Maise Njor: Mine børn skal ikke bo sammen med en mand, som ikke er deres far

Maise Njor har ikke kunnet køre i S-tog hele sommeren. I hvert fald ikke ind til København, nærmere bestemt stationen og knudepunktet Nørreport. For der har nu i en måned hængt et kæmpe billboard fra forlaget Gyldendal med hendes portræt i close up og teksten "Maise Njor – ny roman". Egentlig skulle der med fede typer have stået: "Maise Njors første roman"... Men dér gik grænsen. Så havde den 44-årige forfatter, journalist, foredragsholder og klummeskribent i bladet, du holder i hånden, slet ikke kunnet vise sig på gaden. Resten af året!

– Jamen nej, det kunne jeg bare ikke. Siger hun og smager prøvende på en af de søde, små sandwich af mariekiks og skumfiduser, som de to yngste døtre, Betty-Marie og Cornelia, netop har bagt i ovnen.

Vi sidder i Maise Njors hyggelige nye køkken. Altså egentlig er det nok et ældre køkken. Huset, som er en kæmpe, hvid kasse i Charlottenlund, er i hvert fald gammelt på den statelige måde. Men familien på mor og tre døtre i alderen 8, 12 og 15 år er lige flyttet fra deres gamle hus – og gamle liv, som Maise Njor kalder tiden før sin skilsmisse for fire år siden. Og derfor er villalejlighedens køkken jo nyt. Som sådan. Og rigtig rart. Med langbord og plankegulv og hyggeligt rod på den pigede måde. Og så den ualmindelig dejlige detalje, at der lyder en fræk piften, hver gang Maise Njor rejser sig for at hente mere vand eller varm te.

Det er en 40 centimeter høj havenisse med bevægelses-sensor, der står i en krog ved køkkenbordet og er frisk med komplimenterne. Sådan en skulle alle single-kvinder ha'. Også alle de gifte med kedelige mænd. Og de ægteviede mænd med trælse koner. Og alenefyre med knuste hjerter. Og...

En blufærdig kvinde
Tre faktuelle oplysninger: Maise Njor er faktisk ekstremt blufærdig – trods det, at hun tilsyneladende vender vrangen ud, når hun skriver sine bøger og klummer. Og hun har faktisk lige udgivet sin første roman, "Der var engang en mand". Og den handler netop om 42-årige Carsten, der er så uendelig træt af sin kone og den verden af blomstrede vattæpper og limegrønne sofapuder, som hun – tilsyneladende – har kvalt ham i. Det i en grad, så han er nødt til at forlade både hende, to børn og hele det shabby chik-stylede menageri for at køre sin Range Rover til Afrika og blive svinet til. I håb om at genfinde sig selv som mand midt i en kæmpe mudderpøl.

Med på slæb har Carsten, den smarte reklamemand, der engang var imod systemet, pludselig også nervøse Leo med dobbeltlivet og to kærester. Poul, der ufrivilligt har fået lavet bryster. Bjarne, der altid går med dolk og taler som Clint Eastwood. Lars med den senile far, der skider, når han ikke får sin vilje. Og Jens, der overvejer, om han er den genfødte Jesus. Et crazy univers af forvirrede og fortvivlede mænd, der lige har rundet 40 år og ikke magter at være dem, de er blevet til.

Chick lit set fra det mandlige perspektiv med en overdådighed af midtvejskriser for fuld udblæsning. Velkommen til Maises verden!

I den drikker vi te og spiser skumfiduser med kagegaffel, mens familiens lille hanhund, Karl, vimser forstyrret rundt om spisebordet, på én gang kær, irriterende og helt umulig at geare ned. Indtil et griseøre materialiserer sig...

Jeg udleverer aldrig mig selv
Som læser tænker man, at romanen nok også handler om Maise Njor selv. Om de erkendelser, hun har haft om kærlighed og parforhold, siden hendes egen mand forlod hende for fire år siden. Et brud, der kom bag på hende, og som hun tyndhudet har delt eftervirkningerne af med både læsere og tv-seere, senest i video-dagbogen "Sex, kaos og bekendelser" på DR2.

Men "Der var engang en mand" er ikke hendes personlige historie, siger hun, og hun var allerede i gang med bogen inden skilsmissen. Romanen rummer selvfølgelig hendes refleksioner og observationer om kvinder og mænd, og hvad det er, vi gør ved hinanden og os selv. Men den handler ikke om hende. Ikke om kernen. Og det er der faktisk intet af det, hun skriver, der gør, tilføjer hun. Hvor nøgent og ærligt det end virker.

– Jeg har holdt mange foredrag her i foråret, og der er altid nogle, der stiller spørgsmålet: "Hvordan er det at udlevere sig selv?" Men det gør jeg ikke. De ting, jeg siger og skriver, er ikke grænseoverskridende for mig. Nogle gange tænker jeg, om jeg gør noget forkert – for må man da ikke sige højt, hvad man føler? Men omvendt bliver jeg også glad, hvis folk oplever, at jeg giver noget af mig selv. Jeg vil gerne skrive om mine egen tvivl og pinligheder, hvis det kan få andre til at slappe lidt af i forhold til at skulle være perfekte.

– Men jeg fortæller aldrig det inderste. Den del af mig er der meget få mennesker, der kender, og jeg har i virkeligheden kun ganske få venner. Egentlig tror jeg, at jeg kun er helt tilstede, når jeg er sammen med mine børn. Resten af tiden er jeg ikke sikker på, at jeg er i virkeligheden, for der sidder jeg og glor på andre mennesker og tænker: "Hvorfor sagde han det?". Eller: "Nå, men hun er den type, så om lidt siger hun det og det".

Det er jo sjovt, når vi har helt forkerte selvbilleder
Hvis der er noget, som Maise Njor kan, så er det at zoome ind på os som typer, stereotyper. Fra de selvudslettende til de selvfede – og alle de bindegale, spøjse, selvmodsigende og neurotiske midt i mellem. Hun ser verden med en Monty Python-agtig optik. Og så har hun en nærmest autistisk hukommelse for bizarre optrin og corny replikker.

Bogens brogede persongalleri er for eksempel ikke udelukkende fri fantasi. De fleste af mændene udspringer af sande historier. Fra venner og mænd, hun har mødt eller hørt om, siger hun, mens hun med rynket næse bærer et stort griseøre ud på badeværelset, hvor der godt må grisses. Og lukker døren efter Karl. Øret fik hun af nogle gamle kollegaer, da hun havde reception i anledning af bogen for nylig. Betænksomt. Og man tænker, at Maise Njor muligvis har en aura, der bare virker som en magnet på absurde situationer og hverdagens uheldige helte.

– Du er nærmest et omvandrende opslagsværk med afsindige anekdoter?

– Ja, men det er til gengæld også det eneste, jeg virkelig kan. Jeg kan for eksempel ikke overskue at planlægge mere end et halvt år frem, jeg aner ikke, hvad jeg vil med mit liv, og jeg er et spædbarn, når det kommer til økonomi. Men jeg synes, at der er rigtig meget i hverdagen, som er komisk. Det kan for eksempel være vildt skægt, når nogle er irriterende på den emsige måde. At de gider. Som ham på Nørreport Station, der havde rygsækken spændt alt for stramt på ryggen og rejste sig med sin kaffekop og kom helt hen til mig for at fortælle, at jeg ikke måtte have cyklen med i toget klokken 17. Og han blev ved...

– Det er også sjovt, når folk har et helt forkert selvbillede og påstår, at de er på en måde, som slet ikke stemmer overens med virkeligheden. Når nogen begynder en sætning med "Jeg er jo...". Så ved du, at de er nok snarere det modsatte. Jeg har en veninde, som ser sig selv som meget "Jeg-har-altid-en-chiligryde-over-så-bare-kom". Men hun bliver irriteret, hvis man ikke er gået klokken 23.

– I mange år troede jeg også selv, at jeg var meget boheme-agtig på den måde. Men i virkeligheden hader jeg, at folk kommer uanmeldt på besøg. Og når man har passeret 40 år, så er der nok ikke meget ved sig selv, man laver om.

Eller er der? Og hvad nu, hvis vi turde se på os selv – i stedet for at stirre os blinde på, hvordan andre står i vejen for vores lykke? Hvad nu, hvis vi ikke gav andre skylden, men selv tog ansvaret for, hvordan vi har det – også i de metaltrætte ægteskaber.

Det handler Maise Njors første roman også om.

Læs resten af interviewet på næste side...Vi kører i Ikea i stedet for at kikke hinanden i øjnene
– I min bog er der en masse mennesker, der føler, at de er nødt til at gå fra deres hverdag. Men egentlig er det sig selv, de flygter fra. Og jeg tror, at skilsmisser tit handler om netop det – at vi selv er blevet til en person, vi egentlig ikke bryder os om. Men vores partner kender os så godt, at vi tror, vi er nødt til at bryde helt for selv at forvandle os til en anden. Den, vi hellere vil være. Ham, der pludselig går med kridhvide gummisko og kasket. Eller hende, der pludselig er vanvittigt sprudlende i en ny forelskelse.

– Jeg har så mange gange oplevet folk forlade et forhold – og møde en ny. Og efter et par år ser de lige så sure, gamle og trætte ud i det forhold også. Så måske er det ikke den anden – måske er det dig selv...?

Og så det, der lige så stille sniger sig ind på os, tilføjer hun. Det bevidstløse liv. Hvor vi knokler for at skabe de rammer, som vi tror, der skal være rundt om et familieliv.

– Jeg så en ung, lækker mand den anden dag. Han stod og klappede den spritnye barnevogn sammen ved siden af sin stationcar – der havde lyserøde solafskærmninger med prinsessemotiver på vinduerne ved bagsædet. En eller anden dag må han da se på sig selv og tænke: "Hvordan er jeg havnet her – med Askepot på ruderne i en grim Toyota Corolla?".

– Jeg kunne ikke selv se det i mit gamle liv, i hvert fald kun i glimt, men når jeg i dag ser på kernefamilier udefra, så tænker jeg tit: "Det ender galt", for det er, som om ingen har kræfter og overskud til at tænke sig om. Til at gøre sig umage. Også for hinanden. I stedet bruger man hele sin søndag i Ikea på at lede efter et lortebord og spise ungerne af på McDonalds – når man burde ligge derhjemme og kikke hinanden i øjnene i stedet.

– Ingrid Ann Watson, som er parterapeut, kom ind på Gads Forlag, hvor jeg på det tidspunkt arbejdede. Hun har udgivet bogen "Elsk ham igen" og holdt et lille foredrag for alle os ansatte – hvor hovedparten er kvinder. Og hun sagde: "Din eneste opgave hver dag – er at gøre din mand glad". Det gibbede simpelthen i os rundt om bordet, for vi skulle i hvert fald ikke og... Men tænk hvis begge parter havde det sådan. Både manden og kvinden.

Skal man så trække maven ind og gøre sig til hele livet?
Man kan godt få den tanke, at der bor en lidt excentrisk gammel dame inde bag Maise Njors store, blå øjne og åbne blik for tilværelsens absurditeter. Eller rettere: At der både bor en reserveret og følsom pige, der får tårer i øjnene ved tanken om sin største frygt – at komme til at tage til takke med noget, der ikke er stor, stor kærlighed. En sej alenemor til tre, der magter det umulige. For det gør sådan nogle tit. Skribenten, der ikke er bange for at blotte sig. Og så denne her lille, spinkle dame, der har nogle meget bestemte meninger om, hvad man gør – og ikke gør. Basta!

– Jeg gik til psykolog i en periode. Egentlig fordi jeg var så stresset, at jeg ikke kunne sove, fordi jeg troede, at jeg kun trak vejret ved tankens og viljens kraft. Men undervejs blev det til en snak om alt muligt andet også. Og så siger jeg til ham: "Det er gået op for mig, at man kan blive forladt". Hvortil han svarer: "Ja, det har du vel altid vidst?". "Nej, faktisk ikke", siger jeg. "Betyder det så, at man skal trække maven ind og gøre sig lidt til resten af livet – fordi alle kan finde på at gå?"

– Det sagde han ja til, og det blev jeg lidt forskrækket over, for det synes jeg jo ikke, at man må. Jeg går jo ikke engang hjem fra en fest, jeg bliver, til værterne har nattøj på.

– Men jeg siger ikke, at man skal holde ud i et dårligt parforhold, indtil man tænker, at stryknin i kaffen også kunne være en mulighed. Jeg siger bare, at man lige skal kikke indad, før man smutter fra det hele og eksploderer en familie med børn. Og det er også budskabet i min bog: At man skal snakke om det, man savner, længe før det kommer dertil. Så man i tide kan finde ud af, hvad der gør "os" glade. Hvis man er træt af sit liv og den, man er blevet, så kunne man måske tænke: "Hvis jeg skal stikke af fra det hele, så lad os gøre det sammen i stedet for hver for sig". Jeg bliver så misundelig, når jeg ser en hel familie, der alle sammen går til speedway. Det ville jeg virkelig gerne – være en stor og rigtig familie, der har noget sammen.

Maise Njor er klart til kernefamilier og deres bevarelse. Men hun tilhører en anden klub nu, siger hun. Og nye kærester eller ej – der flytter ikke nogen mand ind hos hende og hendes piger, slår hun fast. I et meget afgjort tonefald.

– Jeg vil ikke byde mine børn at bo sammen med en fremmed mand.

– Han er jo ikke en fremmed, når de lærer ham at kende?

– De skal ikke bo sammen med en mand, som ikke er deres far. Det kommer slet ikke til at ske!

Sådan er Maises verden også. Og Karl er blevet træt af griseøret og trisser roligt rundt, indtil han finder en udkikspost på trappen op til første sal. Hun smiler skævt:

– Det ser egentlig ikke særlig kønt ud, når du sidder der med nosserne lige i øjenhøjde, Karl.