Lotte Freddie: "Jeg har aldrig fået så mange komplimenter, som jeg gør i dag"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Ved Hegnet her i Rungsted, hvor min far lod et hus bygge, og der boede vi, til jeg var 14 år, og mine forældre blev skilt. Det var et dejligt barndomshjem og et dejligt hus, så det var hårdt at skulle væk. Det par, der bor der i dag, har faktisk inviteret mig til at komme og se huset, men jeg har ikke lyst, for jeg vil hellere huske det, som det var."

"Jeg var et ret velopdragent barn, for det var man dengang. Jeg var også meget forkælet, fordi jeg var enebarn, men som min far altid sagde: ”Du er forkælet, men du er ikke ødelagt.” Jo, man fik da en endefuld og skældud en gang imellem, men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var elsket. Mine onkler, tanter og bedsteforældre elskede mig også, og det har været min ballast siden. At være elsket af sin familie betyder, at man kan klare alt."

LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort Sørensen om mobning i skoletiden: ”Jeg prøver at tænke på ømhed på mit yngre jeg”

Dit livs omvej?

"Da mine forældre blev skilt, blev min mor gift med en godsejer på Fyn, og jeg ville bo hos min far. Men fordi han ikke kunne få en lejlighed, før han havde boet to år i København, boede han i en periode hos venner, og derfor skulle jeg bo hos min skoles rektor. Rektor havde en fantastisk kone, Ebba, som var en stor og kraftig dame, der var både blind og døv. Jeg havde lært hjemmefra at tale højt til min farmor og min tante Charlott, så det generede mig ikke. Jeg gik ture med tante Ebba, vi talte om alt, og hun blev meget glad for mig."

"Hun var et intellektuelt menneske, som fik læst højt, og som hun sagde: ”Vi to er ikke snobber, vi er åndssnobber.” Hendes mand var knap så vidunderlig. På et tidspunkt havde min mor besøgt mig i København og var ked af, at hun så mig så lidt, så da hun fulgte mig til toget hjem mod Rungsted, lod jeg det ene tog gå efter det andet. Jeg kom alt for sent hjem til rektoren, og for ikke at vække nogen satte jeg en cykel op ad muren og kravlede ind gennem køkkenvinduet."

"Næste morgen skældte han mig ud for at have været ude at føjte, og til sidst smed han mig ud af huset. Jeg har en meget stærk retfærdighedssans. Jeg blev ikke ked af det, jeg blev rasende. Jeg havde jo bare været sammen med min mor. Jeg tog mit tøj og gik over til min veninde, som havde sommerhus lige ved siden af det hus, vi havde boet i. Jeg fortalte hendes mor, hvad der var sket, og tænk... Birtes mor troede mere på mig end på rektor, og jeg fik lov at bo hos dem resten af eksamensperioden."

"Tante Ebba ringede efter mig, men jeg ville ikke tilbage. Hun var ulykkelig, for hun vidste godt, at hendes mand var galt på den. Jeg ordnede det hele selv. Jeg ringede ikke engang til min mor, og min far var vist ude at rejse. Når jeg tænker tilbage på det i dag, lyder det absurd. Jeg var 14 år og rektors ansvar."

Hvordan fandt du din levevej?

"Efter et år på Mariaforbundet (husholdningsskole, red.) blev jeg sendt et år til England som au pair, og derefter læste jeg et år på Cambridge, og der blev jeg selvfølgelig forelsket i en englænder, så jeg ville gerne blive derovre. Nogen foreslog mig at blive model, så jeg tog til London og gik ind på et modelbureau, som samme aften skulle have et show, hvor de præsenterede alle deres modeller for kunderne, og de spurgte, om jeg ville være med."

"Jeg fik en masse tilbud, men skulle først søge arbejdstilladelse, og det var på et kontor, hvor jeg sad med immigranter fra hele verden. Jeg fik kun tilladelse til at arbejde som model-elev i et modehus og måtte ikke tage de fede freelance-modeljobs, men jeg kom ind hos et af Londons største couture-huse, Horrockses, hvor jeg blandt andet skulle bruges som model, da Princess Margaret skulle have syet 60 bomuldskjoler til en officiel rejse til Caribien. Vi havde nogenlunde samme mål, så de blev syet til mig med et par nylonstrømper stoppet ind som ekstra barm."

"Da jeg kom hjem til Danmark, fortsatte jeg som model i mange år. En dag blev jeg spurgt, om jeg ville være konferencier til en Lunch with the Danes, hvor udenlandske gæster skulle lære at spise det store danske kolde bord og ikke blande sild og wienerbrød sammen. Der mødte jeg Berlingskes søndagsredaktør, Annelise Bistrup, som nogle dage senere spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at komme til Berlingske og skrive om mode. Først sagde jeg nej, men som min daværende mand sagde: ”Du kan jo ikke være model i evigheder.”"

LÆS OGSÅ: Veninde om kronprinsesse Mary: ”Hun er sin mands nærmeste og bedste wingman”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det er der mange, der har. Den første var Michael, som jeg blev i England for. Vi blev siden gudforældre til hinandens børn og holdt sommerferier sammen. Da jeg var 26 år, blev jeg gift med William, som jeg havde været forlovet med nogle år, men først da havde vi råd til at blive gift. Vi blev skilt igen, og så fandt jeg sammen med mine børns far, som jeg var sammen med i 16 år, indtil vi voksede fra hinanden. I dag er jeg mig selv, og det passer mig fint. Jeg har i hvert fald ikke mødt en mand i lang tid, som jeg kan se mig selv sammen med, og det skal i hvert fald aldrig igen være en på min egen alder."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Da jeg blev skilt fra mine børns far, var børnene cirka fem og otte år. Vi boede i et hus på Strandvejen, som jeg så skulle flytte fra. Jeg var indtil da kun ansat på Berlingske som freelancer, men avisen ville gerne fastansætte mig. Jeg skulle klare mig selv, for jeg fik ingen penge efter skilsmissen. Jeg fandt et hus i Rungsted, men min sagfører sagde, at jeg overhovedet ikke havde budget til at bo der. Men som jeg sagde: ”Jeg budgetterer med mirakler.”"

"Dagen efter jeg havde købt huset, fik jeg at vide, at der var ansættelsesstop på Berlingske. Men mennesker har godt af at prøve at være fattige, når det ikke varer for længe, og jeg klarede mig ved at leve af fedtemadder, når børnene var hos deres far. Efterhånden blev jeg også moderedaktør på Søndags-BT, og så havde jeg pludselig to indkomster."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det er superhyggeligt. Folk er søde, og jeg har aldrig fået så mange komplimenter, som jeg gør i dag. Forleden mødte jeg en dame, der takkede mig for, at jeg havde inspireret hende til at skifte job. Jeg har som journalist altid prøvet at få folk til at bruge farver, for det er da kedeligt at sidde til et selskab, hvor både mænd og kvinder er i sort. Jeg prøver i det hele taget at få folk til at turde noget, og det var netop derfor, damen sagde, jeg havde inspireret hende til at skifte job."

"Når folk stopper mig, har det ofte noget med farver at gøre. Jeg kan faktisk ikke have en dag i København, uden at blive stoppet, og der er aldrig nogen, der siger noget ubehageligt. Og det er flot, for der skal faktisk noget til at antaste folk på gaden. Jeg er selv blevet god til det med at stoppe nogen og sige: ”Sikke en smart jakke, hvor er den fra?” Da mine børn var små, syntes de, det var flovt, når vi kom kørende, og jeg pludselig rullede vinduet ned og spurgte: ”Hvor er den frakke fra?” I starten skulle jeg tage mig sammen for at gøre det, men jeg løb engang efter en dame på King’s Road i London, fordi hun havde sådan et smukt sjal. Hun blev så glad og sagde: ”How nice of you, thank you so much.” Siden har jeg tænkt meget over det med komplimenter. Hvis du har noget pænt at sige, skal du gøre det."

LÆS OGSÅ: Peter Frödin om svær tid: "Det var ret voldsomt"

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Det er jeg ikke selv herre over, men jeg bliver ved med at arbejde så længe, nogen har brug mig. Jeg skriver stadig for Fashion Forum til modeugen, og så skal jeg til at skrive en artikel om mink. Jeg skal også lave endnu et tv-program, og det, synes jeg, er sjovt. Jeg arbejder så længe, jeg kan, og jeg bliver i mit hus så længe, jeg kan. Min svigersøn synes, jeg skal flytte i lejlighed, men det kunne jeg ikke drømme om."

"Jeg går også og overvejer at starte en kampagne for at få folk til at rydde op efter sig selv. Danskerne er nogle grise, for de smider deres ting alle vegne, og hvem skal rydde op? København er en svinesti, og hvordan mon der ser ud hjemme hos dem selv? Jeg havde Lars Løkke til bords for nogle år siden, da han stadig var statsminister. Det er han desværre ikke mere, for med ham var der ellers mulighed for at give folk bøder for at smide affald i offentligheden, ligesom man gør i England. Og min næste kampagne bliver morgensang hver morgen i alle skoler."

"Tænk på hvor meget fællessang har betydet under corona. Danske børn kan ingen fædrelandssange eller salmer, men jeg mener, at den bedste og billigste måde at integrere udlændinge er at synge de danske sange og salmer sammen."