stadig er der, det minder hele tiden en om fraværet. Min mor sagde tit, at hun savnede mig, og da jeg blev lidt større, tænkte jeg: Hvorfor gør du så ikke noget ved det? Og da jeg blev voksen, begyndte jeg at fravælge hende. Jeg var ikke så tit ovre hos hende på Fyn, hvor hun boede, hun måtte komme her og besøge os.

– Jeg kan huske, vi havde en samtale, da jeg var 12 år, hvor hun sagde: Hvor er det dejligt, at du er blevet så stor, så vi bedre kan snakke sammen, og jeg kan bedre forstå dig. Hun havde svært ved at forholde sig til mig, da jeg var mindre, for hvad skulle hun stille op med mig, når jeg kom og besøgte hende? Hun vidste det simpelthen ikke.

1972. Kayas mor, sanger og skuespiller Sanne Brüel, ammer Kaya ­under prøverne på Aveny Teatret.

Hvad har det gjort ved dig som menneske, at du har følt dig svigtet?
– Jeg har et mønster med at være meget forstående og tilgivende, når folk melder fra eller aflyser, eller hvis jeg bliver svigtet på andre måder. Men jeg kan også godt mærke, at det samtidig gør meget ondt. Hvis folk siger, jeg kommer alligevel ikke ­lige forbi til din fødselsdag, så tager jeg det nok ekstra ilde op. Jeg tror, jeg på nogle planer har haft svært ved at sige fra og være ærlig omkring nogle ting. Jeg tænkte ikke så meget over det som barn, fordi jeg jo havde min far – det skal man ­ikke glemme. Hvis jeg nu havde haft en enormt fraværende far, havde det været noget andet, men jeg har haft en meget fast base med ham, og han har altid været der for mig.

Et sidste farvel
Kaya mistede sin mor i 2011. Hun havde kræft i underlivet, som havde spredt sig til maven og tarmen. Forløbet strakte sig over tre år, og undervejs troede alle, at hun var blevet helbredt. Kaya var gravid med sin søn, Alois, da moren blev syg, og hun havde samtidig travlt med sit arbejde, så hun var der ikke så meget for hende i begyndelsen. I maj 2011 fik Kaya at vide, at hendes mor var terminal.

– Fra det tidspunkt og indtil min mor døde i juni, sørgede vi for bare at være sammen. Vi mødte hinanden i det, jeg synger om i sangen "Nu & Nær". En mærkelig boble af forståelse, tilgivelse og sorg over ikke at have været der nok for hinanden. Vi snakkede meget i den periode, og jeg fortalte, at jeg var bange for at miste musikken med hende. Musikken var det, der altid havde bundet os sammen. Men min mor sagde: Det er jo der, jeg lever videre, Kaya. Der, hvor jeg ender, der begynder du. Vi to er en forlængelse af hinanden. Og sådan har jeg det i dag. Jeg føler, at hun lever videre i den musik, jeg skriver. Inden hun døde, nåede jeg at spille nogle af mine numre for hende – det er ikke dem alle, der handler om svigtet og det at miste – og hun syntes, det var så sjovt at høre, for hun ville have taget de samme valg i musikken, som jeg havde gjort. Vi var så meget på bølgelængde rent musikalsk. Jeg har også fået en masse af hendes gamle sange og demoer. Det er dit nu, sagde hun, du må indspille og lave lige så meget af det, som du vil. Men det kan jeg jo ikke.

Hvorfor ikke?
– Det er hendes. Det minder mig for ­meget om hende. Jeg kan heller ­ikke ­høre Jomfru Ane Band. Jeg kan ikke ­høre hendes stemme.

De sidste ti dage gik det hurtigt ned ad bakke for Kayas mor, og sangen "Du" på det nye album handler om det sidste øjeblik, Kaya havde med hende, inden hun døsede væk i en morfinrus i ambulancen på vej til hospice.

– Det var selvfølgelig ganske forfærdeligt, for jeg vidste, at vi skulle ­slippe hinanden, og det var mærkeligt at ­vide. Jeg sad der ved hendes side og ­kiggede på hende. Det blik, som rummer erkendelsen af, at der ikke er noget at gøre, glemmer jeg aldrig. Det slog mig, at det på mange måder var det samme blik, som jeg så i min datters øjne, lige da jeg havde født hende. Den her baby, der kigger op på en, og man tænker, hvem er du, og hvor kommer du fra? Jeg skulle give slip på min mor på samme måde, som jeg skulle give slip på Asta, da hun kom ud. Den direkte forbindelse mellem mor, mig og min datter – vi har navlestrengen til fælles, vi har været fysisk forbundet, vi er alle ­kvinder – men hvor kom de fra, og hvor går de hen? Det er det, sangen "Du" handler om. Om at være forbundne og samtidig skulle slippe hinanden.

Kaya voksede op i et andels-kollektiv med sin far og en masse andre børn og voksne i København. Her er Kaya og Niels på vej til Aalborg, hvor hendes mor boede.

Var din mor klar over, at hun skulle dø?
– De sidste dage ja, der vidste hun og vi det godt. Men jeg var der ikke i det moment, hvor hun døde.

Hvorfor ikke?
– Hun havde en kæreste og en søster, som skulle være der. Det var vigtigt for dem at have det øjeblik med hende. Og jeg skulle faktisk til Barcelona og lave en forestilling, så jeg tog afsked med min mor, da hun var kommet ind på hospice. Mens hun stadig var i live. Men hun var blundet ind.

Var det ikke svært at gå ud ad den dør?
– Jo, det var det. Men jeg havde ­været sammen med hende konstant i ti intense dage, så jeg var meget slidt. Det er fint nok, at man gerne vil dø hjemme, men det er også en romantisering, for det er de efterladte, der skal leve videre med det. Det er os, der skal deale med en kæmpe sorg og en afsked, samtidig med at vi skal være sygeplejere og tømme den døendes brækspand og ble. Det er en meget hård oplevelse at skulle stå for at være personlig sygepasser af ens døende mor eller far. Det var så rart, da vi kom ind på det hospice, hvor der var personale, der kunne tage sig af min mor og hendes behov, og som samtidig var trænede til at håndtere os som pårørende.

Er du ked af, at du ikke var der, da hun døde?
– Nej, jeg syntes, jeg havde sagt farvel. Det var et aktivt valg at tage hjem, og jeg fik krammet hende farvel, mens hun var i live.

LÆS OGSÅ: Kira Skov: “Jeg var allermest bange den dag, jeg fik at vide, at jeg havde fået kræft”

Musikalsk forbillede
Kaya tog hjem, græd ud og gav slip hos sin mand, Kenneth, og dagen efter ringede hendes moster og fortalte, at Sanne var død. Kaya tog til Barcelona samme dag og stod på scenen om aftenen i en forestilling, der handlede om døden.

– Jeg havde været bange for at miste evnen til at synge, når min mor døde, så jeg valgte at gennemføre for ikke at blive berøringsangst over for det. Og min mor – Sanne – lever jo netop videre i mig på grund af musikken. Præcis, som hun sagde, hun ville gøre.

– Sanne var kun 59 år, da hun døde, og det er stadig svært at forstå, at hun ­ikke er her mere. I begyndelsen græd jeg hver dag. I dag popper det op en gang imellem. Hvis jeg kommer til at høre noget af hendes musik. Eller her for nylig, da jeg var færdig med min plade. Der var jeg eddermame ked af det. Der var jo en, jeg manglede at vise den til. Jeg manglede den ultimative ros og anerkendelse fra hende. Mit store musikalske forbillede. Sanne. Min mor. Selvom min mor og jeg ikke har levet sammen, så har jeg altid følt hendes kærlighed og stolthed over mig. Kærligheden har aldrig manglet, det var mere nærværet og samværet, der ikke var der. Nu, hvor min mor er død, har jeg mistet den ene af dem, der altid har elsket mig ubetinget. Det er, som om den ene af de vinger, jeg altid er blevet båret af, er væk. Når du mister en forælder, mister du både en, du elsker, men også en, der elsker dig. Og det sidste tror jeg ikke, at man tænker over, før det sker. Der er noget meget vildt ved at miste den port, man er kommet fra.

Kaya og Sanne i 2000.

Sangen "Blomsten" på dit nye album handler om svigtet – hvorfor har du lavet den sang nu?
– Mens min mor levede, tror jeg altid, at jeg har forsøgt at beskytte hende, for jeg ville ikke gøre hende ked af det. Det var bare sådan en indgroet ting i mig. Sådan er det jo med børn, man vil helst ikke have, at ens forældre er kede af det, og jeg ville i hvert fald ikke bidrage til, at hun blev ked af det. Men nu er hun her jo ikke mere.

Så du har aldrig konfronteret hende med, hvordan hun kunne forlade dig?
– Nej, det har jeg ikke.

Hvorfor?
– Ja, hvorfor har jeg ikke det...? Jeg har undgået det, tror jeg, når vi har været sammen. Netop fordi jeg ikke ville gøre hende ked af det. Jeg ville bare have det rart og dejligt med hende, når vi endelig var sammen.

Er du ked af i dag, at I ikke fik snakket om det?
– Jeg ved ikke, hvad det ville have gavnet, for jeg tror, hun i forvejen havde lidt meget under det. Hun vidste godt, at hun havde svigtet som mor. Men hun var sådan en, der gerne ville gøre alle glade. Hun stod mellem mig, sine skiftende kærester og så sin tvillingesøster, som hun var meget knyttet til. Vi krævede alle noget af ­hende, og det, syntes hun, var hårdt.

Men nu har du fået det lidt på afstand og har fået brug for at få det sagt?
– Ja, det har jeg. Og det er jo ret vildt, for sangen er noget, jeg helt konkret har arvet fra min mor, og det er sådan, jeg bedst udtrykker mig. Hele min opvækst, ja helt fra jeg lå i hendes mave, har jeg ligget og lyttet til hendes stemme. Og når jeg ikke havde hende hos mig, hørte jeg hendes plader og kunne græde af savn ved lyden af hendes stemme. I dag kan jeg nogle gange høre hendes stemme i min egen. Når jeg synger, er jeg inde og røre dybt inde. Og derfor har det også været en sorgbearbejdning for mig at lave den nye plade.

Kayas mor, Sanne, var 20, og hendes far, Niels, 22, da de fik Kaya. Her er de på turne med forestillingen "Gospel", som Sanne spillede med i, mens Niels var med som tekniker. Da Kaya var 2 år, forlod moren hende for at forfølge sin teaterdrøm.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

Børnene kommer i første række
Kayas datter er i dag 17 år, og de to har da snakket om, hvorfor mormor mon tog de valg, hun gjorde.

– Men Asta har især oplevet det nære familiesammenhold, vi altid har haft med min far, mine tre søskende og min fars kone, Mette, som har været en ekstramor for mig. Derfor har hun nok ikke umiddelbart kunnet se, at jeg har manglet noget. Men Asta ved det godt, og hun har jo også selv savnet Sanne, for hun var ikke den typiske mormor, der kom over og passede eller bagte boller. Til gengæld kunne hun så meget andet, hun var skæg at være sammen med og lavede altid fis og ballade og spillede musik med børnene.

– Fordi jeg selv har følt mig svigtet, har jeg været meget bevidst om at tage de rigtige valg i forhold til mine børn. Jeg har altid prioriteret dem over mit arbejde, og jeg har nok altid på en eller anden måde forsøgt at være den mor, jeg gerne selv ville have haft. 

LÆS OGSÅ: Ulla Essendrop: “Jeg gider overhovedet ikke tage kampe på mit udseende. Det er det simpelthen for ligegyldigt til”

LÆS OGSÅ: Thomas Warberg: Bagstiv under Live fra Bremen

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

Kaya Brüel, 44

Sanger og skuespiller. Debuterede i 1991 med albummet "Kaya", og har siden udgivet flere album. Nu er hun aktuel med albummet "Nu & Nær".

Kaya er datter af arkitekt Niels Herskind og musiker Sanne Brüel. Hun er gift med filminstruktør Kenneth Kainz, og sammen har parret Asta på 17 og Alois på 7 år.

 

Nu & nær

Er aktuel med sit tiende album "Nu & Nær", der samtidig er hendes 25-års jubilæumsalbum. Albummet er det første, hun har skrevet, produceret, spillet og arrangeret helt alene.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Interview