Klaus og Sonja
Foto: Peter Nørby Sonja Wolffbrandt Christensen, 47 år, og Klaus Hornemann Møller, 53 år blev skilt for 22 år siden. Sammen har de Malika på 24 år, og Sonja har derudover Oskar på 17 år.

"Vi må acceptere hinandens kærester. Og det har egentlig ikke været svært"

Hun var parat til at gå i krig over en lampeskærm, da han var på vej ud ad døren. I dag tager de på ferier sammen med nye kærester, børn og børnenes kærester. Mød Sonja Wolffbrandt Christensen og Klaus Hornemann Møller, der blev skilt for 22 år siden, men holdt fast i at være en familie.

– Jeg nåede altså at få lidt ondt i maven over, at vi havde sagt ja til at være med i den her artikel, smiler Sonja, da vi er ved at sige farvel.

– Og samtidig havde jeg jo lidt travlt, for jeg ville have, at vi skulle nå at tale med dig, inden Klaus ombestemte sig.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Min ven Jesper gik fra sin kone et par dage efter nytårsaften..."

Sonjas skuldre er sænket, og der er en stemning af ro og “snart weekend” i luften. Klaus går hjemmevant rundt i Sonjas yndige lejlighed, rydder vinglassene, damerne ved bordet drak rosé af, og tager selv en kop kaffe mere. Jeg er selv på vej hjem til ulvetime, madlavning og madpakker, men jeg fornemmer, at ingen her har travlt med at komme videre. Sonja og Klaus er måske ikke et par mere, men de er bestemt hinandens familie. De har skrællet ind til essensen af, hvad der er vigtigt – sammen og hver for sig. Det kommer vi tilbage til.

– Du var nogle år ældre end mig, og jeg fornemmede, at du var anderledes dyb og eftertænksom end mine jævnaldrende, husker Sonja om den første tid.

Sonja og Klaus
Foto: Peter Nørby

– Og så var du jo flot og spændende, og den der næse, altså. Det kunne jeg ikke stå for. Jeg var bare intuitivt interesseret i at snakke med dig. Du repræsenterede noget andet end det, jeg var vant til.

De mødte hinanden på det intensive franskhold på HF. Ni skemalagte timer sammen hver uge blev hurtigt til flere.

– Sonja fangede mit blik. Hun så dejlig ud og var meget feminin, men ikke på sådan en “rød neglelak-agtig” måde. Hun udstrålede en god blanding af sejhed og naivitet, siger Klaus og kigger på Sonja, som om han ser hende igen, som hun var for 27 år siden, hvor de mødte hinanden for første gang.

– Vi var unge og næsten jævnaldrende, men jeg så os som voksne. Uden at vi egentlig var det.

De lavede voksne ting sammen. Så Kieslowski-film og gik i teatret. De flyttede sammen efter et halvt år, fik kredit i Ikea og slog plat eller krone om, hvilken sofa der skulle flytte ind i Klaus’ lejlighed på Frederiksberg. Og de fik kontokort til Magasin, hvor de sidst på måneden gik i Mad og Vin. Her købte de godt brød, ost, pølser og vin og spiste en herligt dekadent middag i den lejlighed, der, siden Sonja var flyttet ind, havde fået en hel ny farveskala. Stuerne var svampemalede i højrød og karrygul, og køkkenet gik fra ordinær almindelighed til pistaciefarvet finhed.

Nye farver

– Jeg havde ikke fundet mig selv endnu. Der var en anden dybde i dig og dine interesser. Du vidste hvad du ville, men var samtidig god til at føje mig, siger Sonja.

– Jeg havde en lejlighed på Østerbro, som jeg ikke kunne lide at bo i, så vores parforhold startede egentlig bare med, at vi gik i gang med at gå og male din lejlighed sammen, for jeg havde opsagt min.

De griner ved mindet om deres første spæde forsøg på familieliv, diskussionerne om indretningen og de mange timer med malerpensler i stuerne, mens Four Non Blondes sang “What’s going on?” på repeat.

– Jeg syntes jo grundlæggende ikke, at der var brug for at male. Det var frivillig tvang. Det er Sonja god til, husker Klaus.

Og tilføjer hurtigt:

– Men det var også fedt. Du var så glad i processen, og jeg var bare glad for, at du skulle flytte ind.

Sonja
Sonja er er designer og indehaver af de to brands Viola Sky og Sonja Love. Har butik på Smallegade og online, hvor hun sælger lingeri, kimonoer og luksusaccessories. Foto: Peter Nørby.

– Jeg er redebygger, og det gav du mig plads til at være, siger Sonja.

– Og jeg var ligeglad med farverne, svarer Klaus.

– Men flot var det, konkluderer Sonja med overbevisning. Klaus smiler ned i kaffekoppen. Samtykker den, der tier?

Den første tid var en god tid. Sonja syede om aftenerne og plejede sit kreative gen, mens Klaus lavede mad til dem. Sonja kunne ikke lave mad. Kun pasta med svampe og flødesauce. Han købte tyrkiske pølser hos halalslagteren, ristede dem og serverede dem i fladbrød, og han sørgede for, at de fik teaterabonnement hos Arte. De kunne begge skændes. Råbe så det bragede. Men for det meste var de enige om, hvilken retning livet skulle gå, og hvilken rytme hverdagen skulle have. Og så blev Sonja gravid.

Barn på vej

– Jeg havde meget lyst til at få et barn, men det var ikke planlagt. Vi havde kun været sammen i halvandet år, så vi var helt uforberedte på, hvordan det ville påvirke parforholdet, husker Sonja, der ikke var i tvivl om, at hun ville have den baby, der kom i marts, og at hun skulle føde hjemme i deres egne farver og ikke på Rigshospitalet, hvor hendes mor havde haft en dårlig oplevelse med sin fødsel.

– Tiden op til var meget uvirkelig for mig. Jeg tror, man som mand føler sig lidt i et vakuum. I starten er der ingen mave at se, og du kan ikke rigtigt forholde dig til, at der er et barn på vej, fortæller Klaus.

Til gengæld husker han den 17. marts som en magisk dag. Den dag Malika kom til verden i den kulørte lejlighed på Frederiksberg.

Klaus
Klaus er socialrådgiver og bor på Frederiksberg. Foto: Peter Nørby

– Det var ikke udbredt med hjemmefødsler for 24 år siden, men det var super fedt. Der er ikke alle mulige, der render rundt om dig, og vi kunne være os selv, så snart jordemoderen var gået. Det ville jeg til enhver tid have valgt for os igen.

Men der er også meget, som Klaus og Sonja ville gøre anderledes. Måske ligefrem fortryder. For Malikas første år var hårdt. Barsel var ikke blød, pastelfarvet babylykke, men en tid, hvor de var mere hver for sig end sammen. Klaus var arbejdsløs og blev sendt i aktivering på en postcentral i Høje Taastrup umiddelbart efter, at Malika kom til verden. Hver dag fra 15-23.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver skilsmissen også god for økonomien

Han kunne ikke falde i søvn, lige når han vendte hjem fra den lange togtur, og derfor sov han ofte til langt op af formiddagen, hvor Sonja og Malika allerede havde været i gang med dagens program af pludren, gylp og bleskift. Da Malika fyldte 6 måneder, gik Klaus på barsel, og de byttede roller. Nu havde Sonja travlt med at realisere sin drøm om at blive børnetøjsdesigner, og pludselig var Klaus alene med det hele.

– Vi var så frustrerede begge to. Der var altid en af os, som følte sig overvældet af alle de huslige opgaver. Og fordi vi var meget unge, tog vi ikke snakken. Vi startede skænderier, erindrer Klaus.

– Skulle jeg ændre noget, så var der mange af diskussionerne, der ikke var relevante, og som vi bare burde have ladet ligge. Sonja nikker genkendende til Klaus’ analyse.

Point of no return

– Vi var så umodne. Hvis mit nuværende jeg skulle sige noget til mit unge jeg, så ville det være ”hold ud!”.

Sonja holder en kort pause, som om hun overvejer, om rådet til unge Sonja er det rigtige.

– Og så ville jeg tale med ham om, hvor svært det hele var. Jeg var ikke klar over, hvor stor en omvæltning det er, at kroppen ændrer sig så drastisk på så kort tid. Vi havde svært ved at finde tilbage til den fysiske del af vores forhold. Og det savnede jeg. Men jeg ville stadig sige “hold ud og find en vej”.

Det blev meget Malika, som alting handlede om. Vi glemte at være kærester.

– Mit råd ville være, at vi skulle tale mere sammen, siger Klaus.

– Tale i stedet for at råbe.

Det var Sonja, der ville skilles. Men hun havde ikke forudset, at Klaus ville tage hende på ordet så prompte.

– Det kom ganske vist fra mig, men jeg var også utroligt dårlig til konsekvensberegning dengang, siger hun i bagklogskabens neonklare lys. De havde fra starten aftalt, at man ikke måtte bruge trusler eller slå op for sjov. Du gjorde det kun forbi, hvis det VAR forbi.

– Jeg spurgte Sonja, om hun nu virkelig var sikker. Da hun sagde ja, var jeg resolut. Pakkede mine ting og fandt mit eget sted.

Sonja og Klaus
Foto: Peter Nørby

Det var slut som par, men ikke som familie. For der var stadig lille Malika, der kun var halvandet, og som de var enige om skulle være en uge ad gangen hos hver af dem, have børnefødselsdage med både mor og far og en barndom, hvor de voksne hjalp hinanden fremfor at bekrige hinanden.

– Det tog et par år at komme ovenpå, fortæller Sonja.

– Jeg var ikke afklaret, da vi gik fra hinanden, og det var svært ikke at være sammen hele tiden. Jeg følte mig mislykket.

Klaus nikker og supplerer:

– Drømmen om at have en familie brast for good. Jeg følte en stor sorg over, at nu gik familien i opløsning, og at jeg havde mistet det holdepunkt for evigt.

Malika blev limen i den nye familiestruktur. Ingen af dem kunne holde ud ikke at være sammen med hende, og de sørgede for at bruge hinanden som barnepiger og støtter så meget som muligt. – Kort tid efter bruddet blev vi begge ramt af en hård influenza. Først mig og så Klaus. Han kom over med Malika, og så lå vi der i dobbeltsengen nyskilte og dødssyge, mens Malika bare havde en fest midt i det hele. Det står for mig som et godt billede på vores nye liv sammen. Jeg var stadig meget knyttet til Klaus. Respekten for hinanden var uændret.

Lampeskærmen

Hos Klaus hersker der ingen tvivl om, hvad kilden til deres gode skilsmisse har været.

– Mit bedste råd til alle er: Lad nu være med at være så rethaveriske. Det har danskere en tendens til at være helt generelt. Folk kan finde på at gå ud foran en lastbil, fordi der er grønt lys, og det er deres ret. Men vi skal ikke prøve at få ultimativ retfærdighed. Den eksisterer ikke. Det er kun noget, som du kan give til andre mennesker.

Sonja er enig og husker det som et af sine mindst stolte øjeblikke, da hun var ved at lade småligheden overvinde hende.

– Jeg var ved at gå i krig over en lampeskærm. Den skulle du bare ikke have med, da du var på vej ud ad døren med dine ting, husker hun.

LÆS OGSÅ: "Jeg har været jaloux over, at vores mor havde mere fokus på Stine"

– Du lod mig bare få den uden videre og gik. Så fik jeg ellers lov til at blive tilbage med min grimmeste side og min hjemmelavede lampeskærm. Jeg havde så dårlig samvittighed.

Klaus fik den tilbage og har den endnu. Sonjas lampeskærm, som hun mener ligner en tro kopi af noget, indretningsguruen Tricia Guild kunne have designet, men som han beskriver som et A4-ark med børnemaling og en snor igennem. Lampeskærmen er symbolet på Sonjas vigtigste lærestreg:

– Lad være med at drage i krig, for så kan du ikke få fred, siger hun.

– Du kan alligevel heller aldrig få ret, mener Klaus.

– Alle taber. Mest af alt børnene. Det er os som voksne, der skal gå forrest og vise, hvordan man håndterer konflikter.

To kæmpekriser

Hvis skilsmissen var abrupt, så var efterspillet langt mere roligt og velovervejet. De fik begge nye kærester og købte kolonihavehuse dør om dør, så Malika kunne løbe frem og tilbage mellem mor og far. Og Sonja fik en søn mere, Oskar, med sin nye mand, Brian.

Men den nyfundne harmoni tog et frygteligt slag, da Brian døde af kræft som kun 34-årig. Oskar var fyldt et år, og Sonja havde netop åbnet sin pudderfarvede drøm af en lingeributik under navnet Viola Sky.

– Det var rystende for os alle, og det er en oplevelse, der stadig sidder i os. Jeg ville støtte op om Sonjas projekt og havde allerede indstillet mig på, at jeg skulle have en langt større rolle i Oskars liv fremover, end hvad der ellers lå i kortene, fortæller Klaus.

Men som om det ikke var nok, blev Klaus ringet op på en ferie i Guatemala med Malika. De skulle komme hjem. Året var 2010, og Sonja var ikke død, men hun har været det. I otte minutter. Nu lå hun i koma på Odense Universitets Hospital, og alt tydede på, at de skulle tage deres afsked med hende.

– Der stod jeg i Mellemamerika, og hele min verden faldt sammen. Sonja havde fået hjertestop, og vi anede ikke, om hun vågnede op igen – og hvis hun gjorde, ville hun måske være hjerneskadet.

Sonja og Klaus
Foto: Peter Nørby

Klaus stopper og tænker tanken til ende:

– Oskar ville miste begge sine forældre. Og jeg vidste, at de to søskende skulle vokse op sammen, de skulle have hinanden, så pludselig var han også min. Der var så mange tanker og følelser på spil. Alt det lort, skænderier og uenigheder fra fortiden … alt forsvandt! Jeg gav fuldstændig slip på al negativ energi, jeg havde rettet mod Sonja eller vores brud …

– … og det har jeg mærket lige siden, fortsætter Sonja.

– Du holdt bare op med at rette på mig og skælde ud. Fuck! Det ændrede alt. Vi opdagede begge med et, hvad det var, der var vigtigt.

Forholdet var ændret for altid. Sonja fik ikke bare en pacemaker og sit liv tilbage. Hun fik også en ny familie forærende. Klaus opdagede, at Sonja ikke alene var mor til hans datter, men også en central person i hans liv. Han gjorde sig til Oskars bonusfar, uden nogen bad ham om det. Lysten drev ham til at have alenetid med Oskar, købe fødselsdagsgaver og give lommepenge.

– Det var ikke noget, vi aftalte, det skete bare, siger Sonja.

– De kriser, der kom, tømrede vores familier sammen. Der var ikke nogen hjælp, der var en pligt længere. Det blev til kærlighedsgerninger.

Klaus og Sonjas bedste tips til den gode skilsmisse

Klaus og Sonja

  • Lad være med at gå i krig med hinanden. Så kan I aldrig få fred.
  • Undgå smålighed. Hvis du bliver rethaverisk, får du måske ret her og nu, men du får aldrig absolut retfærdighed.
  • Hjælp hinanden med børnepasning og fleksibilitet. Alle vinder – især børnene.
  • Tal sammen. Og lad være med at råbe.

Together apart

I dag ses Klaus og Sonja ofte og rejser verden rundt sammen – med nye kærester, børn og børnenes kærester. Alle er velkomne, så længe der er forståelse for den lidt utraditionelle familiestruktur.

– Vi er helt afklarede i forhold til hinanden. Det er ikke sådan, at en af os sidder og håber, at hvis vi drikker en masse gin på altanen, så ender ferien i, at vi kysser. Efter Brians død og Sonjas hjertestop er der noget helt andet på spil, forklarer Klaus.

– Der er er kun ren kærlighed tilbage, ikke ”kæreste-kærlighed”.

De er sammen, fordi de vil det samme, og fordi de begge gerne vil være en del af en familie.

– Vi elsker kunst, kultur og god mad, og vi er et godt rejsehold, fastslår Sonja.

– Vi kan også tage en weekend til Sverige og arrangere en påskefrokost. Og måske holder vi jul sammen i år.

Men hvad med de kærester, der også har været en del af deres liv, og dem, der venter i fremtiden?

– Vi må acceptere hinandens kærester. Og det har egentlig ikke været svært. Det er mere et spørgsmål om, hvorvidt de kan acceptere os, afslutter Klaus.

– Vi har en intimitet, som de måske ikke føler, at de kan få en del i. Når jeg møder en kvinde, får hun at vide, at det er et vilkår for vores forhold, at Sonja er i mit liv. Jeg har fået den familie tilbage, som jeg mistede for 22 år siden. Det er den største gave i mit voksne liv, og den vil jeg ikke opgive for nogen.
Sonja smiler. Den, der tier, samtykker. Der var ingen grund til at frygte den åbne samtale i dag. Sonja og Klaus er måske nok skilt, men de har hinandens ryg.

Se, hvad vi ellers skriver om: Skilsmisse, Parforhold, Familieliv og Interview