Lotte Heise: "Jeg lægger mig kun under dynen for at sove eller knalde"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Den første vej, jeg kan huske, var Sortemosen i Herlev, hvor jeg boede med min mor, far og senere lillebror, indtil mine forældre blev skilt. Rundt om hjørnet boede min gode veninde Bente, og vi cyklede rundt i kvarteret og fik græs på vores trehjulede cykler, fordi vi legede, at de var Robin Hoods heste. Der var en farlig mose i nærheden, som de voksne var bange for, at vi skulle drukne i. Jeg faldt engang i til lårene og måtte gemme mit tøj for min mor, men hun fandt det, og så var der stuearrest igen. Der var også engang, Bente og jeg fandt 65 snegle og glemte at putte låg på den beholder, de boede i. Vi skulle selv samle dem sammen, da der var snegle i hele min mors soveværelse. Vi prøvede også at klippe følehornene af snegle for at se, om de kunne finde vej uden. Det kunne de ikke. Bente og jeg har været venner lige siden.

Hvordan fandt du din levevej?

– I en periode var jeg skuespiller i teatergruppen Skifteholdet, men da jeg en dag skulle til frisør og gik ind i en salon i København, stod ejeren Patrick og sagde ”Oh my god”, da han så mig. Han trak mig med ud i baglokalet og prøvede nogle sorte og hvide bukser på mig og hyrede mig til et modeshow. Dér mødte jeg Gunnar Larsen, som var ham, der for alvor opdagede mig. Han var fotograf i Paris, og vi blev bedste venner. I Paris gik jeg fra asken til ilden. Fra at ingen nogensinde havde interesseret sig for mit udseende, var der ingen i Paris, der interesserede sig for, hvad jeg overhovedet mente om noget som helst. De var iskolde. Dengang var der virkelig store modeshows i Paris, og jeg var vild med arbejdet. Vi boede på femstjernede hoteller, rejste til Thailand og Brasilien. Det var en kæmpe business, hvor Gunnar hentede modehusenes haute couture og tog rundt og satte modeshows op, hvor han viste tøjet frem. Det var totalt udsolgte shows, hvor der sad 500 mennesker og råbte og skreg i et ballroom på et stort hotel. Jeg speakede og lavede også playback til en sang indimellem. Senere begyndte jeg at lave modeshows herhjemme, og det tjente jeg godt på i 80’erne. Gunnar døde kun 59 år gammel, og det var mig, der holdt talen til hans begravelse i Paris. Han var som en far for mig, og i modsætning til alle de andre piger var jeg aldrig kæreste med ham.

LÆS OGSÅ: Mette Reissmann: "Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig skulle skilles"

I dag sidder jeg og skriver på en bog, samarbejder med en af landets bedste smerteforskere, fordi jeg har gigt, og jeg laver radio og holder foredrag. Intet af det er noget, jeg havde planlagt. Tingene sker bare for mig. Jeg har aldrig haft en plan om, at jeg først skulle være jurist og så partner og have to børn, der hedder Michael og Julie, og en mand, der hedder Carsten, som tjener mange penge og har en fed bil. Sådan har jeg aldrig været. Jeg løber bare ind i tingene, og så sker de.

Hvem er den vigtigstevejleder i dit liv?

– Min kæreste, mine børn og mine venner. Jeg er ikke bange for at spørge folk til råds. Og så synes jeg, det er rart, at der findes en gud. Som barn gik jeg på kristen skole, hvor vi sang tre salmer og sange fra Højskolesangbogen hver morgen, og hvor jeg havde en meget fantastisk religionslærerinde. Min mor kunne også citere Biblen, selv om hun ikke tror på Gud, for hun mener ikke, man kan være et dannet menneske uden at kunne sin bibel. Da jeg var syv år gammel, blev mine forældre skilt, og min mor flyttede væk et års tid, hvor jeg boede sammen med min far og min nye stedmor. Jeg skulle være en slags mor for min lillebror, fordi han græd hver aften. Det var ikke sundt for mig. Jeg opfandt en aftenbøn, som sluttede med, at jeg bad for min mor ude i verden, min lillebror, min far, min stedmor, deres nye baby og Bente. Så så jeg noget i tv om afrikanske børn med opspilede maver, og så bad jeg også for dem. Så kom Vietnamkrigen, og til sidst var listen over dem, jeg skulle bede for, så lang, at jeg lavede en aftale med Gud om, at han vidste, hvem jeg mente, når jeg sagde ”og alle de andre”. Jeg bad også til Gud, da jeg skulle føde mine drenge, og da min mor blev syg. Sidste sommer kom min søn Christian til skade. Han er soldat i Holstebro, og han ringede en dag og sagde, at han lå på hospitalet, og at det ikke var så godt. Han kunne ikke bevæge sig. Jeg kørte til Holstebro Sygehus, hvor han lå ulykkelig, bange og stresset. Jeg bad om at få noget massageolie, og så masserede jeg ham, indtil han begyndte at kunne bevæge tæerne lidt igen. Dagen efter kunne han komme hjem og gå med et gangstativ, men den næste måned var det meget usikkert, hvad han ville kunne i fremtiden. Der bad jeg til Gud igen og sagde: ”Gud, jeg ved godt, du har travlt med Syrien, men vil du ikke nok kigge lidt over til Holstebro”? Christian er i øvrigt helt rask i dag. 

Jeg er en af den slags mennesker, der er iskold i katastrofer. Da Christian ikke kunne bevæge sig, brød jeg først sammen fredag aften efter at have været både i fjernsynet og radioen. Jeg flippede helt ud, da jeg kom hjem. Jeg var også engang i Sydafrika, hvor jeg skulle optage et rejseprogram, og jeg havde ligget og solet mig og skræmt chimpanser væk hele dagen. Pludselig kom folk løbende og sagde, at der var steppebrand, og alt skulle rømmes på et kvarter. Jeg pakkede tøj, kontaktlinser og makeup på 12 minutter. Vi blev kørt væk, og da jeg senere på dagen satte mig ned med fotografen, sagde jeg: ”Nu skal vi have en drink”. Da Christian fik en motorcykel over sig som baby, og da min mor blev syg, var jeg også kontrolleret. Det er en ting, jeg har i hjernen. 

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Hvis jeg nogensinde har været noget, der minder om deprimeret, var det i 1986. Det var om vinteren, og jeg er ikke ret glad for vinter. Jeg boede i en stor villa på Frederiksberg, hvor jeg lå på mit værelse og så rigtig meget fjernsyn, hvilket jeg ellers aldrig har gjort. Men der lå jeg og kedede mig og spiste knækbrød i lange baner. Det var slut med at være model, og jeg drømte om at lave noget alene fremfor altid sammen med andre. En dag ringede Gunnar Larsen og spurgte, om jeg ville være med til Pigedrømme og Drømmepiger, som var et tv-program om modelbranchen. Det førte mig til at skrive en bog Bare det var mig, som blev en stor succes. I september det år skulle jeg holde mit første foredrag om bogen. Jeg havde intet begreb om, hvordan man gjorde, men da jeg gik ned af scenen, tænkte jeg: ”Nårhhh, det er derfor, jeg har lavet alt det andet”. Jeg er perfekt til at stå på en scene og snakke og være festlig uden at blive afbrudt. Nu har jeg gjort det i 30 år. 

Jeg var meget usikker den vinter i starten af 1986, men heldigvis kom det hurtigt til mig, hvad jeg skulle. Når folk spørger, om jeg har dårlige dage, siger jeg nej. Jeg lægger mig kun under dynen for at sove eller knalde. 

LÆS OGSÅ: Isabella Arendt: "Jeg kan sagtens acceptere, at andre ikke tror på Gud"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg mødte Thor i en flyver, da jeg var på vej hjem fra en operafestival i Israel for snart seks år siden. Der var kun én plads tilbage i flyveren, og den var ved siden af mig. Jeg sad og håbede, at der ikke ville komme en ind, der enten var fed, svedte meget eller var Lotte Heise-fan. Da jeg kiggede op, stod Thor der, og han så så godt ud. Vi talte sammen i seks timer, og det har vi gjort siden. Jeg boede med mine sønner i Aarhus, og han var ved at blive skilt. Jeg havde det sådan set fint nok, og havde ingen planer om at få en kæreste, men han syntes, vi skulle være kærester, og jeg var enig. Jeg må sige, at jeg aldrig har elsket nogen, som jeg elsker ham. Vi kan sagtens blive uvenner, men med ham er jeg virkelig ramt på en nerve, og jeg ved, at alt kan lade sig gøre. I de Wagner-operaer, som jeg elsker, ofrer heltinden altid sit liv for helten. Jeg synes ikke, man skal ofre sig for en mand, men jeg forstår pludselig, hvordan det må være at ville gøre det.