Line Aagaard
SPONSORERET indhold

"Det har gjort en masse for min selvtillid, at jeg turde"

Drømmen var at få kvinder til at bruge bind og tamponer, der var bedre for dem selv og naturen. Line Aagaards iværksætterdrøm fik ikke lov til at leve ret længe, men selvtilliden, hun fik af at prøve, er det hele værd.

Af: Natalie Gøttsche og Anne Mette Svenningsen
05. apr. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

Hjemme hos 31-årige Line Aagaard i Vejle er der et helt lager af økologiske tamponer. Det atypiske lager vidner om en tid, hvor Line havde sit eget firma, Aluna. Der solgte hun, sammen med to partnere, økologiske tamponer og bind på abonnementsbasis. Firmaet lukkede i 2016, men Line er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun ville tage chancen igen, hvis det var i dag. Hun er stolt af, at hun har prøvet at være iværksætter.

– Det har gjort en masse for min selvtillid, at jeg turde. Når jeg sidder hjemme i stuen og tænker tilbage på det, er det med et smil på læben.

Det hele startede i 2013, hvor Line sammen med sin første partner, Rosa, ansøgte om at blive en del af et iværksætterforløb ved Studentervæksthus Aarhus. De teamede op om samme idé med en af de andre ansøgere, Kathrine, men trekløveret brast inden for det første halve år. Rosa kunne ikke rigtig finde sin rolle og forlod firmaet. Og det er en af de vigtigste lektier, Line har taget med sig: Rollefordelingen skal være på plads, hvis man er flere sammen om et projekt.

Det kan innovationsunderviser Laila Pawlak nikke genkendende til. Hun er medstifter af Singularity University Nordic i København, hvor der undervises i innovation særligt inden for Tech-branchen. På Singularity University hjælper de også de studerende med at give deres iværksætterdrømme luft under vingerne.

LÆS OGSÅ: "Jo mere flabet jeg er, jo nemmere får jeg møder med potentielle kunder"

– Hvis man laver noget med nogle andre, skal man sikre sig, at man er afstemt med, hvem der gør hvad, og hvad man gør, hvis man ikke skal lave det her sammen mere, forklarer Laila Pawlak.

Det kan en ejeraftale blandt andet være løsningen på, men ifølge Laila Pawlak er det vigtigt, at man får taget snakken om det.

I sidste ende blev det ikke Rosas exit, der satte Line og Kathrines iværksætterrejse ud af kurs. Firmaet Aluna blev lanceret i 2014 og overlevede i lidt over et år, før de to kvinder alligevel måtte dreje nøglen om.

– Vi havde ikke mere energi, og markedet var ikke klar. Vi havde heller ikke overskuddet eller pengene. Vi ville have noget erfaring ud af det, og det fik vi. Det store mål var at lære.

Line fortryder på ingen måde, at hun kastede sig ud i sit iværksættereventyr på trods af, at det kuldsejlede. Og hun håber, at flere kvinder kan finde modet til også at satse på at starte deres eget.

– Hvis man skal starte sit eget firma, handler det meget om learning by doing, og man må fikse tingene undervejs. Det tror jeg ikke, alle kvinder er så gode til. Jeg tror, mange kvinder gerne vil have styr på det hele, før de lancerer, og så kører man død i det, allerede inden man går i luften, siger hun.

Line Aagaards tidligere partnere har ønsket at være anonyme, deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

Anbefalet til dig