Mette Kirstine med opråb: ”Stop med at gøre det her i træningscenteret - det er grænseoverskridende”

Hørt i træningscenteret mange, mange gange:

”Undskyld, men må jeg give dig et godt råd?”.

Et ansigt med et overbærende smil er 20-30 centimeter fra mit. Det er for langt inde i intimsfæren, når man helst ikke vil dele sin svedlugt eller sit sure træningshumør med andre mennesker. Når man helst vil være i fred med sin podcast.

Jeg når ikke at svare. Spørgsmålet er retorisk.

”Det var bare fordi, jeg bemærkede din løfteteknik, og hvis jeg må, så vil jeg lige vise dig, hvordan du får meget mere ud af øvelsen?”.

Her er det jo svært at sige nej. Spørgeren gør det jo af sit gode hjerte. Eller hvad?

For på den anden side er det grænseoverskridende – og måske endda lidt indbildsk – at gå hen til andre mennesker og tro, at de lige står og mangler ens gode råd.

Jeg går jo ligesom ikke uindbudt hen til folk og retter deres grammatik eller andet, som ligger inden for mit kompetenceområde.

Da jeg endnu ikke var blevet et perimenopause-monster, så smilte jeg til den selvudnævnte instruktør, mens vedkommende gennemgik forskellige øvelser. Jeg smilte endda og sagde ”ih tak”, og ”det skulle jeg søreme nok huske”.

Men ved du hvad? Slut med det!

Jeg har gennem års irriterende erfaringer lært at genkende de her træningscenterets buff besserwisser-betjente, og så prøver jeg at indhylle mig selv i sådan en sort gå væk-energi. Nærmer de sig alligevel, så lægger jeg mit fjæs i psykopatfolder og eyeball’er dem, til de finder en alternativ rute end hen til mig.

LÆS OGSÅ

Er det rimeligt, at jeg skal betale ferien for mine bonusbørn, fordi faren har dårlig økonomi?

"Jeg tjener bedre end ham, men skal vi have mine bonusbørn med også, bliver det meget dyrt. Er det egentlig mit ansvar?" spørger bonusmor. Læs her, hvad familieterapeuten mener.

Jeg er da fuldstændig klar over, at min træningsteknik ikke hviler på andet end min egen mavefornemmelse. For mig er træning bare noget, man skal tvinge sig selv til – og det virker, når man har svedt igennem blusen, og de større muskelgrupper syrer til og får tæv.

Jeg træner for at kunne spise mere chokolade og for at holde osteoporosen fra døren. Jeg gør det, fordi jeg føler mig sundere og gladere – bagefter! Jeg har aldrig nørdet i det, men ved du til gengæld hvad? Jeg har gjort det minimum tre-fire gange om ugen gennem tyve år, og jeg har aldrig haft en træningsskade. 

Det er en middelmådig træningsteknik, der ikke giver en OL-medalje eller en træningsinfluencerkarriere, men til gengæld er den langtidsholdbar. Min træning er så enkel og vanepræget, at jeg får det gjort.

Ofte må jeg også vente længe på en maskine i træningscenteret, fordi der sidder et menneske og kigger på sin mobiltelefon i den. Jeg hører, at det handler om, at trenden lige nu er, at man skal hvile i lang tid mellem hårde løft – og at man endelig kun må tage én muskelgruppe pr. træningssession.

Og jeg skal ikke kloge mig på, hvordan man får store muskler og et sundt kredsløb, men jeg har bare uhyggeligt svært ved at tro, det sker ved at løfte noget nogenlunde tungt to gange, kigge på sociale medier i ti minutter, løfte én gang og så snakke med sin ven, stadig siddende i maskinen, i ti minutter. Stikker jeg mit svedige ansigt ned til deres og spørger, om de lige vil have et godt råd? Kunne ikke drømme om det. Men jeg kunne drømme om, at de ville flytte sig fra maskinen, mens de restituerede efter løftet.

På den måde kan vi, de asociale, gamle vanetrænere, få lov til at kampsvede og komme ud af klappen igen. Gerne så hurtigt som muligt.

LÆS OGSÅ

Eksperter advarer: Køb ikke disse solcremer

Man kan ikke nødvendigvis stole på den SPF-faktor, der står på solcremens flaske. Hvis du køber dine solbeskyttelsesprodukter online, skal du især tænke over én ting.