Hvad skal du se, opleve og spise denne sommer? Her er redaktørernes bedste anbefalinger

Skal du spise dig gennem sommeren, udforske nye vandreruter, opleve spændende kunst eller ligge på langs med en god bog? Eller måske lidt af det hele? Her på redaktionen stikker vores sommerplaner i alle retninger, men vi deler dem gerne med dig!

ALT for damerne logo

Yoga og tiramisù – hvorfor ikke?

Er der noget, der er sundt og vigtigt for et godt liv, så er det at være sammen med andre mennesker og være en del af et fællesskab – og der popper jo konstant nye sociale events op, hvor man kan strikke, løbe eller dyrke yoga med andre. Forleden stødte jeg på Instagramprofilen @tiramisu_socialclub, som arrangerer alverdens forskellige events i København og omegn, hvor fællesnævneren er tiramisù. 

I juni var der fx et yoga og tiramisù-event med min favorityogalærer @technoyogagirl. Jeg gik desværre glip af det, men der kommer løbende nye og overraskende arrangementer og events til – fx kan man lave blomsterkranse, møde nye mennesker, styrke sit underliv og alt muligt andet godt garneret med lidt lækker tiramisú.

Sunde sommernydelser

ALT for damernes sundhedsredaktør, Louise Topbjerg Sjørvad, drømmer om en aktiv sommer til lands og til vands. Og så skal hun opveje de sunde aktiviteter med rabarberkage og masser af tiramisù.

Bølger for begyndere

Sneglehuset er en af Thyborøns klassiske turistattraktioner – et hus beklædt med utallige muslingeskaller helt ud til vestkysten. Og i Sneglehusets baggård ligger et surfcenter, som jeg endnu ikke har fået besøgt – men har fået anbefalet af flere veninder og kolleger. Bølgerne lige her langs kysten skulle nemlig være helt optimale for begyndere. Og så skulle deres surfbar også være et besøg værd. For har du ikke lyst til at surfe, er der blandt andet også en café og en butik – og så er der forskellige events samt dansebar hver torsdag, fredag og lørdag.

Se mere på Thyboroensurfcenter.dk.

175 kilometer langs vandet

Tidligere i år blev Gudenåstien indviet, så det nu er muligt at gå 175 kilometer på en sammenhængende, afmærket og flere steder forbedret sti langs Danmarks længste år. Ruten er opdelt i 18 etaper – fra cirka 7 kilometer til 14 kilometer, og jeg drømmer om at finde tid i sommerferien til at tage etape 9. Den er på 11 kilometer og begynder lidt syd for Ry og passerer blandt andet Himmelbjerget, som man kan tage en afstikker op til. Inden jeg snører traveskoene, vil jeg tanke stængerne op med kage i Ry, hvor jeg har udset mig en lækker rabarbermazarin i det hyggelige og virkelig lækre bageri, som lige er åbnet – Doris Bageri & Café.

Se mere på Oplevgudenaa.dk.

Danmark rundt

ALT for damernes chefredaktør, Heidi Frederikke Sigdal, har styr på sine favoritter i det danske sommerland, hvor hun både skal nyde lokalområdet langs den sjællandske nordkyst og en tur til Samsø og Lønstrup, hvor der venter dejlige spiseoplevelser med udsigt.

Hej, Humlebæk

Humlebæk i Nordsjælland er perfekt til et endags-besøg. Jeg elsker at slentre fra havnen gennem de gamle gader op til Bjerge Strand, hvor man kan hoppe i Øresund fra badebroerne og slikke sol op ad skrænten – efterfulgt at en frokost på Hej Humlebæk, som er cafeen i den gamle smukke stationsbygning. Mæt og glad på god stemning kan turen fortsætte til fods nogle hundrede meter ned til det smukke Louisiana, der altid har et skønt sommerprogram med både udstillinger, litteraturfestival og hygge til børnene.

Se mere på Hejhumlebaek.dk

Øidyl på Samsø

Samsø flyttede ind i mit hjerte sidst sommer. Særligt den nordlige del af øen, som har skøn strand mod øst, fantastiske naturområder til gåture ved Issehoved og så selvfølgelig Nordby, der er kendetegnet ved ægte idyl med gamle huse, gadekær og hyggelige spisesteder. Nordby Gamle Købmandshandel er et oplagt sted både at spise morgenmad eller frokost og købe sig fattig i skønne specialiteter. Til overnatning kan jeg anbefale at booke en teltplads på skrænten helt ud til vandet på Klitgård camping. Så er du sikker på at vågne til havkig og ro.

Se mere på Smagenafoen.dk og Klitgaardcamping.dk

Nordjylland with a view

Mit favoritsted i hele verden er området ved Nr. Lyngby og Lønstrup i Nordjylland. Råt, uregerligt og fuldstændig vidunderligt ud til Vesterhavet med stejle skrænter og spektakulær natur. Start med en kaffe eller en kold øl på Fishermans Rest – caféen med den bedste placering i Danmark. Helt ude på kanten af klitterne, og verden (føler man). Tag derefter en tur forbi Rubjerg Knude Fyr og kravl op i toppen. Bedre udsigt findes ikke. Dagen sluttes perfekt af i Lønstrup, der er kendt for både kunst, keramik og gastronomi. En middag på Villa Vest kan anbefales at bruge sparepengene på. Alternativt køb en sandwich til solnedgangen på stranden. Det hele er magisk.

Se mere på Fishermans-rest.dk og Villavest.dk

Spis din sommer!

For madredaktør Signe Munk Lund er sommeren lig med gode måltider. Både de enkle derhjemme og i sommerhuset med sæsonens grønt – og så er der al den mad, hun spiser ude. På stemningsfyldte steder, hvor dygtige kokke forkæler med oplevelser, man husker længe efter, de har forladt tallerkenen.

Ud i naturen

Idyllisk placeret i Dyrehaven ligger Peter Lieps Hus, og findes der et bedre sted af nyde en dansk frokost med smørrebrød? Jeg tror det ikke. Omgivelserne og naturen afspejles i menuen, der byder på alt det gode skoven har at byde på, og restauranten sanker selv bær, urter, svampe og mange andre smagsgivere, som ender i køkkenet.

Dyrehaven 8, Klampenborg.

Se mere på Peterlieps.dk

Østers med søkig

Elsker du også østers, så smut forbi Norrlysts sommer-pop-up, Søkig, der ligger ved Planetariet i København med udsigt over Søerne. Den første fredag i hver måned har de Champagne & Oysters fra kl. 15. Det betyder friskåbnede østers og prisvenlig champagne i solen. Den perfekte måde at skyde weekenden eller ferien i gang på.

Se mere på Norrlyst.dk

Gourmet på havnen

Ikke en nyhed, men derimod en all time favorit hos mig. Maden og beliggenheden midt på Sletten Havn med udsigt til fiskerhuse og Øresund – det hele går op i en højere enhed på Restaurant Sletten. Det er folkene bag Formel B, der driver stedet, og menuen består af retter i forretsstørrelse, som man selv kan sammensætte. Der er masser af fisk og skaldyr på kortet, og hver morgen hentes dagens fangst direkte hos fiskerne blot få meter fra restauranten. Og når de danske vejrguder tillader det kan man nyde hele herligheden fra de hyggelige udendørsborde på havnen.

Restaurant Sletten, Gl. Strandvej 137, Humlebæk. 

Se mere på Sletten.dk

Hjemmelavet

At lave mad i sommerferien er en disciplin, jeg virkelig holder af. Lige nu er råvarerne i top, og man kan være heldige at finde helt lokale sager på et gårdsalg eller lignende i nærheden. Selv supermarkedsindkøb kan gøres til et hyggeligt gøremål, når man har god tid, og der er masser af tid og lyst til at tænke og snakke om, hvad dagens måltider skal bestå af. Om sommeren må det gerne være enkelt, let og med masser af plads til alt det friske grønt og fisk, som årstiden er garant for. Her vi jeg finde min inspiration:

Til liggestolen

Bogredaktør Marie-Louise Truelsen glæder sig til at slappe af og læse gode bøger i sommerhuset på Fanø. Her anbefaler hun tre bogserier, du kan tage direkte med til liggestolen.

Mord på Fanø

Jeg er ikke den store krimilæser, men lige præcis ”Strandhugst”, der udkommer snart, glæder jeg mig til at kaste mig over. Den foregår nemlig på mit elskede Fanø, og jeg ser frem til at kunne genkende steder og – måske – mennesker fra øen samtidig med, at jeg er (u)hyggeligt underholdt. Krimien er en selvstændig fortsættelse af Britt Tippins ”Det forkerte mord”, som udkom i 2022.

”Strandhugst”, Britt Tippins, People’s, 300 sider, 280 kr.

Den svære, svenske kærlighed

For flere år siden læste jeg Lena Anderssons to romaner ”Brugstyveri” og ”Uden personligt ansvar”. De handler om Esther Nilsson og alle hendes kvaler med kærligheden. Stor var min begejstring derfor, da tredje og sidste roman i serien ”Mænd og kvinder” udkom tidligere på året sammen med flotte nyudgivelser af de to første bøger. Jeg slugte dem alle tre i én køre, for Lena Andersson skriver sylespidst og begavet om store følelser.

”Mænd og kvinder”, Lena Andersson, Politikens Forlag, 240 sider, 300 kr.

Til dig, der elskede "Je m'apelle Agneta"

Jeg har for nylig set filmatiseringen af Emma Hambergs ”Je m’apelle Agneta” på Netflix, og det har gjort mig endnu mere forelsket i den svenske forfatter, som jeg har læst flere bøger af. I sommerferien vil jeg kaste mig over Hambergs trilogi om Tessan. ”Næste stop Rosengädda” er den første, og jeg glæder mig til at synke ned i havestolen med den og et glas iskaffe.

”Næste stop Rosengädda”, Emma Hamberg, Aronsen, 352 sider, 110 kr.

Kunst i hele sommerlandet

Kulturredaktør Christina B. Kjeldsen skal drive rundt i sommerlandet i sin lille VW Up for at gå på opdagelse i alle de kunstoplevelser, der er kommet på ønskesedlen på det seneste. Det indebærer både en tur til Thy og det sydfynske øhav – og så skal hun varme op til solformørkelsen i august med solmættede film under åben himmel.

Øhavet i øjenkrogen

Jeg er helt oppe at køre over, at kunstnerduoen ”Eyes As Big As Plates” er gået sammen med Øhavsmuseet i Faaborg og har skabt udstillingen ”Stedbundet” – en sanselig undersøgelse af menneskers bånd til naturen. Duoen, der består af finske Riitta Ikonen og norske Karoline Hjorth, er blevet anerkendt for deres værker, hvor de iklæder mennesker naturen. Så jeg skal en tur til Faaborg og se deres poetiske portrætter af beboerne fra øer i Det Sydfynske Øhav. De er blevet til skabninger og organismer, der bølger i takt med havet omkring dem, lyder det ikke smukt? Ved samme lejlighed kan man jo vandre et stræk af Øhavsstien og lytte til lydværket ”Indre Farvande”, hvor kulturhistorie, natur og levende stemmer fra øhavet flettes sammen.

Se mere på Ohavsmuseet.dk

Solmættede film på taget

Jeg vil en tur i Cinematekets omstridte (dyre) udendørsbiograf i sommerferien og se klassiske film på det store lærred, der viser lige så skarpe billeder i dagslys såvel som mørke. Der er flere spændende temaer og events på Filmtaget i løbet af sommeren, som jeg vil sigte efter, men jeg skal helt sikkert ind og se solmættede klassikere som ”La Piscine” og ”Bagdad Café”, der er en del af Cinematekets filmserie ”Under Solen” – en optakt til den solformørkelse, der rammer os 13. august. Den kan du i øvrigt også vælge at opleve på Filmtaget.

Se hele programmet på Dfi.dk/cinemateket

Kunst i det vilde, vestjyske landskab

Statens Museum for Kunst har en afdeling i landsbyen Doverodde i Thy, og det er intet mindre end spektakulært – både når det gælder arkitekturen, kunsten og landskabet omkring. En gammel kornsilo og et genopført pakhus ved foden af Limfjorden danner rammen om SMKs udstillinger, og jeg glæder mig til både at gå på opdagelse i de smukke bygninger og i værker, som bliver håndplukket hertil fra SMKs rige samling. Denne sommer er der både ”Levende landskaber” med værker, der udtrykker samspillet mellem mennesket og naturen og ”Frøsamlerne” i kornsiloen, hvor vores mest kostbare arv, nemlig frøene til vores afgrøder, bliver taget i kærlig, kunstnerisk behandling. Det amerikanske medie TIME har i øvrigt udvalgt SMK Thy til deres prestigefyldte liste World’s Greatest Places 2026 – som den eneste danske destination!

Se mere på SMKthy.dk

Kreative fridage

Vores kreative chef, Caroline A. Bagger, er ... ja, kreativ. Ud over at udvikle bladets visuelle stil og fotografere mennesker til siderne, så kaster hun sig frygtløst ud i alle mulige håndværk – fra keramik til gips. Og så elsker hun klassisk musik. Her får du hendes tips til en kreativ sommer.

Med leret i hænderne

Jeg kan dreje og forme i keramik, men har aldrig kastet mig ud i at bygge skulpturer. Jeg har længe ønsket mig at komme i gang og har en masse ideer, jeg gerne vil prøve af. For at kunne det må jeg lære det først og melder mig derfor på kursus hos Carla Botosso hos Cerama. Carla er uddannet ved det Det Kongelige Akademis keramiklinje med speciale i formgivning af funktionelle og skulpturelle værker. Alle kan være med!

Se mere på Cerama.dk

Eksperimenter med gips

Jeg har arvet nogle smukke gamle gipsrelieffer fra mine mormor og morfar, som hænger på min væg. Jeg har ofte tænkt, at det kunne være sjovt at lære, hvordan man laver dem. Gips er jo billedhuggerens foretrukne skitsemateriale, og det er forholdsvist nemt at arbejde med. Det er sjovt at lære teknikker til at skabe relieffer, figurer og skulpturelle former i gips, dem kan man jo også bruge, hvis man laver keramik.

Man kan komme på kursus lige her: Fof.dk

Mozart i domkirken

Da jeg var helt ung, tog min far mig med ind og se Mozarts Requiem i Messsiaskirken i Hellerup. Den gjorde kæmpestort indtryk på mig, så stort, at jeg har set den mange gange siden. Jeg skal se den igen med Cph Phill’s symfoniorkester og Københavns Drengekor i Vor Frue Kirke efter sommerferien. Der er stadig billetter til koncerten i december, så er der lidt at glæde sig til!

Se mere på Copenhagenphil.dk