Kvindenetværket Magisk Mandag
SPONSORERET indhold

"Det gør mig faktisk lidt rørt": Har disse 10 kvinder regnet den ud?

De ligner 10 seje kvinder med styr på det hele. Og de ER 10 seje kvinder, der har fundet sammen i et netværk, hvor sårbarhed og ydmyghed bliver til styrke og sammenhold. ALT for damerne er taget med til møde i netværket Magisk Mandag, og her kan du se, hvad det kan betyde, at kvinder støtter kvinder.

Af: Marie-Louise Truelsen Foto: Les Kaner
18. okt. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

Der er noget i luften. Klokken er 10 denne mandag formiddag, og efterhånden som otte glade, farverige og meget højlydt snakkende kvinder kommer ind ad døren hos designeren Dea Kudibal, er der ingen tvivl.

Det er magi, der er i luften. Intet mindre.

Der udveksles krammere og kindkys. Smukt indpakkede værtindegaver bliver beundret og pakket ud. Den sidste nye film debatteres, mens der laves kaffe, og den lille hundehvalp Toffee, som også har fået lov til at komme med i dag, nusses, mens latteren og snakken bølger gennem Deas skønne køkken.

Velkommen til Magisk Mandag.

LÆS OGSÅ: Julia Lahme om to veninders hårde kamp: "Jeg har brug for de stærke kvinder i mit liv – og også for de svage…"

Magisk Mandag

ALT for damerne fejrer 75-års fødselsdag, og det gør vi med et blad fyldt med skønne kvinder. Kvinder, der kan, tør og gør. Kvinder, der gerne går en ekstra mil. Og ikke mindst kvinder, der udviser søstersind.

Netværket Magisk Mandag er et eksempel på det hele, og ALT for damerne har fået lov til at sidde med ved et møde for at opleve den helt særlige stemning – magi – der udspiller sig, når Dea Kudibal, Rikke Hertz, Marianne Dulong, Kira Sextus, Susanne Sørensen, Katja Bamberger Bro, Pernille Sandberg Bech, Lotte Thor og Anne Sofie Svarre mødes.

Normalt er iværksætteren Mia Wagner også med, men hun har desværre måttet melde afbud i dag, så det er "kun" ni kvinder plus en spændt journalist, der bænker sig om et smukt dækket morgenbord med alt, hvad hjertet kan begære af mad og drikke. Som værtinde er Dea den første, der tager ordet for at byde velkommen.

Dea: "Jeg er så glad og taknemmelig over, at I prioriterer at komme her i dag. Det, der for et år siden bare startede som en frokost med nogle kvinder, jeg kendte rigtig godt, og andre, jeg næsten ikke kendte, har udviklet sig til et fuldstændig fantastisk sammenhold. Jeg føler virkelig, at Magisk Mandag er noget, I alle gerne vil og prioriterer, og det gør mig faktisk lidt rørt. Jeg har gennem noget tid droslet lidt ned og er i gang med at simplify my life – og det går rigtig godt, kan jeg sige – men jeg ved, hvor travlt I alle sammen har, og derfor betyder det ekstra meget, at I prioriterer at komme og være med i denne gruppe. Så tusinde, tusinde tak. Som du siger, Rikke: Living is giving. Og det er det, vi gør her."

Fra at være en uformel frokost er de ti kvinders møder gået over til at være et lidt mere formaliseret netværk. Døbt Magisk Mandag af Mia Wagner, fordi første møde simpelthen var magisk for alle deltagerne. Alle Magisk Mandag-møder er nu bygget op på samme måde. Deltagerne spiser og snakker lidt, og så går "runden" i gang. Alle får på skift ordet, og det er frit. Man kan fortælle om nogle private kvaler eller glæder, man kan tale meget personligt, eller man kan tage et vigtigt emne op, som man gerne vil have de andres input til. Første kvinde i rækken er Pernille Sandbergh Bech, som for tre et halvt år siden lavede netværket Goodtalks, hvor 3500 kvinder støtter og løfter hinanden.

Pernille: "Jeg har brugt min sommerferie på at tænke lidt over, hvordan min fremtid skal se ud. Jeg sidder i forskellige bestyrelser, og det, jeg altid siger til direktørerne, er: "What got you here, won’t get you there." Det, der har fået dig til dette sted i livet eller arbejdslivet, er ikke nødvendigvis det samme, der kan få dig videre. Og det har jeg tænkt meget over i relation til min egen rolle i Goodtalks. Hvordan skal jeg tage det videre herfra? Det er sådan en modningsproces, som jeg er i gang med. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv igennem det sidste halvandet års tid. Jeg har været i coaching og terapi, fordi jeg det meste af mit liv har rendt rundt og følt, at jeg ikke var go’ nok. Jeg var ikke klog nok, dygtig nok, pæn nok. Og på en eller anden måde er der noget, der nu er klikket, og jeg har fået det sådan: Nej, jeg er fandeme go’ nok. Jeg kan godt det, jeg laver. Jeg har lige skabt en ret sindssyg virksomhed, som har landet en vurdering på 100 millioner, og det er altså ret meget..."

Alle klapper og anerkender Pernille. Noget hun ikke tidligere har været særlig god til selv.

Magisk Mandag
Pernille Sandberg Bech og Dea Kudibal

Pernille: "Jeg vil holde op med alt mit selvhad, jeg vil holde op med at gemme mig. Jeg har ikke gået i andet end sorte kjoler, siden jeg var 12 år, men Dea, du har givet mig modet til at have noget tøj på, som råber lidt højere."

Dea: "Det er så fedt!"

Pernille: "Jeg er bare så sindssygt taknemmelig for den her gruppe. Vi kendte ikke hinanden særlig godt første gang, men det, at vi tør at være sårbare, skaber altså en kæmpe magi og et space, hvor andre tør være. Det er imponerende, hvad vi har kørende her, så jeg rider videre på bølgen og glæder mig til, at jeg skal giftes på lørdag i den fedeste pink kjole!"

Pernille lavede Goodtalks for at samle kvinder, der er enige om, at de skal løfte hinanden, give hinanden en "hestesko" og spille hinanden gode. Det er blevet en digital byttebørs af medmenneskelighed, som hun forklarer det. Et sted, hvor man kan mødes uden skjold, og hvor anerkendelse og søstersind er den bærende tanke.

Præcis som Magisk Mandag er det her i dag. Rikke Hertz er næste kvinde ved bordet. Hun fortæller, hvordan hun har brugt sommeren på at reflektere over coronatiden, fordi hun for første gang nogensinde har været meget hårdt ramt på økonomien i sin virksomhed. Hun er clairvoyant og yder spirituel erhvervsrådgivning og coaching, og hun afholder kurser og uddannelser. Alt sammen noget, der har været lukket ned under pandemien.

Rikke: "Jeg havde mistet lidt af min sædvanlige balance under corona, men i forbindelse med en meditation tænkte jeg over, hvad der mon er gaven i corona. Og jeg kom frem til, at det er, at jeg fik tid og mulighed for at være en del af den her smukke, kærlige, opbakkende energi sammen med jer. Det er så givende at være et sted, hvor jeg kan sætte ord på mine tanker og blive mødt med et ekstremt engagement. Forleden dag var Dea og jeg ude og vandre en tur i skoven, og vi snakkede om, at det er okay at være bange nogle gange. Selvom man er spirituel vejleder, må man godt indrømme, at man har været ved at skide i bukserne og har tænkt, hvad skal der dog blive af mig? Men hør her – hvis alt går galt, kan jeg jo bare købe mig en campingvogn og sidde med en krystalkugle på en rasteplads et sted."

De griner alle højt og forestiller sig Rikke som spåkone med et tørklæde om hovedet. Et tørklæde, som Dea under stor jubel straks tilbyder at designe.

Rikke fortæller videre, hvordan hun kun kendte et par stykker, da Dea inviterede til den uformelle frokost for et års tid siden. Hun blev overrasket, da hun opdagede, at hele ti kvinder var samlet, og hun beskriver det som at møde udelukkende lysende og sårbare sjæle. Hun følte sig særligt udvalgt.

Magisk Mandag
Dea Kudibal og Susanne Balsløw Sørensen
Magisk Mandag
Susanne Balsløw Sørensen, Rikke Hertz og Pernille Sandberg Bech

Det samme gjorde Susanne Sørensen, som er den næste kvinde, der tager ordet. Hun fortalte i foråret i ALT for damerne, at hun og ægtemanden Rolf Sørensen, stik mod hvad de tidligere havde meldt ud, havde besluttet at give deres ægteskab en chance, selvom Rolfs alkoholmisbrug havde været ved at ødelægge alt.

Første gang Susanne talte åbent om parrets problemer til andre end familien og de nærmeste venner, var dog i dette forum. Til de andre kvinder i Magisk Mandag, som hun kun kendte lidt på forhånd, men som hun straks følte sig tryg ved. Og i dag har hun endnu en meget personlig nyhed.

Susanne: "Jeg var nervøs, første gang vi mødtes og skulle fortælle om os selv. For kunne jeg nu lade være med at græde, når jeg stod midt i alle de problemer? Men Dea, du vil gerne omringe dig med gode mennesker, der vil dig det godt. Ordentlige mennesker. Og sådan har jeg det også. At møde jer ramte lige ned i, hvad jeg også havde brug for. Jeg har lært en masse om energi af dig, Rikke, og for mig er det her netværk energi og synergi. Når vi er sammen, opstår der den her feminine, skrøbelige og stærke energi. Jeg er meget maskulin, så jeg har virkelig brug for medsøstre. Jeg har boet 20 år i Italien, hvor kvinder bruger hinanden meget mere, end vi har været vant til herhjemme. Når jeg f.eks. havde født, mødte alle kvinder i familien og omgangskredsen op og hjalp til. Det er helt naturligt i Italien, og det har vi lidt mistet i Danmark, synes jeg. Vi er meget selvstændige individualister, og man skal helst ikke fortælle for meget, for uha, hvis jeg fortæller noget skrøbeligt, kan det måske blive brugt imod mig. Men da jeg meget sårbart fortalte om Rolf og mig, så mødte I mig bare med de største åbne hjerter."

Hun holder en lille pause.

Susanne: "Jeg har det faktisk rigtig godt nu, men jeg må også fortælle, at nu SKAL vi alligevel skilles... Vi har kæmpet for at blive sammen, men vi har tabt kampen. Vi er begge to smadderkede af, at det ikke lykkedes, men jeg vil til hver en tid tænke, at jeg virkelig gjorde, hvad jeg kunne, for at redde mit vidunderlige ægteskab."

Varme og sympati strømmer mod Susanne, der fortæller, at hun skal til at finde ud af, hvordan livet som single mom nu skal formes. Hun fortæller, at hun arbejdsmæssigt står over for nogle spændende udfordringer, fordi hun blandt andet skal stå for at åbne det franske marked for European Sperm Bank, hvor hun er ansat som Regional Sales Manager. Det betyder, at hun skal rejse en masse med jobbet, og det glæder hun sig til. Hun er også ved at skrive en ny og udfordrende bucketlist over alt det, hun gerne vil gøre og opleve.

Susanne: "Der ligger mange gode ting foran mig, og jeg glæder mig blandt andet til, at jeg kan invitere jer alle på Magisk Mandag hjemme hos mig i mit nye hjem."

Alle klapper igen.

Magisk Mandag
Lotte Thor

Susanne stråler, og det får Rikke til at udbryde, at hun simpelthen ligner en discokugle, som hun sidder der og lyser og glimter. Alle griner. Men der er faktisk noget om det. Her sidder en kvinde, der er på vej videre. Og en kvinde, som ved, at hun har masser af opbakning, uanset hvad hun vælger.

Kira Sextus sidder ved siden af Susanne med sin lille ni uger gamle hundehvalp Toffee på skødet. Kira fortæller, hvordan hun var lidt skræmt første gang, hun mødte de andre her ved bordet. Hun var i tvivl om, hvorfor hun var blevet inviteret, da hun opdagede, at der var tale om en række stærke erhvervskvinder. Var det mon en fejl? Troede Dea, at Kira var en større del af tøjfirmaet Samsøe Samsøe, som hendes mand står bag?

Kira: "Jeg er nemlig egentlig bare i baggrunden og får alt til at hænge sammen lige fra børn til indkøb og hundehvalp og booking af flybilletter. Jeg nåede lige at tænke, hvordan finder jeg min plads her, men ved I hvad... Det har jeg overhovedet ikke tænkt siden."

Alle råber i munden på hinanden, at det er så godt, at Kira har det sådan, for hun er en vigtig del af netværket. Det handler nemlig ikke om, HVAD man er, men HVEM man er.

Kira: "For mig har det ene år taget det andet med børn og familie, og jeg har ikke rigtig haft tid til at tænke på mig selv. På hvad jeg egentlig vil. Det er jeg kommet meget nærmere ved at være sammen med jer. Fordi I er sådan nogle stærke individer, er jeg blevet bedre til at sætte de andre lidt til side, og jeg er blevet bedre til at sige fra. Så meget faktisk, at min mand, Peter, har sagt: "Hvad er det der Magisk Mandag egentlig for noget?"

De andre griner og siger: Sådan!

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt: Mit barn definerer sig hverken som dreng eller pige – og det har jeg lært af

Magisk Mandag
Kira Sextus

Kira: "Så måske kommer jeg snart i gang med at skrive den krimi, som jeg har drømt om at skrive i mange år, jeg er i hvert fald blevet skubbet rigtig meget af at være her, så tak for det."

Efter en lille pause, hvor der bliver tanket op med kaffe, er det journalist Lotte Thor, der får ordet. Hun er tidligere tv-vært fra DR og har i en periode været pressechef i Bella Centeret, men i dag er hun selvstændig. Hun laver især videointerviews, som hendes kunder kan bruge i intern og ekstern kommunikation, men det var svært for hende at gå fra de trygge rammer i DR.

Lotte: "Det var ikke noget, jeg rigtig havde talt med så mange andre om, men jeg tog det op i denne gruppe. Her følte jeg, at jeg godt kunne tale om det. Det var ikke nemt at gå fra fast lønchek og en masse kolleger i ryggen til at være den, der skulle klare alt selv. Jeg havde også en identifikation som "Lotte Thor, der laver tv", som var svær at slippe. Når jeg havde prøvet at tale lidt med mandlige venner om det, var de sådan, du skal bare gøre sådan og sådan, og tror du måske, at vi syntes, det var nemt i starten, da vi blev selvstændige? Nej, det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men derfor var det alligevel svært for mig."

Lotte: "Her i gruppen var Pernille sød at hjælpe mig til at forstå, at jeg faktisk savnede at være på, så hun fik mig i gang med at facilitere foredrag og talks, så jeg stadig skulle op på en scene. Og Katja, du må have gennemskuet mig også, for du fik idéen til, at jeg også skulle lave mit eget talkshow. Det blev startskuddet til Magisk Mandag online. Et talkshow på tre kvarter, hvor jeg er den primære vært og har Dea og Katja med som co-hosts. Vi inviterer interessante personligheder ind, som kan bidrage med for eksempel søstersind- eller iværksætterhistorier, der kan hjælpe andre kvinder i gang. Man kan skrive ind og få gode råd af panelet, og vi har fået utrolig mange positive tilbagemeldinger på programmerne. Det er en måde at få den magi, vi har oplevet sammen, ud til mange flere og forhåbentlig inspirere andre kvinder til at lave lignende netværk, hvor de kan hjælpe og støtte hinanden, og hvor det er ok at være sårbar og ærlig."

Netop sårbarheden går igen hos alle, når de skal beskrive, hvorfor Magisk Mandag fungerer så godt. Det gælder også for Anne Sofie Svarre, som præsenterer sig selv som hjemmegående. Ligesom Kira blev hun umiddelbart forvirret over at være inviteret med til den første frokost, for hvad kunne hun egentlig bidrage med? Det er hun blevet klogere på.

Anne Sofie: "Jeg føler, at jeg bidrager med mine egne personlige erfaringer. Med min livsrejse. Og det, jeg tager med mig herfra, er inspiration. Jeg elsker at møde folk på min vej, som giver mig inspiration, og det synes jeg, at alle her gør. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi er blevet sat sammen, jeg tror, det er meningen, at vi skal gavne hinanden. Jeg har fundet ud af, at jo mere sårbar man tør at være, jo mere får man også igen. Lige så snart man møder andre mennesker på det plan, opstår magien. Det var i hvert fald, hvad vi alle oplevede, da vi mødtes første gang. Lige så snart den første åbnede for noget sårbart, kunne vi alle mærke det."

Anne Sofie: "Det er interessant, synes jeg, og jeg tror på, at det er den vej, verden i højere og højere grad kommer til at gå. Bare se sådan en som Kasper Hjulmand, som under EM i sommer udviste en meget ærlig ledelsesform i en ekstremt sårbar situation. Det blev der taget så godt imod. Og hvad var det egentlig, han gjorde? Han turde simpelthen være sig selv hele vejen igennem, og han turde have tillid til sig selv og sin egen intuition. Det ville være fedt, hvis verden gik mere i den retning, så vi ikke havde alle de rundsave på albuerne og store egoer. Jeg håber, at vi tør begynde at være lidt mere ydmyge alle sammen."

Magisk Mandag
Katja Bamberger Bro og Anne Sofie Svarre

Umiddelbart ligner alle kvinder om bordet nogen, for hvem livet bare kører og altid har gjort det, men selvfølgelig er det ikke sådan. Alle har haft – eller har – deres at slås med, og det bliver tydeligt, da Katja Bamberger Bro tager ordet. Hun er selvstændig med speciale i marketing, pr og produktudvikling, hun er vanvittigt dygtig til networking, og hun står bag samtalespillene Small Talk Big Questions, som har fået bragende succes.

De er blandt andet lavet i en særversion til Rikke Hertz' seneste bog Energi og i en version, der støtter Julemærkehjemmene. Julemærkehjemmene kæmper for børneliv uden mobning, ensomhed og mistrivsel, og det er noget, Katja kan mærke helt ind i sjælen. Hun blev selv mobbet som barn, fordi de andre syntes, at hun var tyk. En følelse, der har forfulgt hende lige siden, men som hun er godt i gang med at gøre op med ved blandt andet at have fortalt sin historie i ALT for damerne tidligere i år.

Katja: "Børn, der ikke har det godt i deres kroppe, lever fra halsen og op. Og det gjorde jeg måske også. Men da jeg så sad her første gang for et års tid siden, følte jeg med et, at jeg blev accepteret i et fællesskab, og at det faktisk var lige meget, hvordan jeg så ud. Jeg behøver jo slet ikke være tynd for at lave mit arbejde. Jeg følte med det samme, at vi har hinandens ryg her, og at vi kun vil hinanden det bedste. For nylig var de fleste af os mødt op til Rikkes bogreception, og der blev lavet en lille video, hvor du, Rikke, sagde tak til mig for vores samarbejde omkring kortene. Den video har jeg set hundrede gange."

Hun stopper op, øjnene bliver helt våde, og hun må lige samle sig for at kunne tale videre.

Katja: "Det har virkelig været kæmpestort..."

Stemmen knækker helt over, og hun må have tid til at duppe sine øjne.

LÆS OGSÅ: "Jeg tudede hele vejen hjem, for det føltes så forfærdeligt"

Katja: "I dag er det 18 år siden, jeg mødte min mand, og det var faktisk første gang, jeg brugte min intuition. Jeg kiggede på ham og tænkte: Der kommer ham, jeg skal giftes med. Og det, som den her gruppe har lært mig, det er at bruge min intuition, for det har jeg ikke altid været god til. Da jeg for eksempel fik lov til at læse om dit smykkebrand, Marianne, for at give dig sparring, følte jeg mig pludselig som sådan en jægersoldat, der var trænet til at se ting, som andre ikke ser, og det stod mig lysende klart, hvilken vej I kunne gå med firmaet. Jeg har simpelthen fundet ud af, at det, jeg skal bruge min tid på, er at inspirere andre mennesker, og det har I hjulpet mig til at finde ud af. Så tusinde tak for det. Og undskyld, jeg havde virkelig ikke planlagt, at jeg skulle sidde her og tude..."

Katja modtager en strøm af varme og opbakning for at dele sine tanker og sine tårer.

Susanne: "Og jeg vil bare sige, at hvis dit mål er at være en inspiration for andre, så er det allerede nået. Du er noget af det mest inspirerende, jeg kender."

Magisk Mandag
Marianne Dulong og Katja Bamberger Bro

Marianne Dulong, der sidder ved siden af Katja, nikker. Ud over smykkefirmaet Dulong Fine Jewelry har hun gang i et nyt projekt, som hun endnu ikke kan løfte sløret for her i bladet. Men kvinderne omkring bordet kender til det, og Katja har været sparringspartner. De to kendte ikke hinanden, før de mødtes til frokosten for et år siden, men de har det begge som om, at de har kendt hinanden altid.

Marianne: "Det helt særlige ved Magisk Mandag er først og fremmest, at udgangspunktet er så veldefineret. Dea fik skabt en ramme for os den dag, vi mødtes første gang, med smukke ord som ordentlighed, kærlighed, fortrolighed og oprigtig interesse i at hjælpe og støtte hinanden. Det er et trygt udgangspunkt for sparring. Her er så mange kloge kvinder med så meget at byde på, og man sidder med en anden åbenhed over for gode råd, når det ikke er ens venindegruppe."

Rikke: "Jeg føler også, at det er en særlig gruppe, fordi vi ikke har forpligtigelser over for hinanden. Med veninder ligger der en form for forventning om, at man skal huske fødselsdage og alt sådan noget, men her er der ikke samme forpligtelser. På den måde føler jeg mig meget frisat i denne gruppe."

Marianne runder af med at samle op på noget meget personligt omkring sygdom i familien, som hun til sin egen store overraskelse delte med netværket første gang, de mødtes. Hun er vant til at klare alting selv, fortæller hun, så det var en helt ny oplevelse at dele noget så personligt og svært, men det har været godt at mærke og sige højt, at det var noget, der fyldte. Alt går godt på den front nu, og det er alle glade for at høre.

Magisk Mandag er ved at være slut for i dag – der er tre måneder til næste møde – og Katja får lov til at sætte nogle ord på, hvordan andre måske selv kan skabe et understøttende netværk med masser af søstersind, hvis inspirationen er opstået efter at have læst om Magisk Mandag. 

Katja: "Det begynder med dig selv. Kig dig i spejlet og sig ja. Fortæl dig selv, at du er vildt dygtig til det, du laver, og at du har meget at byde på. Det er lige meget, hvad det er, men kig indad og find ud af, hvad du kan og har i dig, og giv så det til verden. Gi' det til alle. Jo mere du giver, og jo mere du taler dig selv op foran spejlet, jo bedre bliver det, du giver. Alle kan noget forskelligt, og som vi har hørt i dag, sidder her et par stykker, som tænkte, at de måske ikke havde nogen berettigelse her, fordi de ikke er erhvervskvinder. Men det, vi laver, er jo slet ikke grunden til, at vi mødes. Find ud af, hvad der giver dig energi, og giv så det videre til andre."

Magisk Mandag
Syv kvinder fra Magisk Mandag stiller op til foto. Fra venstre Marianne Dulong, Anne Mette Svarre, Pernille Sandberg Bech, Susanne Balsløw Sørensen, Rikke Hertz, Katja Bamberger Bro og Kira Sextus

Anbefalet til dig